Verden ifølge Bubber (Fanget i den forkerte krop)

Altså det ville jo selvfølgelig være en stor kamel at sluge og en kæmpe omvæltning. Men da det ikke er noget vi selv vælger - altså at vi vil have en dreng eller en pige - så synes jeg som sådan ikke der er noget at være ked af. Eller, altså det er lidt svært at forklare. Men det er jo ikke noget vi selv vælger...

Jeg tager hatten af for de mennesker. Det er så stort at de tør stå frem og dermed blive gladere personer i stedet for at skulle gå og "skjule" sig i en andens krop.

LouiseNielsen skriver:

Nåååå, jeg troede det var fordi DU ikke ville ku acceptere det....

Der vil altid være fordomme, uanset hvem og hvad man er.... Heldigvis er verden begyndt at se en lille bitte smule mere "lyst" på homoseksuelle.... Og som forældre må man jo støtte sine børn så godt som man nu kan!

Nej, det ville jeg sagtens kunne...men på alle områder gør det ondt når jeg oplever mine børn blive behandlet grimt og især for noget de ikke selv har valgt....

Sad og så Verden ifølge Bubber igår, som handlede om det at være fanget i den forkerte krop.....

Hvad er din mening omkring dette? Hvordan ville du reagere hvis dit eget barn kom og sagde til dig om nogen år at h*n føler sig fanget i den forkerte krop....

Jeg syntes det er så fantastisk at man har muligheden for at lave kvinder om til mænd og omvendt.... Hvis det er det der skal til for at personen føler sig hel, og kan have en velfungerende hverdag, så fred være med det!!!

Kommer en af mine egne børn hjem og fortæller os at han føler sig fanget i den forkerte krop. Vil jeg jo nok lige skulle sluge den. Men jeg ville uden tvivl støtte op omkring det. Jeg vil altid elske mine børn, og er de glade, jamen så er jeg glad. Med eller uden tissemand eller bryster.....

Kram

Jeg har stor respekt for dem der vælger at gå igennem sådan en omgang for at kunne komme til at føle sig okay i sin krop. Der må virkelig en stor mængde selv erkendelse til. Men kan også blive nervøs for - som bubber også var inde på - om de nu en dag fortryder. At det måske alligevel ikke helt lever op til deres forventninger. At det måske ikke handler så meget om kroppen men mere om sindet. 

Hvordan jeg ville have det hvis min datter en dag kom og fortalte at hun ikke trives i en kvindekrop, kan jeg på ingen måde sætte mig ind i. Jeg håber dog blot, at jeg vil være støttende for hende, men forstå det ville jeg nok ha lidt svært ved. Men jeg vil - håber jeg - altid støtte min datter uanset hvad. Men det er jo meget svært at ytre sig om noget, man aldrig har oplevet. Kan kun sige, hvordan jeg håber, at jeg reagerer. Om hun er lesbisk, biseksuel eller til det ene eller andet parti - ja det lader jeg være helt op til hende

Jbk skriver:

Ja, det ville gøre mig ondt at de skulle kæmpe mod fordomme og måske har gået og haft det skidt indeni i mange år fordi de måske ikke har kunne forene sig med det de var. Jeg ville bare synes det var synd de skulle møde modgang for dem de er, for det betyder jo ikke en skid om man er det ene eller det andet,,,jeg har ingen problemer med det, bare de er lykkelige, jeg er jo ikke selv helt normal....

Det forstår jeg - men altså i et moderne samfund som det selvfølgelig er til den tid, så tror jeg overhovdet ikke de vil møde de samme fordomme som før i tiden og nu - tænk bare hvor meget der er sket de seneste 15 år - homoseksuelle er jo nærmest "in" visse steder og efterhånden ikke tabu, ihvertfald i de store byer i Danmark.

Jeg kender én som er fanget i den forkerte krop!

Han har vist ikke fået så meget støtte fra sine forældre :-(

Jeg fik først af vide nogle år efter jeg havde mødt ham, at han egentlig var en hun. Men han har aldrig følt sig som kvinde, og er faktisk henvist til og få operationer osv igennem staten. Det synes jeg er fedt!!!

Hvis mine børn, kom til mig en dag, og sagde de følte sig anderledes, følte de var én fra det andet køn etc. så ville jeg så vidt muligt hjælpe og støtte. Og lade dem vide, at min kærlighed til dem aldrig ændre sig, om de er køns opereret eller homoseksuelle!!!

Jeg tror, det er svært at svare på, før man selv står i situationen, så skal ikke kunne sige det Jeg vil selvfølgelig altid elske min søn - uanset hvad! 

En anden ting, jeg ikke forstår: De "mænd" fra udsendelsen igår vil hellere være sammen med mænd end kvinder? Så de er vel heller ikke fuldt ud mænd? Dét forstår jeg ikke!?

Nu kender jeg selv en pige, som havde stor betydning for mig i min barndom. Hun er idag blevet en han, og jeg synes simpelthen, det er så fantastisk. Hun har altid været drenget, og mange tænkte hun var lesbisk, men nu har hun fundet sin rigtige identitet og lever i dag som en mand med tissemand og en kvindelig kæreste.

Han fortalte mig efter operationen, at han dengang gik i seng med drenge fordi, det var det, man gjorde, men i virkeligheden var det bare det værste at blive bollet af en mand, når man selv så sig som en mand og egentlig var tiltrukket af kvinder....

Så hvis mit barn kom og sagde det, ville jeg selvfølgelig snakke med h*n om det og sikre mig, at det var gennemtænkt, og så ellers støtte h*n så meget jeg overhovedet kunne.

Jeg ville støtte hende 100%, men også være ked af det for de mennesker har det utrolig svært psykisk og føler ikke de passer ind nogen steder.

Jeg ville da selvfølgelig forsøge at støtte mit barn bedst muligt, men jeg er ikke i tvivl om at det også kræver en tilvendingsperiode, hvor jeg stille og rogligt skulle se mit barn blive til noget andet. Men uanset hvad, så elsker jeg mine børn, og intet kunne få mig til ikke at støtte dem.