Overvejde om jeg fortsat skulle være ano - kunne ikke helt bestemme mig, så derfor er jeg det fortsat. I ved jo alligevel hvem jeg er - måske ano ska være mit nye navn :p
Som I ved skulle jeg jo ind og ha foretaget aborten tirsdag i sidste uge. Jeg havde det rigtig skidt med at skulle derind. Følte bare at alle stemplede mig fordi de vidste at jeg skulle ha en abort. Følte rigtig at folk så ned på mig, men ved jo godt at det nok bare var noget jeg bildte mig selv ind. Og så ligger gynækologisk afdeling lige ved siden af barselsgangen så der kom hele tiden nybagte mødre gående med deres små vogne med de små babyer i. De skulle nemlig den vej forbi for at komme op efter mad. Jeg vidste godt på forhånd at de lå ved siden af hinanden så havde prøvet at forberede mig på det. Kunne nu ikke lade være med at syntes at det var lidt sarkastisk.
M var med mig som aftalt, selvom han bare har det rigtig skidt med at være på et sygehus. De havde ikke nogen ledige værelser så de kørte en seng ind på en slags kontor. Lidt skørt, men egentlig fint nok for så virkede det ikke så sygehus agtigt.
En sygeplejerske kom ind og bad mig først sluge 3 piller; 2 smertestillende og 1 mod kvalme. Bagefter lagde hun 2 stikpiller op og bad mig blive liggende i sengen mindst 3 kvarter. Så lå jeg bare der og M sad ved siden af. Vi vidste ikke rigtig hvad vi skulle sige til hinanden. Det hele virkede sådan lidt ondsvagt. Kunne heller ikke lade være med at græde. Hvorfor fanden var det hele blevet så kaotisk at vi ikke en gang kunne stå indenfor det barn vi havde lavet? Der kørte rigtig mange tanker rundt i hovedet på mig og jeg skulle bare ha det overstået.
Jeg frygtede rigtig meget smerterne og lå bare der og ventede på at det skulle gøre ondt, men der skete ikke rigtig noget. M fodrede mig med slik og chokolade. Det var lige det eneste jeg havde lyst til.
Efter et par timer kom sygeplejersken ind til os igen, men sagde til hende at der ikke rigtig var sket noget endnu. Hun sagde det var meget normalt. Jeg gik op i cafeen og hentede noget frokost. Smagte lidt på det hele, men syntes ikke det var særligt lækkert (nej hva havde jeg forventet...)
Jeg lagde mig på sengen igen. Havde fået en del smerter så bad om at få flere smertestillende. Derefter småsov jeg en lille time og så sagde jeg til M at vi lige så godt kunne tage hjem. Gad ikke ligge her mere når der alligevel ikke skete noget, men jeg ville lige gå på toilet inden. Da jeg så sætter mig op i sengen blir jeg bare mega dårlig og jeg siger at jeg ska kaste op og det er NU! M skynder sig at give mig skraldespanden og så kaster jeg bare helt vildt op. Kan slet ikke stoppe igen. Bagefter havde jeg det helt godt og siger at jeg lige vil gå på toilettet. Jeg sætter mig og så vælter det bare ud af mig med masser af blod. Rigtig ubehageligt at se så meget, men jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at kigge. Det var cirka ligesom når man har født og der kommer en masse - dog var det her nok værre... Pludselig kommer der en lille hvidlig klump ud og kort derefter en KÆMPE klat (På størrelse med et gåseæg eller sådan noget) Det var næsten som at føde moderkagen. Så vidste jeg jo godt hvad det betød og jeg følte mig helt lettet over at det nu var kommet ud.
Da jeg rejste mig fra toilettet blev jeg voldsom svimmel. Jeg var meget meget tæt på at falde om på gulvet. Jeg fik slæbt mig ud af døren og nærmest krøb mig hen langs væggen og smed mig på sengen. Puha jeg troede virkelig jeg skulle besvime. Det var vidste også rigtig tæt på. Jeg fik en masse saftevand og lidt chokolade og fik det bedre.
Så var jeg klar til at tage hjem, men fik af vide at jeg først skulle ha en indsprøjtning pga min blodtype som er rhesus-negativ. Rhesus negativ kvinder har, i tilslutning til fødsel af rhesus-positivt barn eller abort, risiko for rhesusimmunisering. Derfor fik jeg indsprøjtet noget der hedder anti-D Immunglobulin. Ikke noget der gav meget mening for mig, men har fået et fint lille kort hvor der står noget om det på. Det ska jeg vise ved eventuel indlæggelse eller ny graviditet.
Jeg havde en del smerter efterfølgende - Som rigtig kræftige mens smerter og jeg blødte rigtig meget. Meget mere end voldsom mens. Jeg tog smertestillende, men syntes ikke de hjalp ret meget. Jeg var heldigvis hjemme fra arbejde hele sidste uge. Ringede og snakkede med su-chefen og fortalte hende det som det var, at jeg skulle ha foretaget en abort. Vi blev derfor enige om at det nok var bedst at jeg blev hjemme hele ugen. Hun har ikke sagt noget til de andre om det, men bare sagt at jeg var syg - sikkert pga bakterierne fordi jeg jo lige er startet hos dem. Rigtigt sødt af hende.
Nu er det så lidt over en uge siden og jeg har det efterhånden godt. Jeg bløder dog stadig og får også lidt ondt ind imellem, men det er ved at være minimalt. Der er også kommet mange ubehagelige klumper ud. Jeg ser virkelig frem til at jeg er helt over det selvom jeg synes det går ok. Tænker ikke så meget det udover når jeg er på toilettet. Jeg nyder også at være sluppet for den konstante kvalme, opkast og at være evig træt.
Næste tirsdag skal jeg ind og ha taget en nyblodprøve og skal så ringe derind torsdag og snakke med en sygeplejerske for at høre hvordan jeg har det og få resultatet på blodprøven - den skulle jo gerne sige at jeg ikke er gravid mere!
Jeg er stadig sikker på at det var den rette beslutning med det abort og jeg føler derfor ingen skyld mod den lille der ikke fik lov at komme til verden - tvært imod ved jeg at min kærlighed til den fik mig til at træffe det rette valg.
