Hej Alle sammen.
kunne se Shibby havde oprettet en tråd, og tusind tak for alle de kærlige tanker. Det varmer så utrolig meget at se at der er andre som har klaret sig igennem hvis det skulle ske hun ville ud nu.
Var begyndt at bløde ved 24 tiden, og ville til at starte med tage det stille og roligt, men da jeg ikke kunne få liv i lillepigen på nogen måder blev jeg urolig, så ringede til fødegangen.
Vi blev indlagt natten til lørdag. Havde desværre sendt kæresten i byen med en kammerat, så da jeg blødte vidste jeg han ikke kunne køre. Fik min mor til at hente mig, og kæresten slingrede hjem, så kan kunne komme med. Vi kom ind til undersøgelse med det samme. Og de tjekkede hjertelyd med det samme jeg havde lagt mig, den var der heldigvis. Da lægen kom og ville scanne fik han kun fat i tuben med creme før hun sparkede derud af, og mor her kunne slappe bare lidt af. Han scannede og kunne som jeg fik at vide både tirsdag og onsdag konstatere at hun lå med hovedet boret godt ned i bækkenet, han mente vægten lå på lige knap 2200 g, og alt så fint ud. De kunne ikke forklare hvor blodet kom fra, men han kunne se der var gammel blod i underlivet.
For at være på den sikre side får jeg et stik med lungemodner, og skal have et 24 timer efter igen, klokken er her 2.30, og jeg bliver indlagt. Får at vide jeg nok vil komme hjem søndag hvis jeg ikke bløder indtil da.
Sygeplejersken kommer ind natten til søndag og giver mig lungemodner for 2 gang, og jeg 
for jeg kan komme hjem senere søndag. Da lægen kommer ændre han dog lidt mening, de vil gerne have mig op at gå, for at se hvad jeg kan holde til af belastning, før de sender mig hjem. Så tidligst mandag vil jeg komme hjem.
Eiii, ja ved jo hvorfor jeg gør det heldigvis, og selvom det ikke vil være såå farligt hvis hun ville komme inden længe vil jeg helt klart sætte pris på hun blev minimum 4 uger endnu. Så vi bider det i os. Er oppe at gå lidt, og i takt med jeg bevæger mig bliver hun heldigvis også mere livlig. Kæresten kom forbi søndag aften, og der er vidst ingen tvivl om det er en fars pige vi venter os, med det samme hans stemme kommer gennem rummet sparker og bokser hun derud af.
Så til morgen fik jeg vidst det klareste tegn fra hende at NU SKULLE VI HJEM, klokken 5.15 vågner jeg ved at jeg skal tisse. Hun er ellers meget stille så tidlig om morgenen. Men klokken 5.20 plejer far at komme ind og sige farvel inden han køre på arbejde. Jeg får et kys, og han ligger hånden på maven og nusser den. Men fordi han ikke var der til morgen skal jeg love for maven gik helt amok, der blev slået og sparket helt vildt, og sådan fortsatte hun næsten en time før hun faldt til ro hvor jeg nussede maven. Lægen kom ind lidt i 10 og hun var ikke i tvivl jeg måtte komme hjem
, men ville der ske noget som helst skulle jeg ringe med det samme på fødegangen igen.
Så nu ligger jeg på sofaen hjemme, og tager den stille og roligt, jeg skulle slappe af, lytte til kroppen, og ikke bevæge mig alt for meget, men noget må jeg heldigvis lave, så helt sengeliggende er jeg ikke. Skønt
Ja, en lidt lang opdatering fra mig. Tak fordi i læste med.
