NatasjaL skriver:
Hej i skønne skønne kvinder! 
Har rigtig længe gået og overvejet at skrive det her indlæg, og så alligvel ikke.. Jeg føler ikke jeg er en fiasko som kæreste fordi jeg måske gerne vil starte i parterapi, men er det mig der er galt på den, er jeg en elendig kæreste fordi jeg ikke kan få det til at fungere selv? 
Nå men, det hele er mere eller mindre det at jeg er en rigtig stor hidsigprop, desværre. Men når det nu engang er sådan det er, vil jeg også gerne gøre noget ved det. Kan blive sur på min kæreste over ingenting, og det har jeg på ingen måde lyst til, men det sker bare. Det har mere eller mindre været sådan i 1 ½ snart, vil jeg tro. Den ene diskution har mere eller mindre taget den anden. Jeg ønsker for ingenting i verden at vi skal gå fra hinanden da vi har de to skønneste børn sammen, og jeg elsker ham af hele mit hjerte! 
Men er jeg en dårlig kæreste fordi jeg gerne vil starte i parterapi og vil det overhovedet kunne hjælpe os? Det skal siges at lige så hurtig vi bliver uvenner, lige så hurtigt vender det hele igen :-) Men det er bare træls at det lige skal nå til det punkt hvor vi når at blive uvenner. For hvem gider skændes over et par sure strømper på badeværelse gulvet eller en tallerken der ikke er blevet sat i opvaskemaskinen eller en træt mand, det ihvertfald ikke mig
Jeg elsker peter over alt på jorden, og vil gøre næsten alt mellem himmel og jord for at vi kan blive sammen, UDEN de dumme små skænderier, som efterhånden er der en del :-)
Tak fordi du gad og bruge din tid på at læse det.
Hejsa vense.
Jeg tror også at d et vil være godt for dig, at du og især du i første omgang får noget hjælp til at få styr på hvad det er, der får dig til at flippe sådan ud over småting.
Der må stå en masse uforløste ting, som gnaver og irriterer, og de skal hives op af posen og lukkes ud i det fri.
Og så skal du lære at se forskel på små og store ting. Lære at lade de små ting fare og kun tage fat på det, der virkeligt presser på i god tid inden de vækker trolden i dig.
Du skal lære at spørge dig selv om det nu også er umagen værd at flippe ud over tingene.
Jeg tror nemlig at problemet i første omgang er hos dig selv, og det er dig, der trænger til en indre hovedrengøring 
Når så du har fået luftet godt ud, så kan I tage fat på jeres forhold, og få ryddet op i det også.
Måske hænger det hele sammen med, at du ikke føler dig tilstrækkelig...eller hvordan??
Blot en tanke.
Eller går han i virkeligheden og svigter dig på en masse punkter i dagligdagen, hvor du så har skubbet det hele ind i et skab og smidt nøglen væk?
Tænk over det søde...og så får du et stooort knus for jeg synes det er synd for jer begge to, og også for jeres barn, hvis det skal vokse op med en masse skænderier.
Kærligst
Sussie
