Ja man er da sådan lidt nervøs. Også fordi man tænker at man bliver vurderet når man sådan kommer med et barn der ikke tager på. Man er da lidt bange for at de tænker man ikke gør det godt nok.... Og så sidder der sådan en makker og pjatter tiden væk. Sådan følte jeg det virkelig! TOTAL spild af vores tid. Og mega uprofessionelt!
Og det værste var at han STARTEDE med al den der nytteløse snak. Ikke noget med at spørge ind til hvordan det gik med Carla eller noget. SÅ mærkeligt altså!!! Og da vi kom hjem sagde jeg til Casper: Han vejede hende sgu da ikke engang!!! Det havde jeg da sådan set regnet med når vi nu kommer med et barn hvis vægt skal kontrolleres.... Hmm.... Flot!
Arjmen altså - det er jo helt tåbeligt!
Hvis I er "så heldige" at få konsultation inde hos ham igen en anden gang, så er det bare med at smørge ærmene op, og styre slagets gang. Hvis ikke han selv ved, hvad hans opgaver består i, så må han jo have det fortalt (TSK!!)
Men jeg håber da at I får tilpas meget ud af det, når I skal have en snak med diætisten. Og at undervægten bare viser sig at være Carla's vækst-mønster uden det er noget I behøver bekymre Jer mere om.
Vigtigste målestok er jo at hun er GLAD og TILPAS !!!
Og jeg forstår godt, at man kan få følelsen af, at blive vurderet, når ikke ens barn lige vokser som normen. Men jeg tror mere at den væmmelige følelse man har, og frygter, er én der ligger hos én selv, fordi man så nødigt vil fejle. Jeg tror nu ikke, at nogen egentlig tænker sådan overhovedet.
Men ja, det er jo altid svært, når tingene ikke BARE LIGE er, som de "plejer" at være, hos de fleste andre.
Men det har intet at gøre med Jeres forældre-skab. Og du ved jo også nok, at du er en fantastisk mor, som gør alt det bedste for lille Carla. Men derfor kan frygten for andres dømmende tanker jo godt virke lidt skræmmende og ubehagelig.
Men måske tog lægen så uforskammet let på det hele, fordi han ikke vurderede det, som noget at være særligt bekymrede for?!
Dog ER der jo fint grund til at være bekymret, når man ikke med sikkerhed ved, om det er OK eller ej, at det er sådan...
Men forhåbentligt ender I i kompetente hænder. Og hvor ville det være skønt, hvis det viser sig, at det ikke er noget der gør noget, men bare SÅDAN DET ER når man har Jer som forældre, og er en lille skøn super-Carla 
....Jeg var selv et bette nips dengang jeg var lille! Det kommer jo ikke helt ud af ingenting, når forældrene heller ikke er de største kæmper i verden. Så forhåbentligt har det ikke så megen betydning, når alt kommer til alt.
KNUS
