SussieThyssen skriver:
Det er ikke altid lige nemt at være mor...heller ikke selvom man er mor til en pige på næsten 20.
Det der med at man ikke skal blande sig for meget, men heller ikke for lidt, er somme tider lidt svært.
I går aftes ringede min dejlige datterlil og græd så tårerne sprøjtede, fordi hun er blevet uvenner med kæresten gennem 2 år.
De har haft et par fall outs i det sidste halve års tid, fordi han er så hamrende stædig.
Han er ellers en sød fyr og vi er glade for ham, men han har denne lille "brist" vil jeg kalde det, at når han får en fix ide om et eller andet, så er han ikke til at rokke en milimeter.
Min mellemste er snart færdig med de 12 ugers intro til lægesekretær uddannelsen, og skal ud og søge praktikplads når de er færdige. Og det kan være at hun bliver nødt til at bevæge sig uden for Fyn for at få det.
Hendes kæreste har bare en ide om at han ikke vil flytte overhovedet, han vil ikke rykke sig så meget som en millimeter, selvom min datter så kan risikere at skulle pendle til fx Århus fra Svendborg.
Og det er jo bare ikke holdbart.
Han er ikke selv igang med nogen uddannelse, da han pt er sygemeldt og går og venter på en større operation i ben og hofter og skal bruge lang tid på genoptræning m.m. bagefter,
men han aner ikke hvornår det bliver.
Min datter er bare så ked af det, fordi hun ikke kan udholde tanken om at hun skal bruge så lang tid til pendling, bare fordi han ikke vil fx flytte til Odense, hvor togene er lidt nemmere at fange.
Men han er bare så stædig og gider slet ikke snakke med hende om det, og hans eneste argument er, at han har flyttet så mange gange i sit liv, så han vil ikke væk fra Svendborg.
Da hun sagde at hun måske ikke kan få en praktikplads i området var hans svar bare, at så kunne hun jo bare vælge en anden uddannelse....suk!
Jeg trøstede hende i aftes og igen her til morgen, så godt jeg kunne, og sagde at jeg syntes hun skulle sige til ham, at hvis hun betyder så lidt for ham, så er det bedst de går hver til sit.
Jeg sagde også at hun jo kunne komme hjem et par dage, så de begge kan få en tænkepause (især ham).
Så hun ved, at hun bare kan sige til, så bliver hun hentet med det samme.
Midt i tårene kunne hun alligevel ikke lade være med at grine lidt, for hvis hun, siger hun har fået nok, så bliver han nødt til at flytte, for lejligheden tilhører hende, og hans forældre bor i en anden by
Men alligevel..det er lidt svært. Det er ikke første gang, at han ikke vil give sig, og så vil han bestemme alt i deres fremtidige liv.
Jeg sagde, at jeg synes hun skulle tænke sig godt om, for selvom hun elsker ham, så er det bare ikke holdbart, at han vil diktere alt, og derigennem fratager hende al selvstændighed, og giver hun sig i dette, så kommer der bare andre ting siden hen, og hun vil ende med at blive hans marionetdukke.
Jeg sagde også at han måske ville have godt af at finde ud af om han vil savne hende, hvis hun ikke er der, og hvis ikke..jamen så er det jo godt hvis det ender nu.
Man kan jo ikke gøre så meget andet end at være der med råd og vejledning og så vente at se hvad der sker, vel??
Hvad synes I?
Kærligst
Sussie
Jeg synes din tilgang er rigtig god. Gid min mor havde haft en ide om at være på samme måde. Hvis jeg sagde vi havde problemer, kæresten og jeg, så gik hun bag om ryggen og snakkede med ham. 
