Et lille hjertesuk!

Det er ikke altid lige nemt at være mor...heller ikke selvom man er mor til en pige på næsten 20.
Det der med at man ikke skal blande sig for meget, men heller ikke for lidt, er somme tider lidt svært.

I går aftes ringede min dejlige datterlil og græd så tårerne sprøjtede, fordi hun er blevet uvenner med kæresten gennem 2 år.
De har haft et par fall outs i det sidste halve års tid, fordi han er så hamrende stædig.
Han er ellers en sød fyr og vi er glade for ham, men han har denne lille "brist" vil jeg kalde det, at når han får en fix ide om et eller andet, så er han ikke til at rokke en milimeter.
Min mellemste er snart færdig med de 12 ugers intro til lægesekretær uddannelsen, og skal ud og søge praktikplads når de er færdige. Og det kan være at hun bliver nødt til at bevæge sig uden for Fyn for at få det.
Hendes kæreste har bare en ide om at han ikke vil flytte overhovedet, han vil ikke rykke sig så meget som en millimeter, selvom min datter så kan risikere at skulle pendle til fx Århus fra Svendborg.
Og det er jo bare ikke holdbart.

Han er ikke selv igang med nogen uddannelse, da han pt er sygemeldt og går og venter på en større operation i ben og hofter og skal bruge lang tid på genoptræning m.m. bagefter,
men han aner ikke hvornår det bliver.
Min datter er bare så ked af det, fordi hun ikke kan udholde tanken om at hun skal bruge så lang tid til pendling, bare fordi han ikke vil fx flytte til Odense, hvor togene er lidt nemmere at fange.
Men han er bare så stædig og gider slet ikke snakke med hende om det, og hans eneste argument er, at han har flyttet så mange gange i sit liv, så han vil ikke væk fra Svendborg.
Da hun sagde at hun måske ikke kan få en praktikplads i området var hans svar bare, at så kunne hun jo bare vælge en anden uddannelse....suk!

Jeg trøstede hende i aftes og igen her til morgen, så godt jeg kunne, og sagde at jeg syntes hun skulle sige til ham, at hvis hun betyder så lidt for ham, så er det bedst de går hver til sit.
Jeg sagde også at hun jo kunne komme hjem et par dage, så de begge kan få en tænkepause (især ham).
Så hun ved, at hun bare kan sige til, så bliver hun hentet med det samme.
Midt i tårene kunne hun alligevel ikke lade være med at grine lidt, for hvis hun, siger hun har fået nok, så bliver han nødt til at flytte, for lejligheden tilhører hende, og hans forældre bor i en anden by

Men alligevel..det er lidt svært. Det er ikke første gang, at han ikke vil give sig, og så vil han bestemme alt i deres fremtidige liv.
Jeg sagde, at jeg synes hun skulle tænke sig godt om, for selvom hun elsker ham, så er det bare ikke holdbart, at han vil diktere alt, og derigennem fratager hende al selvstændighed, og giver hun sig i dette, så kommer der bare andre ting siden hen, og hun vil ende med at blive hans marionetdukke.
Jeg sagde også at han måske ville have godt af at finde ud af om han vil savne hende, hvis hun ikke er der, og hvis ikke..jamen så er det jo godt hvis det ender nu.

Man kan jo ikke gøre så meget andet end at være der med råd og vejledning og så vente at se hvad der sker, vel??
Hvad synes I?

Kærligst
Sussie

Nu har jeg ikke børn i den alder men kan huske fra min egen teenagetid at når det gik galt med kæresterne så var det rart at man kunne komme "hjem". Men jeg kan også godt  huske at det var noget så svært for forældrene at sige noget (rigtigt) fordi man ikke ved hvordan det udvikler sig. Nu ved jeg ikke hvilket forhold du har med din datter men det lyder fornuftigt. Og det er altid positivt.

Jeg tror at jeg vil råde dig til siden at nu har du fået sagt det som du gerne vil sige træde tilbage og bare være hvis det skulle gå helt galt Du virker ganske fornuftig så det tror jeg nu godt du allerede ved men det skader ikke at sige det

Og åh der er da ikke noget værre end teenagekærlighed Sender god karma til din datter

SussieThyssen skriver:

Det er ikke altid lige nemt at være mor...heller ikke selvom man er mor til en pige på næsten 20.
Det der med at man ikke skal blande sig for meget, men heller ikke for lidt, er somme tider lidt svært.

I går aftes ringede min dejlige datterlil og græd så tårerne sprøjtede, fordi hun er blevet uvenner med kæresten gennem 2 år.
De har haft et par fall outs i det sidste halve års tid, fordi han er så hamrende stædig.
Han er ellers en sød fyr og vi er glade for ham, men han har denne lille "brist" vil jeg kalde det, at når han får en fix ide om et eller andet, så er han ikke til at rokke en milimeter.
Min mellemste er snart færdig med de 12 ugers intro til lægesekretær uddannelsen, og skal ud og søge praktikplads når de er færdige. Og det kan være at hun bliver nødt til at bevæge sig uden for Fyn for at få det.
Hendes kæreste har bare en ide om at han ikke vil flytte overhovedet, han vil ikke rykke sig så meget som en millimeter, selvom min datter så kan risikere at skulle pendle til fx Århus fra Svendborg.
Og det er jo bare ikke holdbart.

Han er ikke selv igang med nogen uddannelse, da han pt er sygemeldt og går og venter på en større operation i ben og hofter og skal bruge lang tid på genoptræning m.m. bagefter,
men han aner ikke hvornår det bliver.
Min datter er bare så ked af det, fordi hun ikke kan udholde tanken om at hun skal bruge så lang tid til pendling, bare fordi han ikke vil fx flytte til Odense, hvor togene er lidt nemmere at fange.
Men han er bare så stædig og gider slet ikke snakke med hende om det, og hans eneste argument er, at han har flyttet så mange gange i sit liv, så han vil ikke væk fra Svendborg.
Da hun sagde at hun måske ikke kan få en praktikplads i området var hans svar bare, at så kunne hun jo bare vælge en anden uddannelse....suk!

Jeg trøstede hende i aftes og igen her til morgen, så godt jeg kunne, og sagde at jeg syntes hun skulle sige til ham, at hvis hun betyder så lidt for ham, så er det bedst de går hver til sit.
Jeg sagde også at hun jo kunne komme hjem et par dage, så de begge kan få en tænkepause (især ham).
Så hun ved, at hun bare kan sige til, så bliver hun hentet med det samme.
Midt i tårene kunne hun alligevel ikke lade være med at grine lidt, for hvis hun, siger hun har fået nok, så bliver han nødt til at flytte, for lejligheden tilhører hende, og hans forældre bor i en anden by

Men alligevel..det er lidt svært. Det er ikke første gang, at han ikke vil give sig, og så vil han bestemme alt i deres fremtidige liv.
Jeg sagde, at jeg synes hun skulle tænke sig godt om, for selvom hun elsker ham, så er det bare ikke holdbart, at han vil diktere alt, og derigennem fratager hende al selvstændighed, og giver hun sig i dette, så kommer der bare andre ting siden hen, og hun vil ende med at blive hans marionetdukke.
Jeg sagde også at han måske ville have godt af at finde ud af om han vil savne hende, hvis hun ikke er der, og hvis ikke..jamen så er det jo godt hvis det ender nu.

Man kan jo ikke gøre så meget andet end at være der med råd og vejledning og så vente at se hvad der sker, vel??
Hvad synes I?

Kærligst
Sussie

puuuuuuuuuuuuh den er svær.....

min baggrund for at svare er, at jeg fra jeg var 15 år til jeg var 20år boede med en fyr der var diktator.... og truende/voldelig af adfærd... han brød mig ned bid for bid.... og jeg er derfor meget på vagt overfor dette... mine forældre prøvede at gøre noget hist og pist, men slet ikke nok!

jeg synes du gør det helt rigtige!

når det er den uddannelse din datter brænder for, jamen så må hun gøre det der skal gøres... han har ikke et job som binder ham til Svendborg... hun vil fortryde det resten af livet hvis ikke hun får den uddannelse hun ønsker sig!

jeg synes hun skal finde sig en god praktik plads og så flytte til Odense hvis det er det der skal til. Så må han følge med eller de må gå hver til sit... han stiller hende et ultimatum, så det er fair nok at hun stiller ham et!

knus

Kirle skriver:

Nu har jeg ikke børn i den alder men kan huske fra min egen teenagetid at når det gik galt med kæresterne så var det rart at man kunne komme "hjem". Men jeg kan også godt  huske at det var noget så svært for forældrene at sige noget (rigtigt) fordi man ikke ved hvordan det udvikler sig. Nu ved jeg ikke hvilket forhold du har med din datter men det lyder fornuftigt. Og det er altid positivt.

Jeg tror at jeg vil råde dig til siden at nu har du fået sagt det som du gerne vil sige træde tilbage og bare være hvis det skulle gå helt galt Du virker ganske fornuftig så det tror jeg nu godt du allerede ved men det skader ikke at sige det

Og åh der er da ikke noget værre end teenagekærlighed Sender god karma til din datter

Tak for dit søde svar.

Jeg har heldigvis et meget kærligt forhold til mine børn, men jeg betragter dem også som selvstændige individer.
Jeg har altid sagt til dem, at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe dem med at fjerne de små og lidt større sten på livets vej, men de store kampesten og klippestykker må de selv tackle. Der kan jeg kun hjælpe med råd og støtte og så håbe på, at det jeg har lært dem, vil være en ballast til livets vej.
Mere kan man som forældre vel heller ikke gøre.

Ni-ko-li-ne skriver:

puuuuuuuuuuuuh den er svær.....

min baggrund for at svare er, at jeg fra jeg var 15 år til jeg var 20år boede med en fyr der var diktator.... og truende/voldelig af adfærd... han brød mig ned bid for bid.... og jeg er derfor meget på vagt overfor dette... mine forældre prøvede at gøre noget hist og pist, men slet ikke nok!

jeg synes du gør det helt rigtige!

når det er den uddannelse din datter brænder for, jamen så må hun gøre det der skal gøres... han har ikke et job som binder ham til Svendborg... hun vil fortryde det resten af livet hvis ikke hun får den uddannelse hun ønsker sig!

jeg synes hun skal finde sig en god praktik plads og så flytte til Odense hvis det er det der skal til. Så må han følge med eller de må gå hver til sit... han stiller hende et ultimatum, så det er fair nok at hun stiller ham et!

knus

Tak...det var dejligt at høre....det er også nogenlunde det jeg har luftet for hende..bare lidt indpakket.
Tak tak

SussieThyssen skriver:

Tak...det var dejligt at høre....det er også nogenlunde det jeg har luftet for hende..bare lidt indpakket.
Tak tak

ja det er naturligvis hende selv der skal tage beslutningen:0)

Ni-ko-li-ne skriver:

ja det er naturligvis hende selv der skal tage beslutningen:0)

Jamen helt sikkert..det er jo ikke mig der skal leve hendes liv eller lære hendes erfaringer.

Lidt held er der dog i at hun har en god veninde bare 2 huse længere henne og hende var hun gået hen til i går aftes..og hun havde sagt nøjagtig de samme ting til hende som jeg gjorde, så det hjælper jo nok lidt at det ikke kun er mor disse tanker kommer fra, men at man kan sige at jeg har bekræftet hvad veninden sagde.

Åhh..men jeg synes, det er lidt svært, for man vil jo nødig blande sig for meget...det er jo ens unge, og når ens unge er ulykkelig, så er det totalt ligegyldigt, om hun selv er en ung kvinde, så kommer løvemoderen bare op i en, og man puttede hende jo helst bare i lommen og gemte hende 

SussieThyssen skriver:

Tak for dit søde svar.

Jeg har heldigvis et meget kærligt forhold til mine børn, men jeg betragter dem også som selvstændige individer.
Jeg har altid sagt til dem, at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe dem med at fjerne de små og lidt større sten på livets vej, men de store kampesten og klippestykker må de selv tackle. Der kan jeg kun hjælpe med råd og støtte og så håbe på, at det jeg har lært dem, vil være en ballast til livets vej.
Mere kan man som forældre vel heller ikke gøre.

Ja lige præcis Du lyder bare så fornuftig Tror det er den rette indstilling og den rette måde at håndtere det på.

Det skal nok gå på den ene eller anden måde

Kirle skriver:

Ja lige præcis Du lyder bare så fornuftig Tror det er den rette indstilling og den rette måde at håndtere det på.

Det skal nok gå på den ene eller anden måde

Tak..det tror jeg nu også..det er bare så svært at vide ens barn er ulykkeligt, og jeg tror aldrig det kan blive anderledes.

Især min lille engel her..hun er sådan en blid og kærlig lille sjæl og ikke en skrapsak som hendes mor og storesøs

SussieThyssen skriver:

Tak..det tror jeg nu også..det er bare så svært at vide ens barn er ulykkeligt, og jeg tror aldrig det kan blive anderledes.

Især min lille engel her..hun er sådan en blid og kærlig lille sjæl og ikke en skrapsak som hendes mor og storesøs

Ja det er svært når ens børn er ulykkelige!

Om det er at de fortæller at nogen nede i BH ikke ville lege med dem eller at deres udvalgte, som jo burde være gudestolt over den ære!, ikke værdsætter dem... Det er hårdt. Man må blot give dem redskaberne til at håndtere det og så ellers så vidt muligt lade dem selv finde ud af det