Hej med jer:)
Jeg vil gerne fortælle om min fødselspsykose. Jeg har to børn, en pige fra 2006 og en dreng, femten mdr yngre. Det var ikke liiige meningen, at vi skulle have barn igen så hurtigt! Jeg blev gravid trods prævention. Det var et chok. Var næsten færdig med mine studier og ved at skulle søge job. Da jeg tidligere havde været psykisk syg, var jeg på revalidering. Jeg skulle nu ind i en diskussion med kommunen om forlængelse af revalideringsforløbet pga den nye graviditet. Det lykkedes dog at få på plads.
Mod slutningen af graviditeten spidsede det hele til.. Jeg havde flere gange blærebetændelse. Jeg skulle så forsøge at læse til eksamen, men var meget træt Sov tit kun få timer om natten. Desuden var min datter tit syg, da hun lige var begyndt i dagpleje, så jeg var meget stresset af at skulle passe hende plus læse til eksamen.
Desuden, det var nok det værste, problemer med kæresten. Der kunne finde på at slå eller kaste ting efter mig (han har siden fået noget rådgivning, og lige nu går det ihvertfald godt nok)...
Så blev jeg pludselig rigtigt syg. Det var en blodforgiftning, kom på hospitalet og lå med feber, der ræsede op og ned, uhyggelige rystelser, følte jeg skulle dø
Da feberen forsvandt, følte jeg som et klik i mit hoved. Det er svært at forklare. Jeg vidste, at jeg skulle have antipsykotisk medicin, ellers ville jeg forvandle mig til et glasøje8D
Ved at det lyder gakgak, det er det også. Man både tror og tror ikke selv på det i situationen. Vidste, at der ville ske noget forfærdeligt, hvis jeg ikke fik medicin. Det fik jeg så.
Men ak, fordi jeg var gravid, kunne jeg ikke få lægerne til at give mig ret dosis ( i øvrigt uden faglig begrundelse, men lægerne valgte at beskytte barnet og ikke moderen). Derfor blev jeg mere og mere syg. Jeg var manisk, for omkring, følte, at jeg ikke kunne tage hjem, der var alt for mange indtryk hjemme, ville ikke kunne magte lillepigen, var bange for at kæresten skulle slå mig ihjel. Det blev aftalt, at jeg skulle føde ved kejsersnit, så jeg havde en bekymring mindre, og jeg blev flyttet til sygehuset, hvor operationen skulle finde sted
Her fik jeg det helt ad helvede til. Angst, enorm forvirring, intet var rigtigt, ringede til kæresten, som sprang for at besøge mig, kunne stadig ikke få lægerne til at give mig rette medicin. Var angst for at miste min lille pige, for at min kæreste ville tage børnene fra mig, hvis vi endte med at gå fra hinanden, følte, at jeg ville have en dårlig sag, psykisk syg med en historie med arbejdsløshed etc.
Juleaftensdag sagde fødeafdelingen, at de ikke ville have mig længere, turde ikke tage ansvaret. Så blev jeg sendt til psykiatrisk skadestue. Min søde kæreste besøgte mig, selvom han skulle på arbejde senere.. vores lille pige blev passet rundt omkring hos familie.
Jeg blev sendt til psykiatrisk afdeling næste dag. Men det, jeg havde brug for, var jo ikke at blive sendt rundt fra sted til sted, men medicinen. Om så det havde været nødvendigt med et lidt tidligere kejsersnit, så jeg kunne få medicinen, havde det været langt bedre
På psyk ordinerede de noget medicin, stadig ikke det rigtige. Kunne stadig ikke sove, men tog hjem nytårsaften i manisk tilstand. Var inviteret til fest, men følte, at det ville værefor meget og ryddede i stedet op hele aftenen og natten, følte, at det var det bedste nytår i mit liv, for rundt, havde tusind planer..
Men få dage senere, dagen før fødslen, havde jeg det skidt og ringede til hospitalet, hvor kejsersnit skulle foretages, og sagde at jeg ikke kunne gennemføre det. Det var jeg jo nødt til, sagde de.
Jeg kom så til sygehuset næste dag, dagen før operationen. Sov slet ikke om natten og havde det ikke godt. Kejsersnittet blev gennemført, det gik fint, og drengen var selvfølgelig dejlig..
Men efter fødslen gik det bare værre Jeg forklarede lægerne, at jeg skulle have medicin for at kunne sove, ellers ville jeg blive psykotisk - var i øvrigt godt på vej. Det endte med, at de sagde, at jeg kunne få medicinen, men så ikke måtte amme (i øvrigt uden psykiatrifaglig begrundelse)!!
Jeg græd.. og følte, at de tog mit barn. Fordi jeg havde fået lidt medicin i graviditeten, skulle barnet overvåges i fjorten dage med elektroder over hele kroppen. Personalet kom farende for at se, hvordan jeg passede ham, de holdt øje og spurgte, hvor jeg gik hen, når jeg forlod afdelingen, og tilsidst gav jeg op og opgav barnet til dem.
Hvis man ikke har prøvet at blive sindssyg, er det svært at forstå. Hørte personalet tale om mig, "hørte", at de beskyldte mig for at give sønnen beroligende medicin, havde angstanfald, rystede over hele kroppen, var bange for at kaste drengen eller mig selv ud af vinduet, havde angstforestillinger om, at min lille pige kom i nazistisk gaskammer. Hørte stemmer, der sagde Kommer lægen?, hørte personalet grine ad mig (det sidste var nu rigtigt nok).. Og var verdens mest ensomme menneske.
Så kom min mor (hun havde været i udlandet). Hun havde oplevet noget lignende med min yngste bror, og hun tog mig med fra hospitalet, jeg boede hos hende tre dage. Drengen var stadig på hospitalet, alene.. Det kunne ikke være anderledes, jeg blev sindssyg af at være der, mistroen og den manglende hjælp!
Jeg havde været så dum at fortælle en socialrådgiver på hospitalet om min kærestes og mine problemer sammen. Derfor ville kommunen sætte vores børn i familiepleje! Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet. Det lykkedes min kæreste at få gennemført, at han og børnene istedet kom på et observationshjem, hvor han skulle bevise sine evner som far.
Da jeg havde sagt farvel til dem, gik jeg i sort. Familien fik mig indlagt, meget mod min vilje, var bange for, at det yderligere ville skade min sag. Jeg husker slet ikke den efterfølgende uge. "Vågnede" endelig og havde det meget, meget dårligt. Og efterhånden som sandheden gik op for mig - Mine børn på observationshjem, og jeg vidste ikke, hvornår jeg måtte se dem, og om de ville komme i familiepleje - fik jeg det faktisk værre. Jeg kunne intet. Kunne ikke læse, kunne aldrig finde nogen af mine ting, havde stort set ingen korttidshukommelse, der kunne fortælle mig, hvor jeg havde lagt noget.
En dag blev jeg taget for butikstyveri! Var så forvirret og syg, at jeg var kommet til at tage noget. Politiet opgav dog sagen.
Den første gang, jeg fik lov til at besøge min familie, var jeg meget nervøs og talte nærmest sort med pædagogerne på observationshjemmet. Kunne slet ikke noget, kunne ikke give børnene tøj på, og kæresten, som ikke forstod noget (det gjorde jeg jo heller ikke selv), var faktisk vred på mig.
En nat havde jeg faktisk et angstanfald, der varede hele natten - Ved det lyder mærkeligt, men jeg sad i sengen og rystede af angst for at være sindssyg og miste mine børn for altid, i otte timer.
Nå, langsomt fik jeg det bedre. Hukommelsen kom tilbage. Det lyder også mærkeligt, men jeg havde mistet hukommelsen om det liv, jeg havde haft med min familie før det hele begyndte, og det gjorde rigtigt ondt, da hukommelsen om gode minder, især med min pige, kom igen. Der var ingen steder i byen,hvor vi ikke havde været sammen...
En skønne dag fik jeg lov til at flytte ind på observationshjemmet. En uge efter var vi alle fire hjemme igen. Kommunen betalte for, at min kæreste kunne gå hjemme en periode, og så kommer der en familiebehandler rendende og ser til børnene. Helt overflødigt begge dele, for jeg var helt rask ca tre mdr efter sygdommens start.
Det var tre måneder i helvede! Og jeg overdriver ikke!
Så jeg vil anbefale alle jer, der får det skidt i løbet af en graviditet, fx har meget svært ved at sove, at gå til lægen og forlange henvisning til psykiater! Det er kun psykiater, der ved, hvilken medicin I kan tage, så lad jer ikke affeje! Det er meget vigtigt, at I får en god første tid med jeres børn...:) Om kvinden, der slog sit barn ihjel, vil jeg sige, det er skam fuldt muligt, at hun hørte stemmer, der bad hende gøre det.
Hvis I har spørgsmål, svarer jeg gerne
Anmeld
