Min bror og hans kone har inviteret os hjem til dem med en overnatning, de vidste godt at vores datter på 2 år skulle med.
De ringede og spurgte hvad hun spiser osv. så de VIDSTE at Victoria skulle altså med.
Da vi km derud blev vi mødt med en sætning at vi skulle tage ud og spise på en restaurant da de inviterede et par (uden børn) mere.
Jeg prøvede at forklare dem at det ikke ville være så godt, da victoria skal sove sin middags lur på det tidspunkt, og hvis hun springer den over, får vi allesammen en dårlig dag og nat. Jeg fik at vide at jeg spolerer ALT, men det endte med at jeg blev i deres hus med Victoria og de tog ud og hyggede sig. Det var egentlig okay med mig.
Heldigvis bor de tæt på en MCD, så min mand kørte ud og hentede noget mad til mig og Victoria.
Vi nærmede os aftenen, Victoria var dødtræt, jeg lagde hende med en STOR kamp til at sove, og sagde pænt til de andre at de skulle dæmpe sig en smule, for Victoria er meget nem at vække.
Men de blev ved med at snakke højt, synge, grine meget højt. Jeg blev ved med at sige at de skulle tænke på min datter og dæmpe sig, men jeg blev ikke hørt. Selvfølgelig vågnede Vicktoria ved 22 tiden af den larm, jeg prøvede i hele to timer på at få hende til at sove igen, men med den larm i stuen var det umuligt. Da min bror så klokken 24 tænder for musiken så de kan danse, gik jeg ud til dem og sagde, at nu ville jeg altså hjem så mit barn kan få lov til at sove i fred.
Vi bor kun 35 min væk fra Malmø så min mand pakkede fint vores ting og vi tog hjem, på vejen ud af døren fik jeg at vide at jeg var egoist, tænkte kun på min selv og vores datter og at jeg var en dårlig gæst osv. Jeg svarede så med: hvorfor inviterede de os så? De ved jo at vi har et barn.
20 min i 1 er vi så hjemme, og vores datter ligger ligeså fint i sin seng og sover.
Jeg VED at jeg gjorde det rigtige for mit barn, men hold kæft hvor er jeg dog ked af det.