Sagen er den at jeg er enlig mor og på SU. Jeg synes til tider vi har en meget stram økonomi. Jeg er kæreste med min yngste søns far, men vi bor ikke sammen - har ingen form for fælles økonomi, og ses ca. hver/hver anden weekend. Når vi skal noget sammen, så betaler jeg størstedelen af udgifterne, da han synes det er det der er mest rimeligt. Jeg gider ikke bruge min tid på at diskutere økonomi, så jeg har bare accepteret at det er sådan det er (selvom jeg inderst inde synes han burde betale halvdelen).
Jeg er dog blevet frygtelig nærrig, og er blevet rigtig god til at spare. Ja faktisk så god at jeg med lidt held kan tage mine to børn og min kæreste med til Disneyland til foråret...
Jeg ville elske at kunne gøre det! MEN nu synes min kæreste jeg er en frygtelig hykler og samfundsnasser, tænk sig at JEG som enlig mor kan spare så meget sammen at vi alle kan tage til disneyland i en uge!
Jeg blev faktisk rigtig ked af hans reaktion, og havde virkelig håbet at han var blevet glad og måske havde foreslået at han ville betale bare en lille smule til det....
Men nu er jeg alligevel kommet til at tænke, for er det virkelig det MAN tænker? At jeg er forbandet samfundsnasser, der overhovedet ikke har "lov" til at bruge mine ikke-selv-tjente-penge på sjov og ballade?
Skåret ud i pap - så skal mine to børn og jeg leve for ca. 500 om ugen de næste 5 mdr., for at jeg kan få råd. 500 kr. er til mad og fornøjelser! Altså benzin og andre faste udgifter er betalt.
Er jeg en forkælet samfundsnasser?
Anmeld