I tvivl om barn nr.2, Ene barn eller søskende????? :/

Godmorgen alle sammen..

Jeg har en super dejlig og rigtig nem datter på 2 1/2 år. Jeg elsker hende SÅ højt. Men nu er min kæreste og jeg begyndt at snakke om barn nr.2. De sidste mange måneder har jeg haft kløe i æggestokkene. Og jeg savner sådan tiden, hvor man er gravid og følelsen af liv, spark i maven. Savner putte og ammetiden mens de er spæd. Gud hvor jeg dog savner det. Men som vi alle ved, flyver tiden afsted. Og har kun minderne tilbage fra den gang Min svigerinde er lige flyttet til USA og blevet gift derovre, så vi kommer til at sende vores datter (evt børn) derover mindt én gang om året. Men det er jo mega dyrt i længden. Min kæreste ku også godt tænke sig barn nr.2, men det gjorde ikke ham noget, at Celina (vores datter) blev enebarn. For ku hun få den fulde opmærksomhed ved sport i weekenderne hos os begge, det er "nemmere" at afsætte et barn, hvis man har brug for barnepige osv. Men er børn tjent med en søster/bror? Nogen at dele deres oplevelser med? osv... Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg vil. Om det kun er den korttidsfølelse,  når de er spædbørn, som jeg savner? Jeg har selv en søster, som jeg elsker af hele mit hjerte. Men min kæreste har selv 3 søskende, hvor han er mega uvenner med én af dem.. Det er jo 50/50..

Hvad er jeres mening? Hvad var jeres grund til at få barn.nr2 +? Er nogen af jer enebarn selv? Og savner i en søster at dele ting med osv?

Håber I kan forstå, hvad jeg mener Glæder mig til at høre jeres svar. Ha en skøn søndag.

Hilsen Den fortvivlet mor

Jeg forstår sagtens at nogen vælger kun at få et barn, da det kan være hårdt arbejde.

Men jeg synes gaven i at have søskende, er så meget større. Når de bliver ældre, er der mulighed for at trække på hinanden, fx også når forældrene falder fra.

Jeg har tre drenge. Den ældste og mellemste er der to år imellem, og jeg synes det var ben-hårdt den første års tid, hvor ældstemand kunne lidt, men ikke nok. Nu er de blevet 5 og 3 år, og de er svære at skillle ad. Selvfølgelig skændes og slås de, men de leger sammen, har selv bedt om at sove på samme værelse og er den ene i pasning og den anden ikke er med, så spørger de efter hinanden hele tiden.

Denne gang er der 3 års forskel på mellemstemand og yngste og det er noget nemmere, for mellemste kan det meste selv, og jeg er trænet i, at dele sol og vind lige.

Jeg kunne godt tænke mig endnu et barn. En af begrundelserne for det er bla. at med tre børn, er der nemt en i overskud, three is a crowd.

Men derfor kan et barn jo sagtens være det antal, der passer bedst for jer.

Nu har jeg ikke født endnu, men mit barn får to halvbrøder på 5 og 3 og en halvsøster på 18, er jeg så super glad for.

Jeg har selv  enebarn, og har altid misundet andre at de havede søskene, og gør det stadig den dag i dag, jeg har dog 2 ukendte søstre på min fars side, men da jeg ingen kontakt har ham og nok heller ikke får det, han ved ikke jeg eksister, ja så må jeg leve uden søskene, og  det er ikke altid sjovt bare at være ene - ja har fået meget opmærksomhed, men det er kun i en hvis periode man endelig gider det, man blir jo ældre hihi

Jeg vil forslå at i får barn nr 2. Det er sikkert hård de første par år, men se positivt på det, der er alligevel en aldersforskel på jeres barn og en evt nr 2, som gør at man saktens kan give barnet opmærksomhed på hver sin måde

Knus

pernille-82 skriver:

Godmorgen alle sammen..

Jeg har en super dejlig og rigtig nem datter på 2 1/2 år. Jeg elsker hende SÅ højt. Men nu er min kæreste og jeg begyndt at snakke om barn nr.2. De sidste mange måneder har jeg haft kløe i æggestokkene. Og jeg savner sådan tiden, hvor man er gravid og følelsen af liv, spark i maven. Savner putte og ammetiden mens de er spæd. Gud hvor jeg dog savner det. Men som vi alle ved, flyver tiden afsted. Og har kun minderne tilbage fra den gang Min svigerinde er lige flyttet til USA og blevet gift derovre, så vi kommer til at sende vores datter (evt børn) derover mindt én gang om året. Men det er jo mega dyrt i længden. Min kæreste ku også godt tænke sig barn nr.2, men det gjorde ikke ham noget, at Celina (vores datter) blev enebarn. For ku hun få den fulde opmærksomhed ved sport i weekenderne hos os begge, det er "nemmere" at afsætte et barn, hvis man har brug for barnepige osv. Men er børn tjent med en søster/bror? Nogen at dele deres oplevelser med? osv... Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg vil. Om det kun er den korttidsfølelse,  når de er spædbørn, som jeg savner? Jeg har selv en søster, som jeg elsker af hele mit hjerte. Men min kæreste har selv 3 søskende, hvor han er mega uvenner med én af dem.. Det er jo 50/50..

Hvad er jeres mening? Hvad var jeres grund til at få barn.nr2 +? Er nogen af jer enebarn selv? Og savner i en søster at dele ting med osv?

Håber I kan forstå, hvad jeg mener Glæder mig til at høre jeres svar. Ha en skøn søndag.

Hilsen Den fortvivlet mor

Jeg er selv enebarn og da jeg var barn, savnede jeg aldrig at have søskende, jeg havde masser af legekammerater, var god til at lege selv og nød mit eget selskab.

Nu, hvor jeg er blevet voksen, kunne jeg godt tænke mig at have søskende, men det er mest fordi jeg har stået i nogle situationer, hvor man godt kan komme til at føle sig meget alene. Jeg har flere veninder, som også er enebørn, der har det på samme måde - selvom jeg godt ved, at fordi man er søskende, er det ikke ensbetydende med at man har et tæt forhold. 

 Så der er fordele og ulemper ved at være enebarn. Jeg er nu ikke i tvivl om at min datter skal have en søster eller bror:-)

Knus Tulle

du kan også læse lidt her:

https://www.baby.dk/debat/57444pi1/ordet-er-frit/selvvalgt-med-kun-1-barn--nogle-der-vil-dele.aspx

Nu har jeg ikke nogen børn endnu, men vil rigtig gerne have 2. Så den første ikke er enebarn. Jeg er også med på en nr.3. Nu må vi se der er ca.5-6 år til jeg skal have børn og skal jo også lige have fundet den rigtig kæreste/mand.

Jeg har selv en lillesøster og vi har rigtig mange gode timer sammen. Der er ca.5 imellem os. Kunne ikke forstille mig at være enebarn.

Kender 3 som er/var enebørn, de to af dem fik søskende meget sent. Den 3 er stadig enebarn.

Hejsa...

Vi har altid været fuldstændige enige om, at vores børn skulle have søskende...!!! Vi har begge selv søskende, og jeg vi ville ikke for noget i verden undvære dem!!!

Jeg tænker, at børn selvfølgelig har rigtig meget gavn af hinanden, men fakktisk kan jeg mærke, at jo ældre jeg bliver, jo mere har jeg "brug" for min søster, og flere fordele kan jeg se ved at have søskende!!!

Min søster har 2 lækre unger, som snart får en lille skøn kusine! Vi er ved at opbygge den dejligste familie med fætre og kusiner, som kommer til at have en nært forhold til hinanden...! Eller de vil i hvert fald komme til at se rigtig meget til hinanden

Jeg har rigtig mange dejlige og meget tætte veninder, men det er nu alligevel ikke helt det samme som min søster! Der er 5 år imellem os, så det er nu ikke engang sådan, at vi altid har været uadskillelige som børn, da 5 år var en del dengang! Men nu ville vores familie simpelthen være så tom, hvis det kun skulle være mine forældre, min mand, mine børn og mig selv...!! Det giver såå meget mere liv, at der også lige er nogle fætre og kusiner!!!

Men jeg vil så også sige, at hvis overskudet kun er til at få 1 enkelt barn, eller hvis man grundlæggende ikke har lyst til at få flere, så skal man selvfølgelig ikke få flere!!!

Der er intet, der er rigtig og forkert.... det gælder om at gøre lige præcis, hvad der føles rigtigt for lige netop jeres familie

fra Lea

Runa blir enebarn og det har jeg det fint med....jeg er 39 år og alenemor til hende, og udsigten til at det ændrer sig ligger ikke lige for

Jeg har masser af venner med børn og er selv meget socialt anlagt så hun skal nok få legekammerater.

Jeg har selv en halvsøster, men vi har ikke set hinanden i snart seks år og en stor del af min barndom boede vi ikke sammen. Der er 12 år mellem os.

Jeg har ikke selv savnet en søsken i hverdagen.

Ingen ved hvad fremtiden vil bringe...måske finder jeg en mand der selv har børn og så kan Runa få søskende.

Familieskab handler ikke altid udelukkende om blodslægtsskab.

Jeg tror I skal mærke efter hvad I har lyst til. Jeg synes ikke, at man skal få et barn til "bare" fordi det er bedst for barnet. Det er trods alt jer, der skal have barnet de næste 18 år. Jeg tror, at det er dejligt at få en søskende, men jeg synes ikke, at man udelykkende skal have det, fordi det er "det rigtige at gøre". Jeg kender flere enebørn som siger de har savnet en søskende hele deres liv. Men jeg kender også enebørn som siger, at de har haft det helt fint og det ikke har været et stort savn. Da jeg spurgte ind til det med ikke at have nogen at dele evt forældretab med, sagde den ene, at de fleste jo heldigvis er voksne og har familie selv (kone og børn) på det tidspunkt, så er det jo dem man læner sig op af.

Det ser ikke ud til at vi kan få vores barn nr 2. så det jeg indstiller mig på, er at vores datter ses meget med andre børn. Vi har en fantaskisk gård med en masse børn på hendes alder. Dem vil hun forhåbenlig altid kunne ses med i weekender og hverdage. Og i ferie osv. har vi nogle andre gode par, nogle hvor de har besluttet at de kun ønsker det ene barn, andre med flere børn. Dem kan man holde ferie med osv. Sådan så vores pige også vil have alle de glæder ved f.eks at være flere børn og have nogen at lege med.

Det er let at tænke, at det ligesom ligger i kortene at alle SKAL have 2 eller 3 børn, men det passer jo ikke ind til alle. Jeg har en veninde som har 2 børn. De har de sidste 5 år ikke gjort andet end at være uvenner og slås. Hun siger nogen gange, at selvfølgelig ville man aldrig sige, at man ikke burde have fået nr 2 men at hun alligvel nogen gange tænker, at havde hun vist det ville blive sådan, så havde de nok nøjes med den ene. Hun trøster sig dog med, at det jo bliver anderledes når de bliver ældre og at hun forhåbenlig har givet dem en gave. Hun joker nogen gange med, at hun vil springe ud fra en bro, hvis det viser sig, at de som voksne ikke har så meget kontakt og ikke er tæt, efter alt det hun går igennem nu

Så mit råd til jer er, at hvis I begge på et tidspunkt føler, at I virkelig gerne vil have et barn til (for jeres skyld) og fordi I vil føle, at det gør jeres lille familie komplet, så synes jeg helt sikkert, at I skal "go for it".