I er de bedste

Først vil jeg sige jer alle TUSIND TAK for jeres varme, omsorgsfulde og betænksomme hilsner på mit indlæg "mit liv er noget rod". I skulle bare vide hvor MEGET det betyder for mig at I skriver det I gør. Det var lige det jeg havde brug for at høre, men havde slet ikke forventet at det ville betyde så meget alligevel. I er bare de bedste!

Det hele er fortsat noget rod herhjemme. Kan snart ikke finde hoved og hale i det mere. Jeg er bare så brugt.

Faktisk endte vores forhold i forgårs, men så igår er vi så begge så meget rundt på gulvet og higer efter hinanden. Jeg græder og græder og er som altid pisse bange for at gøre det forkerte. Bange for det er mig den er galt med. Bange for at de skide hormoner faktisk spiller mere ind end hvad jeg vil indse. Vi havde jo meget lignende problemer da jeg var gravid sidst. Samme store tur. og derfor bliver jeg så meget i tvivl om jeg virkelig mener det. Men alligevel er der bare noget indeni mig der siger at jeg bare lyver overfor mig selv hvis jeg ikke vil se det i øjnene. Åh det er bare ikke nemt, suk

M er begyndt at ryge igen pga alt dette. Han havde ellers været røgfri i snart tre år, men 1,2,3 så havde han købt smøger uden at jeg vidste noget om det indtil jeg en dag så han stod og røg udenfor. Og er der noget jeg ikke kan ha, så er det cigaretter - specielt når jeg selv skal opdage det. Havde godt min bange anelse, men trode alligevel han var klogere...

Det med cigaretter har fyldt meget hos mig - ved ikke hvorfor jeg reagerer så stærkt. Jeg kan bare ikke ha det. Og han tager jo stanken med ind i huset selvom han vasker hænder bagefter og spiser tyggegummi. Jeg væmmes så meget ved det.

For en uge siden kom han så og gav mig cigaretterne og sagde at jeg skulle gemme dem. Han ville ikke ryge mere. Jeg skulle beholde dem og kun give ham dem hvis jeg mente der var behov for dem. Da tingene så spidser til for to dage siden, spørger han efter dem. Jeg siger så at dem har jeg smidt ud! Men bliver nødt til at give ham dem for ellers kører han jo bare op efter nogle andre.

Jeg føler det er snyd at han ryger. Føler det er unfair regler - som om han bruger snyde-koder. Jeg har sgu også behov for noget til at dulme nerverne med. Til at få mit temperament ned med. Men jeg er bare ikke så svag at jeg begynder at ryge. Jeg bider sgu i det sure æble og jeg er skide sur over at han så bare skal ty til den slags midler.

Jeg ved godt at jeg overreagerer og flere sikkert griner af mig. I morges skulle M afsted til KBH og ville blive hentet af en taxa meget tidligt. Han siger farvel og hører han går ud af døren ti min før han skulle hentes. Ja så ved jeg jo godt at manden er ude at ryge en smøg klokken fem om morgenen. Jeg ryster af raseri og tænker at jeg bliver nødt til at gå ud og se. Det kunne jo være jeg tog fejl og at manden i virkeligheden bare trængte til lidt frisk luft. Men nej nej, selvfølgelig stod han med en smøg i munden. Jeg råbte op; "aaaargg, jeg kan ikke ha det. Hvorfor står du og ryger klokken fem om morgenen?" Han svarer; "fordi jeg havde lyst!". Jeg hopper op og ned og giver ham et kram og bider ham i kinden (ikke voldsomt hårdt, men mit temperament kogte snart over) Han råber; "av, det gjorde ondt". Jeg siger undskyld, men at jeg simpelthen ikke han ha det. Jeg knalder knæet ind i døren og lukker den hårdt i og låser døren. Ja god tur til KBH makker!

Av en kælling jeg er! Det endte med mange sms'er frem og tilbage og et opkald hvor jeg ender med at smide på. Jeg ryster, kaster op og græder. Føler mig vildt mærkelig! M har nu lovet at han ikke ryger mere.....

Hallo kvinder, sig lige noget til mig!!!!!!

TAK fordi jeg lige kunne få det ud, aaaaaah

Martin ryger også og i sommerferien besluttede han sig at stoppe. Det gik fint og han røg ikke i 2 måneder. Men hold da op nogle lange måneder. Han blev simpelthen så eddikesur og var ikke til at være i nærheden af at jeg tilsidst spurgte om det var pga. smøgerne. Det vidste han ikke og efter et stort skænderi begyndte han at ryge igen. Der efter har hans humør ændret sig drastisk. Jeg elske Martin og ville ønske han ikke røg, men jeg kunne ikke leve sammen med ham i længden når han var så skide sur. Han vil nu begynde at trappe langsomt ned i stedet og se om det gør det nemmere.

Men, jeg kan godt forstå dig. Selvfølgelig har du ret til at blive gal og sur, men mon ikke hormonerne spiller lidt ind også. Jeg ville også blive skuffet og sur hvis det var mig der havde opdaget at Martin var begyndt at ryge igen uden at han selv havde fortalt mig det, men jeg ved også at hvis jeg var gravid samtidig ville diskutionen nå op i en helt anden højde.

Jeg ville sådan ønske at jeg kunne gøre eller sige noget der ville gøre det hele meget nemmere for dig.

Uha..... Jeg tror at rygningen fylder så meget for dig fordi det er det mest håndgribelige problem du kan tage fat i lige nu..... Jeg kan slet heller ikke udstå røg og ville også flippe ud over det, men jeg tror der er så mange ting der fylder for dig at du måske flipper lidt for meget ud.... Og ja så er der de "dejlige" hormoner oveni... Var det en ide at simpelthen vente med at tage den store beslutning om at gå fra hinanden til efter aborten? Aftale at der skal gå 1-2mdr efter hvor I åbner øjnene og SER hinanden. Får talt alt igennem. Har I begge gjort alt hvad I kan for at bevare og redde jeres forhold? Vil I fortryde det hvis I ikke forsøger? Jeg skriver det ikke for at give dig dårlig samvittighed men det ER en stor beslutning og især når I har et barn. Det er bare så I ikke flytter fra hinanden og der så går et par måneder og I så egenlig finder ud af at det var den forkerte beslutning. Jeg kender jer jo ikke privat og ved ikke hvordan det har foregået det sidste lange stykke tid så du er mere end velkommen til at ryste på hovedet af mig og tænke at jeg ikke er rigtig klog, men nogle gange er det ordene fra en der står HELT udenfor situationen der kan kaste lys på noget man ikke selv har set. Jeg håber I finder ud af det på den ene eller den anden måde. Og så håber jeg det kan blive et fredeligt brud så det går mindst ud over jeres dejlige dreng. Knuuuus til dig.

Karo skriver:

Martin ryger også og i sommerferien besluttede han sig at stoppe. Det gik fint og han røg ikke i 2 måneder. Men hold da op nogle lange måneder. Han blev simpelthen så eddikesur og var ikke til at være i nærheden af at jeg tilsidst spurgte om det var pga. smøgerne. Det vidste han ikke og efter et stort skænderi begyndte han at ryge igen. Der efter har hans humør ændret sig drastisk. Jeg elske Martin og ville ønske han ikke røg, men jeg kunne ikke leve sammen med ham i længden når han var så skide sur. Han vil nu begynde at trappe langsomt ned i stedet og se om det gør det nemmere.

Men, jeg kan godt forstå dig. Selvfølgelig har du ret til at blive gal og sur, men mon ikke hormonerne spiller lidt ind også. Jeg ville også blive skuffet og sur hvis det var mig der havde opdaget at Martin var begyndt at ryge igen uden at han selv havde fortalt mig det, men jeg ved også at hvis jeg var gravid samtidig ville diskutionen nå op i en helt anden højde.

Jeg ville sådan ønske at jeg kunne gøre eller sige noget der ville gøre det hele meget nemmere for dig.

Cigaretter er noget djævlen har skabt!

Har sagt til ham at han blot skubber sig selv længere væk fra mig ved at ryge fordi jeg væmmes så meget ved det. I forgårs da hun skulle til at ud og ryge fordi vi skændtes sagde jeg direkte til ham at hvis han tændte den smøg så kunne han betragte vores forhold som slut! Så blev han gal og sagde at så havde jeg da allerede på forhånd besluttet mig for at det var slut. Vi diskuterede et par minutter og han gik ud og røg. Aaarg jeg bandede og skældte ud!

Og ja jeg véd godt at jeg overreagerer :(

michella80 skriver:

Uha..... Jeg tror at rygningen fylder så meget for dig fordi det er det mest håndgribelige problem du kan tage fat i lige nu..... Jeg kan slet heller ikke udstå røg og ville også flippe ud over det, men jeg tror der er så mange ting der fylder for dig at du måske flipper lidt for meget ud.... Og ja så er der de "dejlige" hormoner oveni... Var det en ide at simpelthen vente med at tage den store beslutning om at gå fra hinanden til efter aborten? Aftale at der skal gå 1-2mdr efter hvor I åbner øjnene og SER hinanden. Får talt alt igennem. Har I begge gjort alt hvad I kan for at bevare og redde jeres forhold? Vil I fortryde det hvis I ikke forsøger? Jeg skriver det ikke for at give dig dårlig samvittighed men det ER en stor beslutning og især når I har et barn. Det er bare så I ikke flytter fra hinanden og der så går et par måneder og I så egenlig finder ud af at det var den forkerte beslutning. Jeg kender jer jo ikke privat og ved ikke hvordan det har foregået det sidste lange stykke tid så du er mere end velkommen til at ryste på hovedet af mig og tænke at jeg ikke er rigtig klog, men nogle gange er det ordene fra en der står HELT udenfor situationen der kan kaste lys på noget man ikke selv har set. Jeg håber I finder ud af det på den ene eller den anden måde. Og så håber jeg det kan blive et fredeligt brud så det går mindst ud over jeres dejlige dreng. Knuuuus til dig.

Ja du har måske ret i at jeg reagerer sådan over cigaretterne fordi det er det mest håndgribelige problem. Sådan havde jeg ikke tænkt på det. Men måske også fordi han netop starter med at ryge efter tre år. Det er min skyld han falder i og jeg synes som sagt at det er snyd at han bare begynder at ryge når jeg også har brug for et eller andet middel til at dulme mine nerver med.

M har sagt til mig at han synes vi skal sætte ne deadline. At vi gir vores forhold en chance til feks den 1/12. Så er jeg på den anden side af aborten og måske ved at ha lidt mere styr på min krop igen. Vi gir os tid til at tage alle diskutionerne osv. Men et eller andet sted kan jeg lige nu bare ikke overskue tanken om to måneder mere. Tror jeg et eller andet sted er gået ud af forholdet, men ikke tør tage det endelige skridt fordi jeg er så bange for at gøre det. Kan ikke lide at såre ham. Kan ikke lide at være et svin. Kan ikke lide at gøre det forbi, selvom det måske er det rigtige for os alle i sidste ende.....

Sikke en forfærdelig situation du er i lige nu. Først og fremmest så får du lige et herfra, for det lyder som om du godt kan bruge det.

Jeg tror måske også at Michella har ret når hun siger at rygningen er nemt at hidse sig op over, da det er så håndgribeligt et problem. Det er nemmere at hidse sig op og råbe til M at du hader han ryger, end f.eks. at du hader at det føles som om han ikke er der nok for dig (bare et eksempel)

Uanset hvad er det ikke en sjov situation at stå i. Selvom du skriver at du allerede mentalt er tjekket ud af forholdet, kunne det være en mulighed at give jeres forhold til du har fået aborten, og til hormonerne er ude af kroppen. Så vil du aldrig kunne se tilbage på det og tænke om det nu var reelt nok, eller om det var styret af hormoner.

Og som Michella også sagde, så ved vi ikke om det er rigtigt det vi foreslår, men det er bare mine umiddelbare tanker du får her.

Mange mange kram til dig.

Metchen skriver:

Sikke en forfærdelig situation du er i lige nu. Først og fremmest så får du lige et herfra, for det lyder som om du godt kan bruge det.

Jeg tror måske også at Michella har ret når hun siger at rygningen er nemt at hidse sig op over, da det er så håndgribeligt et problem. Det er nemmere at hidse sig op og råbe til M at du hader han ryger, end f.eks. at du hader at det føles som om han ikke er der nok for dig (bare et eksempel)

Uanset hvad er det ikke en sjov situation at stå i. Selvom du skriver at du allerede mentalt er tjekket ud af forholdet, kunne det være en mulighed at give jeres forhold til du har fået aborten, og til hormonerne er ude af kroppen. Så vil du aldrig kunne se tilbage på det og tænke om det nu var reelt nok, eller om det var styret af hormoner.

Og som Michella også sagde, så ved vi ikke om det er rigtigt det vi foreslår, men det er bare mine umiddelbare tanker du får her.

Mange mange kram til dig.

Jeg har sms'et meget med M idag som er i KBH. Har undskyldt min opførsel mht smøgerne. Han siger at han vil bevise at han godt kan komme igennem dette uden at ryge, men jeg har sagt til ham at en hormon forstyrret kvinde som mig ikke skal bestemme over ham. Det er op til hans egen samvittighed. Nu må vi se hva det ender med...

Åh ja jeg glæder mig godt nok til at være på den anden side af dette mareridt - om det så ender med det ene eller det andet. Der skal bare snart komme en afslutning!

åhhh............jeg ville ønske at jeg kunne gøre dette mareridt nemmere for dig, og din lille familie.

Har i tænkt på at få proffesionel hjælp, til at prøve at redde jeres forhold??? Tror nogle gange at det kan hjælpe, når man som du står og er uafklaret om mange ting. Du siger at du er tjekket ud................men alligevel siger du også at i drages til hinanden. Det virker umiddelbart meget modsætningsfyldt............og måske en parterapeut kan finde hoved og hale i det.

Jeg sender dig en masse store knus og kram.

Mette

Ved slet ikke lige hvad jeg skal skrive men et kæmpe kram skal du have

Anonym skriver:

Ja du har måske ret i at jeg reagerer sådan over cigaretterne fordi det er det mest håndgribelige problem. Sådan havde jeg ikke tænkt på det. Men måske også fordi han netop starter med at ryge efter tre år. Det er min skyld han falder i og jeg synes som sagt at det er snyd at han bare begynder at ryge når jeg også har brug for et eller andet middel til at dulme mine nerver med.

M har sagt til mig at han synes vi skal sætte ne deadline. At vi gir vores forhold en chance til feks den 1/12. Så er jeg på den anden side af aborten og måske ved at ha lidt mere styr på min krop igen. Vi gir os tid til at tage alle diskutionerne osv. Men et eller andet sted kan jeg lige nu bare ikke overskue tanken om to måneder mere. Tror jeg et eller andet sted er gået ud af forholdet, men ikke tør tage det endelige skridt fordi jeg er så bange for at gøre det. Kan ikke lide at såre ham. Kan ikke lide at være et svin. Kan ikke lide at gøre det forbi, selvom det måske er det rigtige for os alle i sidste ende.....

Ja det er også LANG tid at vente til den 1/12 men jeg tror nu alligevel det er den bedste løsning. Når du venter vil du være meget mere sikker i din sag. I vil kunne prøve at se om det kan lykkes. I kan give det en skalle de sidste par måneder og se om det ændrer noget eller det kan blive mere og mere indlysende for dig at du er i gang med at træffe det helt rigtige valg om at forlade ham. Men ja en skal jo være lorten og træffe den hårde beslutning. Og hvis det bliver dig gør du måske jer begge to en stor tjeneste i det lange løb. Men jeg må sige at jeg holder lidt med M om at I skal sætte den dato. Uha.... Du må gerne sige jeg er dum  Men så kan man i det mindste sige bagefter at I gav det en sidste chance. Forstår du hvad jeg mener eller er det helt sort?