I nat efter jeg var gået i seng, vækkede Silja mig ved 1-tiden og mente at nu var det altså på tide at jeg fodrede babyen, så jeg var nede og varme en flaske til hende og kom op for at give hende den.
Hun var sød og smilede til mig da jeg kom op igen og tog hende over for at give hende flasken, lige indtil hun fik flasken i munden og begyndte at synke maden. Så kunne jeg bare høre hendes mave gå helt amok og se hvordan mavesyren kom op i spiserøret - hun blev mere og mere pylret mens hun spiste og til sidst ville hun ikke have mere, selvom hun tydeligt var mere sulten. Hun lå bare i armene på mig og græd ulykkeligt og suttede desperat på sutten som om hun håbede på at der kom mad, der ikke gjorde ondt ud af den.
Jeg sad bare med min lille pige i armene og græd og følte mig som jorden mest elendige mor over at jeg ikke havde KIGGET på min datter og prøvet at overveje hvad der var galt istedet for bare at gå ud fra at hun var overstimuleret og hysterisk. Hun skulle have været til læge for længe siden, så var det forhåbentligt slet ikke blevet så slemt. Og hendes elendige mor - der jo iøvrigt allerede har haft et refluksbarn - gjorde intet andet end at blive sur på hende over at hun ikke ville sove.
Freja havde bare ikke smerter pga. refluksen - hun gylpede bare så meget at hun tabte sig, pg siden Silja ikke gylper ret meget, havde jeg ikke skænket det en tanke.
Jeg sad bare med tårene løbende ned at kinderne mens hun græd ulykkeligt i armene på mig og lovede hende om og om igen at jeg nok skulle skaffe hende hjælp i morgen (dvs. i dag).
Efter min snak med vores SP, er jeg overhovedet ikke i tvivl om at det er mavesyren der driller, og jeg fatter ikke at jeg kunne være så blind. Jeg burde fratages retten til at have børn!!!
Nå, efter at have bebrejdet mig selv og været ked og grædt og ikke fået ret meget søvn i nat fordi Freja var vågen hele tiden og jeg kunne ikke sove for dårlig samvittighed og jeg trængte bare til et kram og manden var langt væk på Færøerne - totalt ynk - ringede jeg til lægen i morges og på det nærmeste tiggede sekretæren om en akut-tid, og det lykkedes hende heldigvis at trylle en tid frem hos min egen læge i dag.
Vi havde en lang snak og hun gav mig ret i at det nok var refluks, udfra hvordan jeg beskrev det, så hun udskrev noget syrehæmmende til Silja - og så skulle vi evaluere om 14 dage om det virkede og om vi skulle tage de sidste 4 uger af kuren med.
Hun havde et meget officielt udseende stykke papir hun læste på for at finde ud af hvad hun præcist skulle give Silja, så jeg gætter på at sundhedsstyrelsen er kommet med nye retningslinjer på området for nyligt. Desværre har de tænkt med r****, da de opfandt dem.'
Den medicin hun har udskrevet er piller og papiret sagde at jeg skulle opløse pillen i lidt vand og give hende det på den måde. Desværre kan de ikke opløses i vand - jeg har haft en stående i vand i køleskabet i 12 timer nu, og den er næsten ikke opløst, så jeg må lige ringe til hende i morgen og forklare at det altså ikke fungerer. Jeg fik strenge ordrer om at de ikke måtte knuses, så det er ingen løsning.
Heldigvis er pillerne ret små og riskorn-formede, så det lykkedes mig at få lokket en i Silja i dag, selvom hun så ret fornærmet ud.
Jeg har stadig lidt dårlig samvittighed, men jeg trøster mig med at jeg gør hvad jeg kan for at hjælpe hende og at det iøvrigt ikke hjælper nogen at jeg går rundt og har det elendigt. Jeg gør det bedste jeg kan og bedre kan jeg ikke gøre det. Desuden kan jeg ikke holde mig selv ud når jeg er så ynkelig, så det er pakket lidt væk igen.
