Fik et mærkeligt opkald idag.

Jeg var været lidt i tvivl om jeg skulle skrive dette indlæg, da jeg bliver nød til at skrive det anonymt, men jeg bliver simpelthen nød til at komme af med det.

Lidt forhistorie. Jeg har fået en barn, med en mand som gik fra mig, under graviditeten, og siden har vi ikke hørt fra hverken ham eller hans familie.

Nu til sagen. Idag kl. 16.23 ringer min telefon med hemmeligt nummer. Jeg tager somregel ikke telefonen når jeg ikke ved hvem der ringer, men det gjorde jeg idag, da det jo kunne være ejendomsmægleren der havde nyt omkring vores huskøb.

(Jeg for svært ved at forklare det uden at skulle nævne navne, så derfor siger vi at jeg hedder Anne, og opkalds personen hedder Susanne Hansen)

Jeg tager telefonen og siger mit navnt så kækt som jeg overhovedet kan.

Mig: "Hej Det er Anne!"

S: "Ja, hej. Det er Susanne"

Mig: "Susanne hvem?"

S: "Øhhh... Susanne Hansen."

(Der er stadig ingen klokker der ringer her)

Mig: "Jeg er altså ikke helt sikker på at jeg ved hvem du er?"

S: "Jeg er dit barns fars søster...."

Mig: "Nå okay. Hej????! "

S: "Jeg vil bare sige at jeg har set nogle billeder af dit barn, via en fælles bekendt, og jeg synes h*n ser dejlig ud. Men jeg er nød til at støtte min bror og derfor kan jeg ikke have kontakt til jer."

Mig: "Okay, jeg vil ikke sige jeg forstår dig, men jeg synes du skal vide at du er meget velkommen til at komme og hilse på. Jeg er sikker på at h*n engang vil blive glad for at kende sin faster"

S: "Det kan jeg desværre ikke. Jeg er nød til at støtte min bror. Vi snakker aldrig om det, men jeg har tænkt på jer. Min bror har udtalt at så længe han ikke elsker dig, kan han ikke se nogen grund til at han skulle elske jeres fælles barn."

Mig: "Jeg er ked af den holdning. Men du skal være velkommen til at ringe hvis du ændre mening."

S: "Vi ændre ikke mening. Hverken jeg, eller min bror. Men jeg synes du skal vide at h*n ser sød ud, og du ser ud til at klare det godt. Jeg håber h*n kommer igennem livet uden sin far."

OG SÅ BLEV DER LAGT PÅ!!!

Jeg ved ikke hvad hun ville med det her opkald, og hvad jeg skulle få ud af det??? Jeg sidder nu og tænker lidt om det var en "prøve" for at se om jeg er villig til at samarbejde.

Jeg ville ikke noget bestemt med det her indlæg, jeg havde bare brug for at komme ud med det, da jeg undre mig meget.
Hvis I har nogle gode forslag til hvordan jeg skal forholde mig, så tager jeg imod dem med kyshånd.

Venligst, Ano.

Hold da kæft ..

Ville slet ikke vide hvordan jeg skulle reagere bagefter ...

Sussie&Lilje skriver:

Hold da kæft ..

Ville slet ikke vide hvordan jeg skulle reagere bagefter ...

Det vidste jeg godt nok heller ikke. Og det ved jeg sådan set stadig ikke. Det var total mærkeligt.
Det har rumstret i mit hoved lige siden.

vildt underligt opkald.. hvorfor overhovedet ringe, når hun ikke ville noget alligevel. du klarfe det sikkert fint uden ham, selvom jeg ikke er i tvivl om at det er hårdt, men hvorfor ringe og rippe op i noget der er fortid?

Du skal forholde dig passiv og neutral som hele tiden....

Måske skrive ned på et papir, at faster ringede den og den dag, for at sige at hun synes det så ud til at gå jer godt...

Som et slags minde til barnets bog din datter/søn vil sikkert blive glad for, at en faster tænkte på ham/hende selvom der ingen kontakt var, når engang din datter/søn bliver gammel nok til at forstå den slags, og søger enhver form for kontakt.....

Jeg tror at du skal tage det sådan, at faster faktisk meget gerne ville kende jer, og at hun ville ønske hendes bror ville være sine handlinger og sit ansvar værdig...
Jeg tror at det hun ville sige var, at hun simpelthen er "tvunget" til at støtte sin familie, men at hun tænker på dig, og den lille, og at hun er glad for hun fik et glimt.....
Jeg er sikker på, at hun ville knuselske dit barn, hvis dog bare hendes bror ville opføre sig som en mand.

Jeg tror du skal smile, og være glad, fordi nogen fra "fjendens side" alligevel i stilhed tager dit parti, og ønsker hun kunne få lov at kende jer, uden hemmelighedskræmmeri...

Må jeg spørge om dit barns fars familie er muslimer?

Lise 26 skriver:

vildt underligt opkald.. hvorfor overhovedet ringe, når hun ikke ville noget alligevel. du klarfe det sikkert fint uden ham, selvom jeg ikke er i tvivl om at det er hårdt, men hvorfor ringe og rippe op i noget der er fortid?

Det er også sådan jeg tænker???
Det var helt vildt mærkeligt, og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal tænke og tro.
Hvis hun, eller de, alligevel ikke ændre mening, hvorfor så ringe??!

Anonym skriver:

Jeg var været lidt i tvivl om jeg skulle skrive dette indlæg, da jeg bliver nød til at skrive det anonymt, men jeg bliver simpelthen nød til at komme af med det.

Lidt forhistorie. Jeg har fået en barn, med en mand som gik fra mig, under graviditeten, og siden har vi ikke hørt fra hverken ham eller hans familie.

Nu til sagen. Idag kl. 16.23 ringer min telefon med hemmeligt nummer. Jeg tager somregel ikke telefonen når jeg ikke ved hvem der ringer, men det gjorde jeg idag, da det jo kunne være ejendomsmægleren der havde nyt omkring vores huskøb.

(Jeg for svært ved at forklare det uden at skulle nævne navne, så derfor siger vi at jeg hedder Anne, og opkalds personen hedder Susanne Hansen)

Jeg tager telefonen og siger mit navnt så kækt som jeg overhovedet kan.

Mig: "Hej Det er Anne!"

S: "Ja, hej. Det er Susanne"

Mig: "Susanne hvem?"

S: "Øhhh... Susanne Hansen."

(Der er stadig ingen klokker der ringer her)

Mig: "Jeg er altså ikke helt sikker på at jeg ved hvem du er?"

S: "Jeg er dit barns fars søster...."

Mig: "Nå okay. Hej????! "

S: "Jeg vil bare sige at jeg har set nogle billeder af dit barn, via en fælles bekendt, og jeg synes h*n ser dejlig ud. Men jeg er nød til at støtte min bror og derfor kan jeg ikke have kontakt til jer."

Mig: "Okay, jeg vil ikke sige jeg forstår dig, men jeg synes du skal vide at du er meget velkommen til at komme og hilse på. Jeg er sikker på at h*n engang vil blive glad for at kende sin faster"

S: "Det kan jeg desværre ikke. Jeg er nød til at støtte min bror. Vi snakker aldrig om det, men jeg har tænkt på jer. Min bror har udtalt at så længe han ikke elsker dig, kan han ikke se nogen grund til at han skulle elske jeres fælles barn."

Mig: "Jeg er ked af den holdning. Men du skal være velkommen til at ringe hvis du ændre mening."

S: "Vi ændre ikke mening. Hverken jeg, eller min bror. Men jeg synes du skal vide at h*n ser sød ud, og du ser ud til at klare det godt. Jeg håber h*n kommer igennem livet uden sin far."

OG SÅ BLEV DER LAGT PÅ!!!

Jeg ved ikke hvad hun ville med det her opkald, og hvad jeg skulle få ud af det??? Jeg sidder nu og tænker lidt om det var en "prøve" for at se om jeg er villig til at samarbejde.

Jeg ville ikke noget bestemt med det her indlæg, jeg havde bare brug for at komme ud med det, da jeg undre mig meget.
Hvis I har nogle gode forslag til hvordan jeg skal forholde mig, så tager jeg imod dem med kyshånd.

Venligst, Ano.

Min bror har udtalt at så længe han ikke elsker dig, kan han ikke se nogen grund til at han skulle elske jeres fælles barn."

My goodness en klaphat udtalelse. Så var der immervæk mange fædre der ikke burde elske deres børn.

Jeg tror dit barns faster prøvede at række en lille smule ud. Forstået på den måde at hun egentlig gerne ville have kontakt, men ikke synes hun bør af hensyn til sin bror. Så jeg tror du skal prøve at være glad for opkaldet. Du fik jo faktisk nogle komplimenter.

Måske der kommer kontakt i fremtiden, og måske ikke, men hun lyder da som om hun har respekt for dig og barnet. Og hun er nok også ked af hele situationen.

Var hun fuldstændig ligeglad havde hun jo ikke ringet.

mariamiss6 skriver:

Du skal forholde dig passiv og neutral som hele tiden....

Måske skrive ned på et papir, at faster ringede den og den dag, for at sige at hun synes det så ud til at gå jer godt...

Som et slags minde til barnets bog din datter/søn vil sikkert blive glad for, at en faster tænkte på ham/hende selvom der ingen kontakt var, når engang din datter/søn bliver gammel nok til at forstå den slags, og søger enhver form for kontakt.....

Jeg tror at du skal tage det sådan, at faster faktisk meget gerne ville kende jer, og at hun ville ønske hendes bror ville være sine handlinger og sit ansvar værdig...
Jeg tror at det hun ville sige var, at hun simpelthen er "tvunget" til at støtte sin familie, men at hun tænker på dig, og den lille, og at hun er glad for hun fik et glimt.....
Jeg er sikker på, at hun ville knuselske dit barn, hvis dog bare hendes bror ville opføre sig som en mand.

Jeg tror du skal smile, og være glad, fordi nogen fra "fjendens side" alligevel i stilhed tager dit parti, og ønsker hun kunne få lov at kende jer, uden hemmelighedskræmmeri...

Jeps, lige mine ord! Det var også sådan jeg tænkte da jeg læste din historie.

Anonym skriver:

Det er også sådan jeg tænker???
Det var helt vildt mærkeligt, og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal tænke og tro.
Hvis hun, eller de, alligevel ikke ændre mening, hvorfor så ringe??!

ja det er også det jeg lige tænker