Fobier...

For søren hvor jeg kender det.
Jeg bor i hus på landet og fy for... nogle djævleedderkopper vi har her.

Som andre også skriver kan jeg blive helt handlingslammet, få koldsved og rysteture eller hysteriske anfald hvor jeg springer rundt og prøver at få den farlige angriber af mig. Bagefter bliver jeg så flov.

Det har taget mig mange år at lære at støvsuge edderkopperne, men det har simpelthen været en nødvendighed for at overleve i huset her.

Især er jeg stolt af at jeg har formået at skjule for mine børn hvor bange jeg egentlig er. Når de er i nærheden kan jeg endda stile mig op og kigge tæt på en edderkop og tæller ben og snakke farver. Selv om det samtidig løber mig koldt ned af ryggen.

Min mand burde have ne præmie, han kigger troligt min dyne efter hver aften, og mit håndklæde hver morgen. En enkelt gang har jeg vækket ham midt om natten for at han skulle fjerne en edderkop på væggen lige over sengen. Han er heller ikke begejstret for edderkopper men gør det for min skyld og jeg kunne ikke klare mig uden ham.

Desværre er det sådan med fobier at de aldrig er logiske, jeg har en kollega der er bange for fugle, og har mødt en der var bange for slanger og ikke kan have vasketøj liggende på gulvet for tænk nu hvis der så krøb en slange ind i tøjet. Hun boede i danmark. En anden var bange for at køre over broer for hun kunne ikke se om der var en ende på den eller om der var hul på broen længere fremme så hun ville falde ned.
Sjovt nok kan jeg godt grine lidt af dem begge, men min fobi for en edderkop som jeg bare kunne træde på virker på mig helt legal.
Berith

finkedinke skriver:

For søren hvor jeg kender det.
Jeg bor i hus på landet og fy for... nogle djævleedderkopper vi har her.

Som andre også skriver kan jeg blive helt handlingslammet, få koldsved og rysteture eller hysteriske anfald hvor jeg springer rundt og prøver at få den farlige angriber af mig. Bagefter bliver jeg så flov.

Det har taget mig mange år at lære at støvsuge edderkopperne, men det har simpelthen været en nødvendighed for at overleve i huset her.

Især er jeg stolt af at jeg har formået at skjule for mine børn hvor bange jeg egentlig er. Når de er i nærheden kan jeg endda stile mig op og kigge tæt på en edderkop og tæller ben og snakke farver. Selv om det samtidig løber mig koldt ned af ryggen.

Min mand burde have ne præmie, han kigger troligt min dyne efter hver aften, og mit håndklæde hver morgen. En enkelt gang har jeg vækket ham midt om natten for at han skulle fjerne en edderkop på væggen lige over sengen. Han er heller ikke begejstret for edderkopper men gør det for min skyld og jeg kunne ikke klare mig uden ham.

Desværre er det sådan med fobier at de aldrig er logiske, jeg har en kollega der er bange for fugle, og har mødt en der var bange for slanger og ikke kan have vasketøj liggende på gulvet for tænk nu hvis der så krøb en slange ind i tøjet. Hun boede i danmark. En anden var bange for at køre over broer for hun kunne ikke se om der var en ende på den eller om der var hul på broen længere fremme så hun ville falde ned.
Sjovt nok kan jeg godt grine lidt af dem begge, men min fobi for en edderkop som jeg bare kunne træde på virker på mig helt legal.
Berith

Ja, det er også det der holder mig fra at flytte i hus eller på landet. Tror jeg ville have bedst af, at bo på 30 etage haha, men en tidligere diskusprolaps holder mig fra noget højere end 2 sal. Jeg boede på 2 sal for nogle år siden, og der så jeg kun én edderkop og det var i en plante jeg havde fået. Så ville nok have bedst af at flytte i lejlighed igen.
Jeg har lige snakket med kommunen som gerne vil hjælpe mig med at finde noget andet :D, da det også handler om jeg blev overfaldet for nogle år siden, så det gør det heller ikke bedre... Men nu dejligt at de vil hjælpe mig...

Og sikken en sød mand du har, at han gør det for dig hver dag (L)
Ja, man får mange "evner" når børn er tilstede :$

Knus Beck (H)