Hvordan går det sååååå?????

Tjjaaaa.............jeg ville ønske at jeg for en gangs skyld kunne fortælle de damer, at det går strålende her, og at alt bare kører der ud af. Men desværre er det nok ikke den oplevelse jeg har.

Jeg startede jo på arbejde igen d. 8 sep., efter 2 1/2 år hjemme. Er blevet placeret i en anden afdeling, end den jeg har været i siden 2001, og det var efter eget ønske.

Nå, men jeg starter op fuld af gå-på-mod og positivitet. Havde forklaret min nærmeste leder om, at jeg var meget nervøs for at starte men at jeg glædede mig. Jeg fortalte hende om min "fortid", min diagnose (depressioner) og at jeg godt kunne være meget snakkende i starten p.g.a nervøsitet. Vi aftaler at hun skal komme til mig, hvis der er nogle kolleger eller patienter der har problemer med mig, så det kan rettes ind med det samme, i stedet for at blive samlet sammen, og jeg så får serveret en masse lo.. på en gang.

Jeg bliver taget pænt i mod af mine nye kolleger, men kan godt mærke at jeg bliver vurderet og observeret af min nye leder, og at hun går og læser de patienters papirer, som jeg passer. Jeg kan også fornemme at hun taler med mine kolleger om mig, og hvordan jeg fungerer.

Godt..............så, i torsdags var der så aftalt at jeg skulle have en samtale med min leder, for lige at evaluere hvordan det så er gået. Jeg lægger ud med, at jeg synes det er en dejlig afdeling, og at jeg er blevet taget vel imod, men at jeg følte mig usikker, og at jeg var klar over at jeg havde talt meget..................men at det var stilnet af, i denne uge, og jeg var faldet mere til ro.

Dette gav hun mig ret i................men så smed hun bomben. Hun syntes ikke at det gik så godt................ikke at jeg havde begået nogle fejl eller noget. Men hun havde fået nogle henvendelser ang. min person. Hun ville have, at det møde vi har aftalt med vores øverste leder og personaleafdelingen i november, blev rykket frem til i næste uge, for at det kunne blive afklaret om jeg har en fremtid i afdelingen. Jeg spurgte hende om, hvad det var for henvendelser der havde resulteret i denne ret voldsomme reaktion. Dette ville hun IKKE fortælle, da det skulle vente til det "store" møde.

Hun syntes det var en meget svær situation hun stod i. Jeg kunne så ikke lade være med at spørge hende, hvordan hun troede jeg havde det, med at gå hjem på weekend med den besked. Hun svarede at det kunne hun jo ikke vide, men at det sikkert ikke var nemt. Hun var meget kølig (det har hun været fra dag 1), og jeg spurgte hende om jeg skulle gå hjem og ikke møde før mødet. Men det syntes hun ikke, og hun håbede da at jeg ville komme på arbejde i næste uge, og indtil mødet. Jeg blev på afd. og gjorde mit arbejde færdigt, med 10 min. overarbejde....................gik hjem og klaskede helt ud. Græd hele torsdag................og har haft mange tanker om, hvor forfærdentligt et menneske jeg må være, siden der ligefrem kommer klager over min person.

Jeg er IKKE ved at blive syg, jeg er bare møg ked af, at jeg ikke får en chance. Man må vel gerne blive ked af det, når man får sådan en røvtur, ikke??

Talte med min mor i går, og for første gang i hele mit liv, fortalte hun mig, at hun var stolt af mig, og at hun syntes at jeg havde været modig, sådan at starte igen, selvom min fortid på afd. ikke havde været nogen drøm. Hun sagde også at jeg var en god pige, der havde en masse evner, som jeg kunne få muligheden for at bruge nu. Hun syntes slet ikke at jeg skulle blive i mit fag mere....................men kigge mig om efter noget andet. Jeg har aldrig nogensinde fået den slags tilkendegivelser fra min mor, og jeg blev så rørt og glad, at det næsten ikke kan beskrives. TÆNK.....hun elsker mig, lige som jeg er.

Men tilbage til mit job. Jeg har tænkt mig at møde op i morgen.............for jeg orker altså ikke at blive sygemeldt, bare fordi jeg har den forkerte personlighed, som ikke passer ind på det afsnit. For ved i hvad?? Jeg er god nok...............tror jeg da.

Tak fordi i læste med så langt................og undskyld min anonymitet, men man ved jo ikke hvem der kigger med derude. Håber at i NS-piger ved hvem jeg er.

Knus Pariaen.

Du ER god nok - og jeg er dybt rystet over at der kommer klager over din personlighed, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg kender dig KUN som et varmt og omsorgsfuldt menneske, og jeg har altid tænkt at hvis jeg var patient et sted, så ville det ikke være helt dårligt at blive mødt af dit smilende ansigt - heller ikke hvis du så snakkede til mine ører faldt af

Jeg synes det er megaflot at du beslutter at gå med oprejst pande mod det møde, det er SÅ sejt!! og jeg håber problemerne enten bliver løst, eller at du finder ud af, at det er noget helt andet du skal med dit liv. Du skal i hvert fald ikke hverken finde dig i eller tro på det når folk siger din personlighed er "forkert"

Hold da op mand!!!!!

Jeg er skisme da helt chokeret!!!

Jeg forstår slet ikke at nogle kan have det sådan med dig... DIG!

Du er da et af de rareste, sødeste, mest omsorgsfulde mennesker jeg har mødt i mit liv!

Hold da fast!

Jeg håber det nok skal gå det hele, men hvor er det dog luset at sende dig på weekend med sådan en besked!

Jeg oplever dig som et lyspunkt af glæde og energi og humor.
Jeg tror virkelig "de vurderende folk" har valgt at tage en skæv vinkel på dig fra start af, eller misforstår dig. Og det er en skam for dem!!

Du skal ikke skamme dig over noget som helst, for du er en skøn person præcis som du er. Jeg har sagt det før (da vi havde mødt hinanden første gang, sendte jeg dig også et personligt brev, blot for at fortælle dig, at jeg syntes, at du var et smittende glad menneske - og det mente jeg virkelig!)

Men glade mennesker kan desværre også møde modgang og bliver kede af det. Men du skal ikke lave noget om ved dig selv. For du er virkelig en alletiders person, M.

KNUS 

PS. Hatten af for dit valg om, at møde op igen imorgen. Mange ville nok holde sig væk. Men du skal bare stå ved hvem du er, og fortsætte med at være dig. Så må det sgu være andres problem, hvis de har et problem!! 

Jeg er dybt- dybt -dybt ryster over den behandling din nærmeste leder behandler dig på!!!

Nu har jeg efterhånden mødte et utal af "folk" i det fag, og efter jeg har lært dig at kender, har jeg hver evig eneste gang tænkt, hvor ville jeg ønske, at disse fagfolk bare havde en brøk del af din omsorg- din medfølelse -dit arrangement i PT- og ikke mindt en brøk del af din personlighed!! Samtid er jeg ikke et sek. i tvivl om at dine kompetancer er i en klasse for sig selv.

Der er overhovede ikke noget i vejen med din personlighed, hverken som "privat" person og kan heller ikke forstille mig, på nogle måder at der er en real ting, at sætte på din prof-personlighed!!!

Hvis jeg var dig ville jeg bestemt også måde op i morgen, og samtidig ville jeg kontakte fagforreningen og sætte dem ind i sagen, samt bede om, at få en rep. derfra med til det "store" møde med.

Ellers kommer jeg sgu gerne og deltager i det møde, og så skal jeg dælmedytme sparke dem SÅ hårdt i r*ven (for alle nsér" at de ikke er tvivl om, at det er de helt forkert på den og du er DEN BEDSTE VERDEN!!!

Låååve U!!

HOLD DA KÆFT  Jeg er virkelig målløs!

Men jeg tror også, at de har taget den skæve vinkel fra starten af.
Og hvis det er dét, der er sket, så kan du nok ikke gøre så meget for at ændre deres mening. Desværre...

Og alligevel er det måske ikke helt "desværre"? For når de er så hurtige på aftrækkeren, mon ikke, at der så er noget helt galt i afdelingen og at det så ikke rigtigt kan blive et godt sted at være? 

Men helt ærligt! Hvorfor i alverden vil hun ikke fortælle dig, hvad det er for henvendelser? Hun kan vel udelade, hvilke personer, der har sagt hvad? Og jeg er helt enig i, at du skal have en fagforeningsrep. med. Du skal i hvert fald ikke sidde dér alene og have det hele smidt i hovedet og så bagefter skulle sidde og vurdere om tingene er gået rigtigt til.

Og jeg synes, at det er rigtigt dejligt, at du får støtte fra din mor! Det er guld værd, når man står i sådan en situation - især når det er uventet.

Dernæst: Du er helt klart god nok! Du er så meget bedre end "god nok"!! Du er et skønt menneske, der slet ikke fortjener denne modgang. 

Stort, stort kram

jeg er sgu næsten sikker på at det der ikke er klager, men at den gamle leder har pårvirket den ny? kunne hun finde på den slags?altså jeg tror det bunder i en slags forudindtaget-hed.... stride madammer......!!!

du må ikke bukke under, jeg kan slet ikke forestille mig at du ikke skulle være god til det job, og at din personlighed ikke skulle passe... hvad søren er det for noget vås! jeg glæder mig faktisk lidt til at høre hvad de har at sige på det møde!

stort knus til dig søde smukke dejlige menneske!

lad os nu sige det her job glibber..... er der så noget andet du gerne vil som du måske har tænkt på?

Anonym skriver:

Tjjaaaa.............jeg ville ønske at jeg for en gangs skyld kunne fortælle de damer, at det går strålende her, og at alt bare kører der ud af. Men desværre er det nok ikke den oplevelse jeg har.

Jeg startede jo på arbejde igen d. 8 sep., efter 2 1/2 år hjemme. Er blevet placeret i en anden afdeling, end den jeg har været i siden 2001, og det var efter eget ønske.

Nå, men jeg starter op fuld af gå-på-mod og positivitet. Havde forklaret min nærmeste leder om, at jeg var meget nervøs for at starte men at jeg glædede mig. Jeg fortalte hende om min "fortid", min diagnose (depressioner) og at jeg godt kunne være meget snakkende i starten p.g.a nervøsitet. Vi aftaler at hun skal komme til mig, hvis der er nogle kolleger eller patienter der har problemer med mig, så det kan rettes ind med det samme, i stedet for at blive samlet sammen, og jeg så får serveret en masse lo.. på en gang.

Jeg bliver taget pænt i mod af mine nye kolleger, men kan godt mærke at jeg bliver vurderet og observeret af min nye leder, og at hun går og læser de patienters papirer, som jeg passer. Jeg kan også fornemme at hun taler med mine kolleger om mig, og hvordan jeg fungerer.

Godt..............så, i torsdags var der så aftalt at jeg skulle have en samtale med min leder, for lige at evaluere hvordan det så er gået. Jeg lægger ud med, at jeg synes det er en dejlig afdeling, og at jeg er blevet taget vel imod, men at jeg følte mig usikker, og at jeg var klar over at jeg havde talt meget..................men at det var stilnet af, i denne uge, og jeg var faldet mere til ro.

Dette gav hun mig ret i................men så smed hun bomben. Hun syntes ikke at det gik så godt................ikke at jeg havde begået nogle fejl eller noget. Men hun havde fået nogle henvendelser ang. min person. Hun ville have, at det møde vi har aftalt med vores øverste leder og personaleafdelingen i november, blev rykket frem til i næste uge, for at det kunne blive afklaret om jeg har en fremtid i afdelingen. Jeg spurgte hende om, hvad det var for henvendelser der havde resulteret i denne ret voldsomme reaktion. Dette ville hun IKKE fortælle, da det skulle vente til det "store" møde.

Hun syntes det var en meget svær situation hun stod i. Jeg kunne så ikke lade være med at spørge hende, hvordan hun troede jeg havde det, med at gå hjem på weekend med den besked. Hun svarede at det kunne hun jo ikke vide, men at det sikkert ikke var nemt. Hun var meget kølig (det har hun været fra dag 1), og jeg spurgte hende om jeg skulle gå hjem og ikke møde før mødet. Men det syntes hun ikke, og hun håbede da at jeg ville komme på arbejde i næste uge, og indtil mødet. Jeg blev på afd. og gjorde mit arbejde færdigt, med 10 min. overarbejde....................gik hjem og klaskede helt ud. Græd hele torsdag................og har haft mange tanker om, hvor forfærdentligt et menneske jeg må være, siden der ligefrem kommer klager over min person.

Jeg er IKKE ved at blive syg, jeg er bare møg ked af, at jeg ikke får en chance. Man må vel gerne blive ked af det, når man får sådan en røvtur, ikke??

Talte med min mor i går, og for første gang i hele mit liv, fortalte hun mig, at hun var stolt af mig, og at hun syntes at jeg havde været modig, sådan at starte igen, selvom min fortid på afd. ikke havde været nogen drøm. Hun sagde også at jeg var en god pige, der havde en masse evner, som jeg kunne få muligheden for at bruge nu. Hun syntes slet ikke at jeg skulle blive i mit fag mere....................men kigge mig om efter noget andet. Jeg har aldrig nogensinde fået den slags tilkendegivelser fra min mor, og jeg blev så rørt og glad, at det næsten ikke kan beskrives. TÆNK.....hun elsker mig, lige som jeg er.

Men tilbage til mit job. Jeg har tænkt mig at møde op i morgen.............for jeg orker altså ikke at blive sygemeldt, bare fordi jeg har den forkerte personlighed, som ikke passer ind på det afsnit. For ved i hvad?? Jeg er god nok...............tror jeg da.

Tak fordi i læste med så langt................og undskyld min anonymitet, men man ved jo ikke hvem der kigger med derude. Håber at i NS-piger ved hvem jeg er.

Knus Pariaen.

Hvor er det bare en lo... besked at få en fredag og så skal gå på weekend med den.

Jeg synes du i morgen skal gå på arbejde med oprejst hoved og et smil, for du er god nok. Det er DEM, der må være noget galt med.

Jeg har aldrig mødt dig, men alligevel har du gennem en "skide computer" kunne hjælpe mig så meget.

Så er du er god nok som DU ER og, ja det må være den der har set forkert på dig fra start.

Hvor er det bare dejligt at din mor fortalte dig det, det er bare dejligt at hører det fra ens mor og vide hun er stolt af en.

Jeg er dybt chokeret og fuldstændig rystet over den behandling, de giver dig - sådan kan man sgu ikke tillade sig at sende nogen på weekend - sådan kan man i det hele taget ikke tillade sig at behandle en medarbejder!! Nu har vi jo mødt hinanden en del gange efterhånden og jeg oplever dig som et fantastisk dejligt menneske - der ikke har haft det nemt!! - jeg synes du er enormt behagelig at være sammen med og tale med - og føler både du kan lytte og selv bidrage. Du udstråler en stor altomfavenende glæde, når man møder dig - og er desuden et ufatteligt omsorgsfuldt menneske! Kan slet ikke sætte mig ind i, at man skulle have noget imod dig som person...

Og hvor det i øvrigt glæder mig held indeni at høre, at din mor er stolt af dig...ligegyldigt hvor gammel man er, så vil man ALTID elske at gøre sine forældre stolte, og med den fortid du og din mor har må det gøre dig ekstra glad!