Fødselsreaktion

Har nogle af jer haft en fødselsreaktion/depression?

Jeg fik en med min første søn (9 år i dag), og det var med vilje, at vi ikke fik flere børn, fordi vi ikke ville opleve det igen. Det var en slem depression uden behandling, fordi ingen af os vidste, hvad det var. SP kom en gang om ugen, og vi troede, det var fordi, at det skulle man........

9 år efter og efter vi mistede min far som kun blev 44 år, min mands mor, og min mands søster på kun 37 år - så tænkte vi... skal vi lige have et barn til????????????????

Det gjorde vi - og igen igen - fik jeg en fødselsreaktion med angst. Jeg er næsten ude af den nu, og fik en periode noget medicin. Men jeg kunne godt tænke mig at vide, om nogle af jer har haft en reaktion? Større eller mindre?

Nogle gange kan man godt ryge ned pga. søvnmangel og bange for fremtiden.

hej

Jeg er så "heldig" at jeg har en lille fødselsreaktion, og min handler kun om mig. Dvs. jeg tilsidesætter mig selv helt og Vil ikke tænke på mig selv.  feks. så mener jeg hele tiden at jeg ikke gør noget godt nok, at jeg er intet værd og at alle andre ikke mener jeg kan gøre det godt nok med min datter. Jeg har også angst for at gå med barnevognen, for hvis nu nogen kører os ned, bange for at køre bil for hvis nu nogen rammer os, er også bange for hun ikke får nok at spise, hvis jeg spilder lidt pulver ved siden af flasken. Og hvis hun græder så mener jeg også det er min skyld. I bund og grund: at jeg er dårlig som mor

Min sp er så god at hun hele tiden forsikre mig om min datter har det godt og trives så godt så godt.

Jeg har fået tid ved psykolog, hvor vi prøver at finde frem til kilden , som gør at jeg tror/mener så dårlig om mig selv. Men er lige begyndt så håber det bliver godt så jeg ikke skal gå og være så bange/bekymret hele tiden.

Hilsen mig

AnnePedersen skriver:

hej

Jeg er så "heldig" at jeg har en lille fødselsreaktion, og min handler kun om mig. Dvs. jeg tilsidesætter mig selv helt og Vil ikke tænke på mig selv.  feks. så mener jeg hele tiden at jeg ikke gør noget godt nok, at jeg er intet værd og at alle andre ikke mener jeg kan gøre det godt nok med min datter. Jeg har også angst for at gå med barnevognen, for hvis nu nogen kører os ned, bange for at køre bil for hvis nu nogen rammer os, er også bange for hun ikke får nok at spise, hvis jeg spilder lidt pulver ved siden af flasken. Og hvis hun græder så mener jeg også det er min skyld. I bund og grund: at jeg er dårlig som mor

Min sp er så god at hun hele tiden forsikre mig om min datter har det godt og trives så godt så godt.

Jeg har fået tid ved psykolog, hvor vi prøver at finde frem til kilden , som gør at jeg tror/mener så dårlig om mig selv. Men er lige begyndt så håber det bliver godt så jeg ikke skal gå og være så bange/bekymret hele tiden.

Hilsen mig

uha.... det er synd for dig.

Mine depressioner har været anderledes - første gang ville jeg ikke have mit barn. Og her anden gang kom den først efter 14 dage - lige så stille fik jeg angst.

Jeg kunne ikke gå ud med barnevognen, jeg ved ikke hvorfor?? Jeg kunne heller ikke sove, selvom min datter sov. Jeg følte ikke,at jeg kunne klare opgave som mor.

Jeg græd bare, vasketøjet var for krøllet. Jeg spiste heller ikke noget, og i dag har jeg tabt 20 kg. Jeg tog 11 på under graviditeten. Så jeg er skind og ben.............

jeg er meget glad for det kun går ud over mig. Jeg elsker Naja over alt og har ikke afvist hende eller noget så den vinkel er jeg glad for ikke er ramt mig.

Kender godt det der med man spiser ikke, selvom man gerne vil. græder over vasketøjet er krøllet eller bare en trøje er foldet forkert. Græder hvis jeg er træt. Og det er jeg meget for sover ikke godt, og jeg vågner også meget om natten for at checke at Naja trækker vejret eller at hun ikke fryser.

Det er hårdt.

Hvordan har du det så idag??? går det bedre og hvis hvordan kom du dertil??+ og hvad med barnet mens du havde det skidt?

Jeg fik også en fødselsreaktion et par måneder efter min datter blev født. Den beroede også meget på en usikkerhed om man nu slog til som mor. Resulterede i at jeg ikke kunne sove om natten på trods af min dejlige pige sov igennem efter en uge.

Jeg blev henvist til psykolog og det hjalp virkeligt. Hun hjalp mig hen til en erkendelse af, at jeg gør det bedste jeg kan og at det ER godt nok. Var også heldig at min SP bakkede virkeligt meget op om os i den periode og var god at snakke med.

Nu er jeg så startet på arbejde igen og det har også haft en god virkning. Man har simpelthen for meget tid til at spekulere når man går på barsel... Nu er det nemmere at sige: det går nok alt sammen. Inputs fra andre mennesker giver bare et helt andet overskud.

det lyder dejlig for dig ang job.... men jeg ser ikke frem til at komme på arbejde igen. Jeg har en dårlig arbejdsplads hvor jeg blev kørt ned. så det frygter jeg

Så kan jeg godt se det er træls for dig. Jeg er også usædvanlig heldig hvad angår job..

Hvordan har du det med din familie? Er de tæt på og kan du snakke med dem om det? Og kan de aflaste dig

nej. jeg er ikke så heldig. min familie bor 3 kvarter fra os. og de er ikke så gode til at komme....... og vennerne sagde farvel da jeg blev gravid.

jeg er generelt meget ensom her dagen lang..... hvilket jeg ikke forstår. Jeg er en velfungerende pige på 29, sød smilende lyttende og snakkende. ja faktisk så er jeg da også en ok flot pige. men jeg har lært at leve med at være alene, for kan ikke finde ud af hvorfor mennesker ikke vil være "venner" med mig. Nogen mener jeg er for god naf mig og at folk kun bruger mig indtil noget bedre kommer.

Så usikker er jeg da

ja jeg lyder sku som en undskyldning for mig selv....

Det lyder godt nok hårdt. Kan godt forholde mig til det med at være ensom dagen lang. Plejede aldrig at være hjemme før og nu var man pludselig hjemme hele tiden. Og lyder også som du har alt for god tid til at gå at spekulere ligesom mig. Men nu tolker jeg jo ud fra min egen situation. Er du også alene med din pige? Eller bor du med faderen?

Og mht er den nogen mulighed for at du kan skifte hvis du har det dårligt hvor du er?