Forvandlingskugler...
Dengang jeg var barn, kunne man købe det hersens slik, som kaldtes forvandlingskugler. Der var tre kugler med forskellig farve i en gennemsigtig plastik pakning. De skiftede farve, når man havde dem i munden og hver farve havde forskellig smag. Inde i midten gemte der sig et stykke tyggegummi, der var blødt, lækkert og smagte helt fantastisk i cirka to minutter. For mig var disse forbandlingskugler forbundet med noget magisk.
Jeg var fuldkommen vild med forvandlingskugler. På trods af at det bestemt ikke var alle farver, de skiftede til, der smagte lige godt. De var sten-hårde, så man kunne ikke tygge dem i stykker, før man var nået næsten ind til tyggegummiet. Og når jeg spiste dem, var det af en eller anden årsag utroligt vigtigt for mig at følge med i farveforvandlingen. Derfor blev hver kugle flået ind og ud af munden et utal af gange, holdt op mod lyset, vendt og drejet og farven blev studeret nøje, inden den blev stoppet tilbage i min savlende mund. Ind imellem snød jeg lidt med de farver, jeg ikke kunne lide og holdt kuglen under vandhanen til denne var skyllet næsten af - men aldrig helt. Man skulle jo nødigt risikere at gå glip af noget af det gode. Så hellere tvinge lidt af det dårlige i sig. Mine fingre var altid fuldkommen klistret til, ligesom mine omgivelser vel sagtens også er blevet det...
Jeg blev altid grebet af en akut trang til at knase en forvandlingskugle i samme øjeblik jeg mærkede, at nu var den hårde skal blevet så tynd, at mine tænder kunne bryde igennem den. Det allerbedste øjeblik var lige netop dér, hvor jeg knaste skallen, så jeg kunne vold-suge smagen i mig af de sidste par hårde farvelag blandet med det bløde tyggegummi. Alligevel ærgede jeg mig - som regel - bagefter over, at jeg ikke havde modstået fristelsen og istedet have fået kuglen til at vare lidt længere. Jeg kan undre mig lidt over, hvad det egentligt var ved disse kugler, der var så godt. For når jeg tænker over det, så var det egentligt en ganske stressende form for slik. Det eneste det gik ud på var, at få lappet en farve i sig så hurtigt som overhovedet muligt for at kunne smage, studere og undersøge den næste. Men om igen så var det jo netop dét, der var hele oplevelsen. Selvom kuglerne jo i bund og grund var ens og havde de samme lag indeni. Men det var uden betydning dengang.
Jeg spiste altid alle tre forvandlingskugler lige efter hinanden. De to første tyggegummi klumper blev lagt til side så snart de to minutters super smag var suget ud af dem og festen gentog sig øjeblikkeligt med næste kugle. Når alle tre kugler var fortærret, tog jeg de to første stykker tyggegummi i munden sammen med det sidste og gnaskede og slog bobler til tyggegummiklumpen var fuldkommen smagsløs og sej. Når det tidspunkt indtraf, hvor boblerne begyndte at klæbe fast på huden, når de sprang og hvor de på det nærmeste var umulige at hive af igen, så var det på tide at slutte ritualet af. For det var lige netop dét, det var for mig. Et ritual. Bagefter sad jeg altid med et savn efter at kunne proppe en ny forvandlingskugle i gabet, samtidig med at jeg udmærket vidste, at alt over tre ad gangen kun ville føre til midlertidig kæbe-lammelse og en mund, der begyndte at svide af syrechok.
Jeg har i mange år ikke set forvandlingskugler på slikhylderne i butikkerne. De er vel blevet ulovlige på et tidspunkt, ligesom så meget andet er blevet det henad vejen, tænker jeg. Et eller andet barn har måske på et tidspunkt fået allergiske reaktioner på farvestofferne, fået en kugle til at sidde fast i halsen eller knækket en tand... Who knows. Ihvertfald har jeg, som sagt, ikke set dem i mange år. Jeg har har tænkt på dem flere gange, og kan stadig også huske duften af dem.
Majbritt
Anmeld
