Min store dreng har været i aflastning i 6 år nu. En dag om ugen. Indtil sommerferien med overnatning, nu kommer han hjem når han skal sove men han bliver også 16 :-)
JEg var dengang alene med ham, han så sin far hver anden weekend, men med en ADHD diagnose var det SÅ krævende.
Han havde det MEGET dårligt dengang ( truede med selvmord mm) og jeg havde SÅ meget brugt for at kunne puste ud og nå at få hverdagen til at hænge sammen.
Aflastningen var hos familie, så kommunens udgift var minimal, idet de "kun" har betalt transport til og fra skole.
Den aflastning gjorde alverden! Jeg fik overskud igen, jeg fik taget en uddannelse. Vi fik et helt andet forhold og en masse dumme cirkler blev brudt når vi begge lige fik et pusterum.
Det jeg vil med den lange smøre er, jeg var også ung, og selvom det kan være rart at komme ud i biffen, eller en tur i byen, så er det sjælden det aflastningen handler om. Det handler om at nå at få vejret selv, nå at få opfyldt bare lidt af egne behov således at man igen kan yde sit bedste som mor overfor sine børn. Om at man ikke løber sur i det.
Det er bare MEGA svært at sige de forløsende ord "hjælp" for vi vil bare gerne selv kunne det hele.
Du kan være mere en paf, du kan være stolt over at du er blevet spurgt og hvis i gerne vil gøre en forskel for en lille pige og kan og har lyst til at have det ansvar (det er jo ikke kun i et år) Så er pladsen ikke et problem. slet ikke når hun er så lille.
For mig og min dreng har det gjort en kæmpe forskel.
:-) Sisse
Tusind tak for din beretning.. 
Jeg kender rigtig godt til ADHD, så kan udemærket godt forstå dig (Har arbejdet med børn med psykiske og fysiske handicap)
Det moderen har skrevet til mig, er at hun er ked af at skulle ligge på knæ, når hun egentlig har brug for at være sig selv og slappe af, så det beskriver rigtig godt det du har skrevet også.. hun har skrevet til mig - hvilket jeg godt kan forstå, da det er svært at sige face-2-face, derfor skal vi mødes og snakke i weekenden..
Af hvad jeg kan forstå på hende, så er det lige præcis som du beskriver, at hun prøver at være den bedste mor for hendes børn, men at hun nok er kørt sur i det, og at det nu er rigtig træls at have dem 24/7 alene..
Jeg tror også vi har besluttet os - at det selvfølgelig er noget vi rigtig gerne vil.. Vi skal bare have lagt en klar aftale om, hvordan det skal foregå, om det er en weekend om måneden, en dag om ugen osv..
Og jeg har heller ikke tænkt at pladsen ville blive et problem.. Vi bor egentlig stort, men vi har bare ikke et værelse der evt kunne indrettes til hende.. Og giver dig ret i, det ikke har den største betydning i den alder hun har - Det er mere hvis kommunen skulle prøve at blive inddraget..
Vi er også klar over det ikke kun er for en periode, men at det så vil fortsætte indtil pigen evt ikke selv vil mere, og det er jeg helt klar på .. jeg forventer at jeg kan gøre hende en del af vores familie også, sådan hun har et "fristed" at hygge sig, og komme til hvis hun har brug for det..
Mange knus Pixi, og endnu engang tak for din beretning
PS Så er jeg glad for din søn og dig har fået et meget bedre forhold, og at han har det bedre - Det viser også bare hvad en aflastningsfamilie kan gøre i længden 
