LOOOL...hvor er du bare dejlig, sikke en humor 
hvis det kan trøste dig, så havde mine ungers far, nøjagtigt det samme forhold til sin gamle Volvo 544.
Men han valgte så, på et tidspunkt at stalde "hende" op. Han ville ellers have solgt hende, men efter mit råd, blev hun stillet hen. og 4-5 år efter kom hun skam tilbage i vores familieliv, til stor glæde for min mand og børn.
Vel vil din mand sikkert savne sin baby, men har har det nok som min far havde det i sin tid. Min far var ivrig sejlsports mand og havde en stor 40 fods sejlbåd, da han mødte min mor. Stort dilemma, for den kvinde han valgte at dele sit liv med, hadede at sejle, og det gør hun stadig LOL
Men båden lå jo bare der og lå, og tilsidst tog han sin beslutning og solgte den.
Og jeg tror ikke han fortrød det. Meen igennem årene kan jeg da huske, at der sommetider kunne komme et lille længselsfuldt suk, når han så billeder af skibe og talen faldt på hans sejlerdage.
Jeg spurgte ham, om han aldrig fortrød, og han sagde meget bestemt: Nej, jeg fik noget der var 10 gange så godt i bytte." Og så så han kærligt på min mor og gav mig et stort kram.
Skal lige tilføje, at mor ALDRIG et eneste sekund selv foreslog at han skilte sig af med den, og hun har aldrig sagt et ord om at han ikke måtte sejle. Han syntes bare det var dødkedeligt at gøre det uden hende.

Kærligst
Sussie
Anmeld