Min mand er lige kørt! Han mente lige, han ville i byen med vennerne for 168.258 gang.
Vi har været oppe og skændtes, snerret af hinanden hele dagen, pludselig kommer han og giver mig sådan et kram, jeg har haft brug for i, jeg ved ikke hvor lang tid. Det varmede virkelig. Han nævnte en kammerat, han ville hente nogle film ved, og så troede jeg jo, at vi skulle sidde bare os og hygge - det har vi virkelig brug for.
Men jeg må ha´ misforstået, som han siger. Bønfaldte ham næsten om at blive, men fik bare svaret; "Det kan jeg ikke hjælpe dig med idag." Krammet var sgu bare en afledningsmanøvre!
Jeg orker ikke mere! Jeg kan virkelig ikke finde ud af om jeg elsker ham? Eller han bare er en slags tryghed. Vi har været sammen i 9 år. Vi har en datter sammen, er gift, hus og fælles venner. (selvom det mest er ham, de går i byen med.)
Jeg sidder næsten dagligt og græder over frustration. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre mere, for at vi får det bedre. Vi har kun sex ca. 1 gang hver 14. dag. Kysser kun hinanden goddag og farvel. Han arbejder ikke, har været sygmeldt, men er rask igen nu. Han siger, han ikke kan finde noget job, men hvad så med en uddannelse? Han er smed, så hvorfor ikke bygge videre på den?
Jeg skal begynde i skole snart, spekulerer der oz, for jeg kan først aflevere min datter kl. 7.45, men skal møde kl. 8.00. Hendes far kunne nok aflevere hende, men så skal han jo tidligt op?! Det er derfor han mistede sine forrige jobs; kom for sent og havde for mange syge/pjækkedage.
Han er egoistik, jeg laver faktisk alt. Han tager hende engang imellem, når jeg laver noget andet. Jeg er aldrig blevet overrasket af ham, aldrig fået gaver jeg ikke selv har været med til og købe... Det var kanon i starten! De første 2 år. Hvorfor vi blev ved sammen, ved jeg ikke. Inderst inde elsker vi vel hinanden, men det er bare ikke sjovt mere, det er hverken romantisk, spændene, kærligt... Det er til gengæld blevet meget besværligt. Skænderier, snerren, han er aldrig hjemme, pånær når hun er i dagpleje.
Hvorfor kan jeg ikke bare smide ham ud? Det er alligevel mig, der betaler alt. Han betaler svigerfar, for den bil, han har købt til os: 800 kr. Men alt andet betaler jeg; husleje, forbrug, forsikringer, telefoner, internet, vores køleskab, vaskemaskine/tørretumbler og tv som er på afbetaling, og mad, bleer, fødselsdagsgaver, uforudsete regninger. ALT!
Hvorfor blir´ jeg ved? Hvorfor holder jeg ham ud? Hjælp lige her - sidder alene med hunden, hans hund vel og mærke! En muskelhund, jeg absolut ikke ville ha´. Nu er det mig som giver ham mad og går ture med ham.
Jeg ved, jeg kan få bedre! Hvad fanden er der galt med mig?
