NU trænger jeg simpelthen til luft.
Jeg er kæreste med denne fantastisk mand, som er enebarn, og altid har boet alene med sin mor.
Han er gået ind til mig og mit barn - og har taget hele pakken med. Både rollen som "far" og rollen som kæreste. Han er simpelthen SÅ fantastisk, og har været det hele vejen igennem.
Mit barn kalder min kæreste for "far" da mit barns egen far har valgt ikke at have noget med barnet at gøre, og derfor er min kæreste gået ind og har taget den rolle, fuldt og helt.
Min svigerfar er simpelthen så sød, og er så lykkeligt over at være blevet 'farfar'. Han forkæler mit barn helt vildt, og de lyser begge op, i hinandens selskab.
MEN, min svigermor - JESUS!
Første gang jeg mødte hende, var hun meget sød - Det var næsten for godt til at være sandt - Det VAR for godt til at være sandt.
En søndag spurgte jeg min kæreste om vi ikke skulle besøge min svigermor, og det synes han lød som en rigtig god ide - Han ringede og spurgte om vi måtte kigge forbi til en kop kaffe, og hendes svar var "Det er ikke så godt - Kun hvis det er DIG der kommer!"
Nej, hvor blev jeg ked af det - Og vi tog selvfølgelig ingen steder.
De sidste mange gange vi har besøgt hende, har hun simpelthen været så negativ, og fordømmende.
F.eks. begyndte hun på et tidspunkt at fortælle mig at jeg grunden til at mit barn måske var så pylleret for tiden, var fordi h*n ikke havde nok kontakt til mig.
Mit barn er normalt rigtig rigtig glad, og det viste sig også to dage efter dette besøg at h*n havde lungebetændelse - Derfor så pyllret! 
Derudover vil hun ikke acceptere at hendes søn nu er blevet "far" og, når vi er hos hende kalder hun min kæreste ved navn, overfor mit barn, istedet for "far" - Hvilket faktisk gør rigtig ondt, og det gør mit barn yderst forvirret.
Sidst vi var derude, offentliggjorde min kæreste så, at vi er ved at købe hus. Vi viste svigermor salgsopstillingen, og hun blev MEGET stille. - Hvorefter dette begyndte:
"Hvad nu hvis dit, og hvad nu hvis dat" - "Hvorfor vil I helt derud" - "Er I sikker på at forholdet holder?" bla bla bla ..
Ikke ET positivt ord kom der fra hende, og jeg blev simpelthen så ked af det - Ikke mindst på min kærestes vegne, da han VIRKELIG brænder for det her.
Da vi stod og sagde farvel, fik hun lige et sidste surt opstød. Hun snakkede om at min kæreste jo havde en masse han skulle nå at opleve, og sluttede af med at sige "Jeg forstår ikke hvorfor man skal til at lege far, mor og børn, i en alder af 2xår!!"
HVAD?? - Hvad for hende til at tro at det er noget vi leger??!
ØJ, hvor blev jeg ked af det, altså ..
Siden den dag har min kæreste ikke hørt fra hende - Hun plejer ellers flittigt at ringe flere gange om ugen.
Nu er vi igang med projekt-baby - Og jeg frygter simpelthen hendes reaktion, hvis vi en dag kommer og fortæller at hun skal være farmor 
Hvad skal jeg stille op? Jeg føler jeg er skyld i at min kæreste og hans mors forhold er gået i stykker?
Håber nogle af jer skønne damer, kan komme med et opmuntrende ord, eller to!
Tak fordi i læste med 
Anmeld
