Lidt fra min sofa (meeee-heeeget langt! + 3 pics)

Siden Albert blev født, så har jeg gået rundt i den her boble fyldt med tanker om:

• hvordan jeg/vi nu lige klarer dét faktum, at Bønne er kommet til verden og er totalt afhængig af os og hvordan Nicolai og jeg skal fortsætte som kærester, nu hvor vores store, STORE drøm om barn er gået i opfyldelse 
• hvor ekstremt udmattet jeg er og ikke føler, at jeg kan hænge sammen
• hvordan jeg lærer at håndtere den der lede stødpude, jeg nu har fået på stykket mellem kejsersnit-arret og navlen
• *den erfarne mor og/eller person med dårlig selvtillid kan sagtens indsætte flere tanker om, hvordan ting kan drille i dagligdagen*

Puh... Det er sgu svært i øjeblikket. Jeg når INTET af det, jeg vil nå. Den der store blå Ikea-pose fyldt med mit rene tøj, har stået fremme så længe, at den har formeret sig og er blevet til to. Jeg orker ikke engang at lægge tøjet sammen og lægge det på plads.

Jeg får ikke gået den daglige tur med Albert i barnevognen, som jeg havde tænkt mig.
En enkelt gang har jeg måtte aflyse at komme i mødregruppe, fordi jeg var ekstremt træt.
Jeg synes, at det er så forfærdelig pinligt, at jeg intet overskud har og er bange for, at folk skal opfatte mig som doven.
Men hvis der er noget, jeg altid har haft svært ved, så er det at undvære søvn eller få min søvn afbrudt. Det er vist meget almindeligt, men udover den åbenlyse træthed, så reagerer jeg også med mavesmerter og kvalme/opkast.
Men helt ærligt: jeg har to-tre natamninger (mest tre) og for det meste går der to-tre timer fra vi er stået op, til jeg atter må ind og sove et par timer. Og så er det som om, dagen er ved at være gået... Hvor blev den af? Nå ja, den gik da lige imens jeg var levende død.

Dét, der holder mig oppe, er at det her er en fase. Altså den varer forhåbentlig ikke mere end nogle år - og hvis vi virkelig er uheldige, så holder det nok op, når Albert engang flytter hjemmefra

Men i de vågne timer, så flyver tankerne lidt... Gør vi det mon godt nok med vores lille Bønne? Bliver han aktiveret nok; får han nok stimuli; osv. Kærlighed ved jeg, at han får nok af - men det kan man ikke få for meget af, så han får lidt mere

Nicolai og jeg har lige været inde i en ekstremt dårlig periode. Det startede egentlig, da Albert blev født. Jeg blev mere mor end kæreste og følte vist, at Nicolai ikke gav sig så meget som far, som jeg havde regnet med. Det viste sig egentlig, at det nok var mig, der ikke gav ham plads til det - og plads til at gøre det på sin egen måde.
Vi har ikke sexet så meget, jeg er enormt hæmmet af den gigantiske strækmærke-fedt-delle-pølse-stødpude, der måske ikke er lige så stor, som jeg føler. Når vi endelig har prøvet, så har jeg nærmest ligget og krummet tæer og bare tænkt, at det skulle overståes. En enkelt gang har vi måtte opgive, fordi jeg pludselig husede Gobi-ørkenen i de nedre regioner   Det slog os begge ud. Nicolai følte, at jeg ikke tændte på ham mere (han har taget på, og var bange for, at det var derfor jeg reagerede sådan) og jeg følte, at min krop var én stor fjende. 
Derfor aftalte vi, at vi blev nødt til at holde en sex-pause på en måned, for så kunne jeg måske arbejde lidt med min selvopfattelse - Nicolai har nemlig ikke noget problem med mit udseende og omvendt. Vi elsker jo hinanden, for dét vi er - og vi er ellers skidegode sammen.
Nu er måneden gået og jeg har ikke arbejdet med min selvopfattelse. Det var ikke noget, jeg planlagde, det skete ligesom bare, at jeg følte at jeg fik et frikvarter.

Der har været en håndfuld episoder, hvor jeg har følt, at Nicolai ikke har givet sig nok og hvor han har været skidetarvelig at tage ud af huset. Ja, jeg indrømmer det gerne, at jeg nogle gange har overreageret, men når man står med et lille menneske midt i et tigerspring og man har en dåbsfest dagen efter, der skal laves klart til eller barnet har en allergisk reaktion overfor MME og kampgylper med feber eller man selv har fået en hård omgang influenza, der afløses direkte af en omgang madforgiftning med endnu kampopkast og sidden på toilettet - ja, så er det faktisk ret ufedt at kæresten smutter, fordi der er planlagt polterabend, fest med vennerne eller noget andet hyggeligt.
Jeg er slet ikke af den opfattelse, at den ene part i et forhold skal blive hjemme, fordi den anden "skal", men når der er et barn og den ene forælder har et reelt behov for hjælp, så mener jeg, at man da skal blive hjemme eller bare komme en time senere.
Måske det er egoistisk af mig at tænke sådan?
I hvert fald så udløste det noget af en konklikt i vores hjem. Så stor en konflikt, at jeg reagerede voldsomt på én af Nicolais kommentarer og sagde at NU var forholdet slut.
Lige dér, der følte jeg, at han var nedladende, ondskabsfuld og ligeglad med mig. Og så vil jeg hellere være alene.
Da jeg var faldet ned - dagen efter - fik vi snakket. Han forklarede meningen med sin kommentar - jeg havde misforstået. Gudskelov! 

Nicolai er et af de bedste mennesker, jeg kender. Og når man ved, hvorfor han til tider er meget mand med det dér "jeg-lukker-mig-inde-i-mig-selv-når-der-er-konflikt-og-er-en-rigtig-knudemand", så kan det være nemmere at forstå ham. Han er et produkt af den opdragelse, han har fået af to forældre, der er meget konfliktsky, men hvor moren kører offerstil, selvom det er hende, der er problemet og faren udadtil virker noget uengageret. 
Jeg elsker ham overalt på jorden og jeg er så heldig at have fået barn med min bedste ven.
Men jeg ved, at jeg kan være noget af en mundfuld med mit hys-temperament (tak til arven fra min mor!) og han er bare god til at holde det ud.

Jesus! Det her blev en lang pløre-smøre om min tilværelse og mine tanker.
Jeg ved dog endnu ikke, hvordan jeg mon klarer at leve med den lede stødpude, som jeg føler alle kan se, og alle væmmes ved. 
Ligeledes ved jeg heller ikke, hvordan jeg overvinder trætheden - bliver det bedre  (inden barslen ender) ?

Kram, Karina

(billeder af: Træt Bønne, Hygge-Bønne og fra dåben (Fra venstre: Nicolai, undertegnede, gudfar, min bedsteveninde og højgravide gudmor med Albert, fadderne: min søster på 14, min søster på 22, min søster på 19, Nicolais søster på 27)

det er ikke nemt at bliver mor.. det lyder som om at han er meget sulten.. 3 gange om natten er meget i den alder.. det er ekstrem hårst at være oppe så mange gange i løbet af natten.. har du prøvet at gi ham en flaske med mme istedet for. eller overvejet at prøve med lidt grød. vi startet da zoey var 3.5 måned.. hun var for sulten og vi var netop os oppe flere gange om natten. og jeg kunne slet ikke hænge sammen.. men efter 1 uge med grød var vi nede på 2. og 1 uge mere var vi kun oppe 1 gang om natten..

det er svært at få det hele til at hænge sammen med en lille ny. men det bliver nemmere.. bare hold ud.. det er svært at give slip og ikke kun være mor. men tar i mod den hjælp du kan få. og nyd det- tag evt en kæreste aften. er sikker på han vil nyde af være sammen med farmor/ mormor eller ligene..

camilla

Jeg tror lige du har beskrevet hverdagen for rigtig mange nybagte mødre.... Jeg kunne ihvertfald nikke genkendende til rigtig mange af de ting du skriver ... incl den der dejlige stødpude ved kejsersnitaret.... jeg plejer at kalde den min kejsersnitsdelle .... min veninde kalder den/arret for "Smilet" det gør det da lidt kønnere.

Trætheden er dræbende!!! Gud hvor jeg kender det... stadigvæk i perioder.... desværre.

Åha og så de kære mænd... ja der har du altså også beskrevet præcis som det var herhjemme Det er heldigvis (og det burde det jo også) blevet meget bedre, nu er Liva jo også 3 år! Men for pokker hvor har jeg hidset mig op, følt mig fravalgt og haft lyst til at gå.... eller tænkt.... "Nu går jeg fra dem begge... så kan HAN jo se hvordan han vil klare ALT!!!"... men så er man jo mor og gør det alligevel ikke

Og så må jeg da lige tilføje.... hvor ER han da bare en lækker lækker unge!

Uha jeg kender godt det der med parforholdet (mon ikke de fleste kvinder gør det)... men DET tør jeg næsten love, der bliver bedre.

Det med trætheden... Jeg tror man skal passe på med bare at sige det er pga. mindre søvn, for efter jeg fødte fik jeg så lav blodprocent at jeg blev voldsomt træt, men hvis ikke det var fordi det gav mig konstant migræne var jeg sikkert ikke gået til lægen med det dengang, da jeg tænkte det var meget normalt at være meget træt i starten.

Jeg tog så til lægen, som sagde jeg manglede jern, og hvis ikke det var steget inden dagen efter, skulle jeg måske ind og have blod. Heldigvis var det steget lidt til dagen efter, men det gik meget meget langsomt, og jeg kunne knap nok holde til at løfte min datter.

Og ikke lang tid efter det var oppe på normalen igen, blev jeg igen enormt træt, og der havde jeg så enorm stort D-vitamin mangel... så jeg var virkelig hårdt ramt i den første tid.

Ja, og det jeg prøver på at sige med al den snak er, at måske er det ikke kun træthed pga. manglende søvn...men det ved du nok bedst selv. Ville bare gøre opmærksom på det, for jeg havde ikke tænkt over der kunne være andre grunde...

Håber under alle omstændigheder, at du snart får noget mere søvn, for det er da dejligt at sove, når man virkelig trænger!!!

Det er ikke nemt at være nybagt mor og samtidig bevarer kærligheden på det samme niveu som inden barnet kom til verden. Når jeg står op om morgenen tænker jeg at i aften skal Martin og jeg rigtig hygge os. I løbet af dagen mister jeg langsomt den gejst som jeg havde fra morgenstunden. Hele dagen har jeg en lille pige som har behov for fysik kontakt og efter en hel dag hvor man føler sig som et hængetræ kan jeg mærke jeg har behov for en pause uden at have Martin hængende over mig. Martin respektere det heldigvis, og han ved også at det er en periode.

Nu skal du lige have lov til helt at vende dig til jeres nye tilværelse og når Albert begynder at sove igennem om natten, så er jeg sikker på at tingene bliver bedre.

Hvor er Albert iøvrig bare dejlig

åh Karina!! Man får sådan lyst til at svinge forbi dig, sætte en kande the igang og bare give dig et kæmpe kram og sige, at det hele nok skal blive rigtigt igen. du skal jo ikke amme forevigt (forhåbentlig!) og så snart amningen  stopper, så kommer der jo nok noget mere sammenhængende nattesøvn på bordet. og hvad så, hvis du nogle gange må ændre i dine planer og aflyse mødregruppe, gåture, tøjsammenlægning osv? det vigtigste er Albert og dig og Nicolai! det kommer ikke til at være tøjsammenlægningen der sætter gas under sexlivet igen i hvert fald og det kommer heller ikke til at være gåturene med barnevognen som gør at Albert vinder Nobelprisen i atomfysik om 30 år (hvilket han naturligvis gør, for herinde på NS avler vi kun det bedste af det bedste ). Det er DIG og din kærlighed og din varme. jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at du er en hamrende god OG stimulerende mor for din søn.

og med Nicolai, så må jeg lige først sige, at jeg er helt enig med dig i, at man lige må ofre sig hvis den anden er ude at skide (bogstaveligt eller i overført betydning) og så blive hjemme og være der hvor der er BRUG for een!

og med sexen....nu har vi ikke selv dyrket sex siden vi lavede Baby Juhl...vi har ikke engang forsøgt, bare aftalt at det ville vi ikke. og nu hvor fødslen og tiden efter nærmer sig, så kan man jo godt mærke man begynder at tænke på at det skal man jo også igen på et tidspunkt og jeg kan virkelig også blive nervøs ved tanken! Jeg tror bare...eller det har jeg lært af Søren, at man må huske på at selve sexakten er så lille en del af den intimitet man har med hinanden, og hvis det ellers fungerer på alle andre planer, kys og knus og kram og kærtegn og lytten og forståen og hjælpen og ja...du ved - så kommer sexen helt af sig selv når man er klar til det. der findes jo ikke noget mere skrækkeligt end at sige ja, fordi man føler at man "skylder" det eller fordi man synes at nu er det også længe siden og mens man så ligger der kan man ikke tænke på så meget andet end at man bare slet ikke har lyst alligevel! jeg håber I kan blive enige om at give hinanden tid og ro og så er jeg helt overbevist om, at I nok skal finde ind til hinanden på det område igen.

jeg ved ikke lige hvor klogt det her er, for jeg sidder jo stadig på den "sikre" side af fødslen og kan i virkeligheden slet ikke forestille mig den træthed du beskriver. men du skal i hvert fald have et kæmpe !!

ved hvad søde....

Sådan er det bare... Sådan havde jeg det også!

Så denne gang har jeg ikke narret mig selv med alt det jeg skal nå i min barsel... Ved at den lille ny og det at få indhentet søvn til Viktor kommer hjem bliver min top pririotet! Det skal nok blive nemmer med tiden... Lige pludslig køre det bare :) men ja dårlige dage er ikke til og undgå! Det er jo en kæmpe omvæltning og det tager tid at indfinde sig med at der er et lille nyt mennneske der er fuldstændig afhæning af dig! Og så snart du har vænnet dig til noget vender Bønne sikkert 180 grader... Hihi. Sådan var det ihvertfald med Viktor... Hihi.

Find nogen du kan snakke med det om... Der er bestemt flere der heller ikke svæver på en lyserød sky 24/7!

Ranarupta skriver:

Siden Albert blev født, så har jeg gået rundt i den her boble fyldt med tanker om:

• hvordan jeg/vi nu lige klarer dét faktum, at Bønne er kommet til verden og er totalt afhængig af os og hvordan Nicolai og jeg skal fortsætte som kærester, nu hvor vores store, STORE drøm om barn er gået i opfyldelse 
• hvor ekstremt udmattet jeg er og ikke føler, at jeg kan hænge sammen
• hvordan jeg lærer at håndtere den der lede stødpude, jeg nu har fået på stykket mellem kejsersnit-arret og navlen
• *den erfarne mor og/eller person med dårlig selvtillid kan sagtens indsætte flere tanker om, hvordan ting kan drille i dagligdagen*

Puh... Det er sgu svært i øjeblikket. Jeg når INTET af det, jeg vil nå. Den der store blå Ikea-pose fyldt med mit rene tøj, har stået fremme så længe, at den har formeret sig og er blevet til to. Jeg orker ikke engang at lægge tøjet sammen og lægge det på plads.

Jeg får ikke gået den daglige tur med Albert i barnevognen, som jeg havde tænkt mig.
En enkelt gang har jeg måtte aflyse at komme i mødregruppe, fordi jeg var ekstremt træt.
Jeg synes, at det er så forfærdelig pinligt, at jeg intet overskud har og er bange for, at folk skal opfatte mig som doven.
Men hvis der er noget, jeg altid har haft svært ved, så er det at undvære søvn eller få min søvn afbrudt. Det er vist meget almindeligt, men udover den åbenlyse træthed, så reagerer jeg også med mavesmerter og kvalme/opkast.
Men helt ærligt: jeg har to-tre natamninger (mest tre) og for det meste går der to-tre timer fra vi er stået op, til jeg atter må ind og sove et par timer. Og så er det som om, dagen er ved at være gået... Hvor blev den af? Nå ja, den gik da lige imens jeg var levende død.

Dét, der holder mig oppe, er at det her er en fase. Altså den varer forhåbentlig ikke mere end nogle år - og hvis vi virkelig er uheldige, så holder det nok op, når Albert engang flytter hjemmefra

Men i de vågne timer, så flyver tankerne lidt... Gør vi det mon godt nok med vores lille Bønne? Bliver han aktiveret nok; får han nok stimuli; osv. Kærlighed ved jeg, at han får nok af - men det kan man ikke få for meget af, så han får lidt mere

Nicolai og jeg har lige været inde i en ekstremt dårlig periode. Det startede egentlig, da Albert blev født. Jeg blev mere mor end kæreste og følte vist, at Nicolai ikke gav sig så meget som far, som jeg havde regnet med. Det viste sig egentlig, at det nok var mig, der ikke gav ham plads til det - og plads til at gøre det på sin egen måde.
Vi har ikke sexet så meget, jeg er enormt hæmmet af den gigantiske strækmærke-fedt-delle-pølse-stødpude, der måske ikke er lige så stor, som jeg føler. Når vi endelig har prøvet, så har jeg nærmest ligget og krummet tæer og bare tænkt, at det skulle overståes. En enkelt gang har vi måtte opgive, fordi jeg pludselig husede Gobi-ørkenen i de nedre regioner   Det slog os begge ud. Nicolai følte, at jeg ikke tændte på ham mere (han har taget på, og var bange for, at det var derfor jeg reagerede sådan) og jeg følte, at min krop var én stor fjende. 
Derfor aftalte vi, at vi blev nødt til at holde en sex-pause på en måned, for så kunne jeg måske arbejde lidt med min selvopfattelse - Nicolai har nemlig ikke noget problem med mit udseende og omvendt. Vi elsker jo hinanden, for dét vi er - og vi er ellers skidegode sammen.
Nu er måneden gået og jeg har ikke arbejdet med min selvopfattelse. Det var ikke noget, jeg planlagde, det skete ligesom bare, at jeg følte at jeg fik et frikvarter.

Der har været en håndfuld episoder, hvor jeg har følt, at Nicolai ikke har givet sig nok og hvor han har været skidetarvelig at tage ud af huset. Ja, jeg indrømmer det gerne, at jeg nogle gange har overreageret, men når man står med et lille menneske midt i et tigerspring og man har en dåbsfest dagen efter, der skal laves klart til eller barnet har en allergisk reaktion overfor MME og kampgylper med feber eller man selv har fået en hård omgang influenza, der afløses direkte af en omgang madforgiftning med endnu kampopkast og sidden på toilettet - ja, så er det faktisk ret ufedt at kæresten smutter, fordi der er planlagt polterabend, fest med vennerne eller noget andet hyggeligt.
Jeg er slet ikke af den opfattelse, at den ene part i et forhold skal blive hjemme, fordi den anden "skal", men når der er et barn og den ene forælder har et reelt behov for hjælp, så mener jeg, at man da skal blive hjemme eller bare komme en time senere.
Måske det er egoistisk af mig at tænke sådan?
I hvert fald så udløste det noget af en konklikt i vores hjem. Så stor en konflikt, at jeg reagerede voldsomt på én af Nicolais kommentarer og sagde at NU var forholdet slut.
Lige dér, der følte jeg, at han var nedladende, ondskabsfuld og ligeglad med mig. Og så vil jeg hellere være alene.
Da jeg var faldet ned - dagen efter - fik vi snakket. Han forklarede meningen med sin kommentar - jeg havde misforstået. Gudskelov! 

Nicolai er et af de bedste mennesker, jeg kender. Og når man ved, hvorfor han til tider er meget mand med det dér "jeg-lukker-mig-inde-i-mig-selv-når-der-er-konflikt-og-er-en-rigtig-knudemand", så kan det være nemmere at forstå ham. Han er et produkt af den opdragelse, han har fået af to forældre, der er meget konfliktsky, men hvor moren kører offerstil, selvom det er hende, der er problemet og faren udadtil virker noget uengageret. 
Jeg elsker ham overalt på jorden og jeg er så heldig at have fået barn med min bedste ven.
Men jeg ved, at jeg kan være noget af en mundfuld med mit hys-temperament (tak til arven fra min mor!) og han er bare god til at holde det ud.

Jesus! Det her blev en lang pløre-smøre om min tilværelse og mine tanker.
Jeg ved dog endnu ikke, hvordan jeg mon klarer at leve med den lede stødpude, som jeg føler alle kan se, og alle væmmes ved. 
Ligeledes ved jeg heller ikke, hvordan jeg overvinder trætheden - bliver det bedre  (inden barslen ender) ?

Kram, Karina

(billeder af: Træt Bønne, Hygge-Bønne og fra dåben (Fra venstre: Nicolai, undertegnede, gudfar, min bedsteveninde og højgravide gudmor med Albert, fadderne: min søster på 14, min søster på 22, min søster på 19, Nicolais søster på 27)

ååååååååååååååååh hvor jeg husker den træthed! det var det værste... man føler sig enormt doven!!!det var først da Nikoline skulle i pasning (da hun var 8 - 9 mdr) at jeg kom ud af fjerene...

mit aller bedste råd.... er at give dig selv lov... give dig selv lov til at være træt og udmattet... men stadig gøre ting som gør at du også føler du stadig "kan" fungere...  accepter trætheden (hvilket har taget mig 21 mdr og jeg får stadig tilbagefald)... selvom du er træt, så læg det skide tøj sammen og på plads... og jeg lover dig, du bliver SÅ glad bagefter!

derved kan du stille og roligt opbygge en glæde og stille og roligt vænne din krop til at den ikke dør af at gøre det selvom den er træt...

og så den der delle.... den har jeg jo også... og hold da op hvor har jeg været ked af den og hvor har den stået i vejen for megen kropslig udfoldelse (læs: gør det af og til stadig)... Martin har været SÅ god til at fortælle mig at han ikke synes jeg er grim og at han satdig er vild med mig... men det var først da jeg fandt ud af, at han bliver utroligt ked af det og såret, over at jeg ikke troede på ham, at jeg sparkede mig selv bagi og forstod, at manden mente det!  og så efter jeg måtte begynde at genoptræne (efter ryg operationen i januar) min ryg skal have stærke mave/ryg muskler, så der bliver taget rygbøjninger og mavebøjninger i stor stil... og det hjælper, nu endelig efter 4 - 5 mdr hjælper det og jeg kan se maven bliver mindre....

og er du tosset, det bringer en kæmpe glæde...

og jeg under dig den glæde... start med 2x10 mavebøjninger og 3x10 rygbøjninger... hver dag... og klap dig selv på skulderen når det er gjort... gør sådan de næste 3 mdr... og trap op når du kan...  bare det at man kan gøre noget aktivt selv, giver en mere energi..

vi mennesker kan meget mere end vi tror.....

sidst sender jeg dig et stort knus... jeg ved det er hårdt.... men, du KAN GODT!!!!!

knus

Nøøøj du har beskrevet nøjagtig det samme som Casper og jeg var igennem i starten. Jeg syntes ikke han tog lige så meget ansvar som jeg gjorde og jeg syntes det var død-uretfærdigt at han bare kunne tage ned i fodboldklubben eller i byen og ud til kammerater for jeg kunne ikke bare tage alle mulige steder hen for jeg skulle være til rådighed med brysterne. Og når jeg nu følte at det var mig der tog mig af hende så kunne jeg jo ikke bare smutte. Men jeg tror bare generelt at kvinder har en anden ansvarsfølelse over for deres børn end mænd har. Det kan godt være det er en fordom men det tror jeg.... Vi har et andet bånd der gør at vi ikke kan lade være med at reagere på vores barn og tage os af det og mænd kan godt undvære bebsen for at tage på druktur. Det går jo nok-agtigt...... Ja jeg ved det ikke. Men tag en snak med ham om det. Det gjorde vi herhjemme for jeg blev ved med at mukke over det og det duede bare heller ikke.

Og ja det der rene tøj kan sgu godt hobe sig op. Også herhjemme selvom Carla er over 1år nu. He he.... Sådan er det. Nogle gange bliver det først lagt sammen når jeg virkelig ikke har mere tøj i skabet

Og jeg kan også mærke at det er blevet anderledes i soveværelset. Søvn er vigtigere end sex og når det kommer til akten er det skønt, men jeg har det ikke så godt med mig selv som tidligere. Brysterne er mindre, der er strækmærker og den der topmave som egentlig bare ligner en stor delle når jeg bukker mig er jeg ikke specielt glad for, men Casper ser på mig med samme beundrende øjne og han ser den han elsker og ikke alle mine skavanker som kun JEG ser og sådan er det sikkert også med Nicolai. Han ser dig som den han elsker. Jeg håber det har hjulpet dig at komme af med alle de tanker. Men ja det ER hårdt at blive forældre for man skal finde hinanden på ny. Men man skal huske at man skal vælge at gøre det sammen. Selvom det kan være en kamp nogle gange. Men det bliver bedre! Knus til dig!!!

Hvor er du ærlig. Det er jeg vild med.
Og jeg kan trøste dig med, at dine følelser/tanker, og Jeres parforholds-diskussioner er SÅ NORMALE, at det er uhyggeligt, at det kan gentage sig i så mange hjem.

Så vid, at det nok skal blive nemmere med tiden. Og at det er en af de mange udfordringer som OGSÅ følger med forældre-skabet.

Det er fyldt med udfordringer og bekymringer, at være forældre. Og det vil for så vidt fortsætte......Men selvfølgelig ændre sig også udfra barnets udvikling.

Og forholdet bliver også nemmere og nemmere med tiden, når man hver især har fundet sig tilrette i sin nye rolle som far/mor og som den (nye) partner man er - hver for sig og sammen i forholdet.
Forventningerne til sig selv, og til hinanden, skal lige afstemmes hen af vejen. Og det foregår nogle gange lidt højlydt og med skældsord......især hvis man føler sig skuffet eller svigtet af sin partner, når man behøver dem mest.

Og igen, så tror jeg, at det er meeeget almindeligt, at man som mor, føler sig MEST "fanget" i ansvaret for den lille - især i det første halve års tid - fordi ens barn er så afhængigt af én, og man selv også har svært ved at give slip på dem (+ amning også kan spille ind), og farmand derfor virker til at have så meget lettere ved, at "smutte fra det hele".

Jeg kunne blive SÅÅÅÅ pissed-off, når Kenneth sov videre fra gråd, bare vendte sig om på den anden side og vitterligt IKKE HØRTE det  ....Mens jeg var fuldstændig færdig og på grådens rand af udmattelse, men af pligtfølelse og moderinstinkt alligevel tog mig af nattebøvlet......mens jeg skulede ondt til hans snorkende side af sengen

Jeg var vel nærmest lidt jaloux over, at han ikke var så bundet som jeg følte mig. Men jeg fastholdte jo samtidig også mig selv i, at dit-og-dat var mit ansvar. Og det var/er skismer ind imellem hårdt.

Men jeg ville alligevel ikke bytte rollerne rundt, når alt kommer til alt.
For ja, det er fandme hårdt mens man står midt i det. Men det bliver langsomt nemmere og nemmere med tiden - hele tiden.

Jeg er stadig træt.
Men jeg har også en på knap 3 år, en på 15 måneder, og er netop startet på nyt studie, samtidig med jeg forsøger at holde trit med lidt af det huslige, mit hjemmearbejde (som der er lidt rigeligt af), og stadig være kone/kæreste/datter/ven og en lille smule mig selv - men mest af alt, så er jeg mor indtil børnene er lagt i seng!

Men det bliver nemmere og nemmere.........!!!!!!!