Her er det på ingen måde noget prob at sende ens barn i BH nogle timer, selv om at et entligt har fri, kun hvis der ikke er voksne til det, får man nej, men det er der som regl, for de ved godt at alt har en granse, og at børn er forskellige, lige så deres granse for hvornår noget er godt og ikke er.
Nu er jeg så heldig at der kun er 15 måneder mellem mine 2 store unger, så de keder sig stort set aldrig, om ikke akndet kan de altid begynde at bekrge hinanden, så går tiden da med det, så hr er det ikke det store prob at holde ferie, vi behøver ikke foretage os en masse for t holde dem i gang, og når vi bliver træt af at de bekrgerhinanden sender vi d over til en kamarat for at lege, eller år en her hjem, og problemet er pist borte.
MEN her er altså også 2 børn er kan lege sammen og kede sig sammen, de har alt tid hinanden, in datter har kun jer at trække på, og jeg kan giodt forestille mig hvor belastende det bliver i længden, lige på det område: hurra for at jeg har tæt fødte børn. Nok har de små godt af at kede sig ind i mellem, men for meget af det gode er altså heller ikke godt, for så bliver mor/far bare irrierede, ordi barnet hele tiden forlanger beskeftigelse fra dem af, om ikke andet kan man altid bekrige mor/fa n man ikkeharn søskende man kan gå i krig med, og så kan man jo selv gætte hvor sundt det er for barnet.
Min den ældste, kan ikke være "alene" hjemme (dvs uden lillesøster)mere end en halv dag, går der længere tid med intet at foreage sig, ud over mor/far, går det simbelthen galt, for os alle sammen, han bliver tvær og irriterende, vil ingen ting, han forsøger sig såp gerne med den yngste i huset, hvilket er fit nok, men også hun har en granse, hun ider ikke pilles kysse krammes flyttes osv osv på hele tiden, der ti kan han ikke tåle hun sover, vs kederhan sig formeget, så larmerhan, og sover5 hun så, larmer han mege bevist 10gange så meget som når hun ikke gør, flytter vi hende, langt væk (har en stor grud) ja så flytter ha med, hiver vi i ham og siger at vi ikke vil have det, begynder han i stedt at skabe sig højlydt, igen så han får hende væket hende. Vi bliver irriterede og sure, samtidig kan knægten ikke høre (han har væske i ørene og skal efter ferien have dræn i) dvs toneleget ligger af naturlige årsager pænt højt uden der er skænd i luften, og det at gå og tale så højt hele tiden, gør kun at man bliver endnu hurtigere irriteret end man ellers ville blive, så her i hust undgår vi at han er alene mere end en halv dag af gangen, at lade ham få lov at kede sig længere tid end det, er absolut ikke til gavn for ham.
Den mellemste, hun kan til gengæld være alene i flere uger, uden det gør hende det mindste, hun vil lige så gerne have gang i gaden som hun vil gå og trisse med sig selv, hun kan fint få tiden til at gå hum keder sig aldrig.
Til mine unger, vil jeg have lov at fortælle, at jeg med dem alle 3, helt fra de var spæde, er gået meget op i at de netop ikke skal aktiveres hele tiden, at de har godt af at lære at lege selv, det er så lidt sjovt, for den store, der som helt lille var hamrende dygtig til bare at være, er det som sagt ikke mere, vi kunne have ham med over alt og til alt, satte vi ham i fx barnevognen, uden noget at aktivere sig med, og hvor vi gik væk, ja så sad han da bare der og passede sig selv, det kunne han sagtens gøre flere timer i træk (vi har en fritidsinteresse hvor, det kan være meget svært at have børn med, fordi man skal bruge koncentrationen andet steds, og fordi vi ikke kan have dem på arm eller lige ved siden af, af hensyn til børnenes sikkerhed, der var han godt nok nemt at have med) den mellemste har alle dage været ligeglad, var der en der gad aktivere hende fint, var der ikke, jamen så fandt hun sig i det, den yngste, kan heller ikke finde ud af at kede sig, og ved hende er der altså bare ikke noget at gøre, alle tiks i bogen, intet kan få hende til at side så meget som et halvt sekund, det mindste antræk til at gå, og hun stikker i et hyl, men i modsætningen til de 2 store, så må der ikke være gang i den (eller dvs den mellemste er ligeglad roligt som vildt, det er lige godt det hele) det skal være stille og rooooligt, hvilket faktisk kræver os voksne en hel del, jo hendes søskende kan tage en portion, men max 5 min, for det er simpelthen bare for vildt for hende, så helere side ved mor/far på en arm og følge med i hvad de laver (nej vi går ikke med hende på armen hele tiden, for også hun skal lære at lege selv… det gælder om at gribe 5 min her og 5 min der, når hun kan lokkes til at være selv, gør vi det, på det punkt er jeg lykkelig for at de store kommer i BH, og glad for at de kan komme i SFO i ferierne når de begynder i skole, selvom om at jeg er hjemme )
I den her diskotion, skal man huske at der er kæmpe forskel på børn, lige så på deres forældre, nogle børn er simpelthen født til aldrig at kede sig (som min den mellemste) mens andre overhovedet ikke kan finde ud af at aktivere sig selv på en positiv måde (som min den største) og for den sidste gruppe, er der altså ingen der kan bilde mig ind at det er sund for barnet at gå og kede sig så meget at forældrene mister tålmodigheden så det bliver rigtig rigtig surt at være både barn og voksen i huset, ikke der med sagt at barnet ikke må kede sig, bestemt må de det, men for nogle (de fleste) børn er der en grænse. Overskrides den, skal der som regel heller ikke meget til før forældrenes grænse bliver overskredet.
Her er vi så bare heldige med at have en BH, som udmærket er klar over at der er forskellige behov og grænser, og samtidig kan og vil efterleve behovene, både i det daglige (hurra for en lille BH) men så sandelig også når ungerne har ferie/fri, det er langt fra alle steder de kan og vil tage hensyn til det enkle barn.
Anmeld
