Livets gang (meget langt)

Starten af livets er noget af det smukkeste.

Men alligevel kan livet ende med at være noget lo.. længe før det er gået rigtig i gang.

Jeg har nok i små vendinger her og der snakket om mit liv og det jeg har været igennem.

Men efter jeg var hjemme hos min mor i tirsdag for at hjælpe hende med at vaske tøj, kom jeg til at tænke på mit liv og det jeg har været igennem. Men også på min mors liv og mine børns fremtidige liv.

Jeg er den heldige ejer at et lidt af et lorte liv nogen gange.

Da jeg startede i børnehaveklassen fik læren af vide jeg ikke skulle ha mælk da det påvirkede mine ører. Det var så ikke rigtig men det var hvad min mor troede den gang. Jeg havde store huller i mine trommehinder, så det løb fra mine ører, i ved det grønne stads som ved MØB. Det stinker af HT, så det startede så mit skoleliv som mobbeofre. Jeg blev kaldt alt med ost, da de synes det var det, det lugtede som. Ostemad, osteskive. Utroligt sårende dengang, men lidt komisk i dag.

Da jeg kom i 5 kl. begyndte jeg lidt at gøre oprør og svarede dem igen, da 5 kl. var slut, var det også slut med jeg var et mobbeofre.

Da jeg var 8 år gik min mor og far fra hinanden, da havde han endelig fundet sig et arbejde og kommet ud af drukverden.

Jeg blev 9 år i aug 1991 og i dec. begyndte jeg at komme i aflastning hos en familie i Ishøj.

Engang i 1992/93 var min mor endeligt blevet en alkoholikere efter lang tid med små drikkerier, som startede efter hendes mening da hun ville holde på min far.

Så Mandag 6 aug 1994, boede jeg ikke længere hos min mor i KBH men hos min aflastningsfamilien i Ishøj, de var så lige blevet mine plejeforældre. Det var så dagen før jeg blev 12 år og selv havde noget at skulle ha sagt. Det skal lige siges at jeg blev, (hvor latterligt det end lyder) frivilligt tvangsfjernet.

Så det år startede jeg så på en ny skole, og for start fik de af vide jeg havde noget med mine ører og jeg ikke hørte så godt og det var det. Aldrig mere blev jeg mobbet, mens jeg gik i folkeskole eller senere.

Efter jeg blev 18år og var under uddannelse, kunne jeg godt se og føle der var noget galt i min plejefamilie, men jeg valgte at lukke mine øjne og være inde på mit værelse. Jeg har en super god veninde, som jeg i en periode på ca 6 mdr. var hos hver weekend hele weekenden, for ikke at være hjemme. Men jeg tænkte ikke længere ovre at jeg nok for en grund ikke var ”hjemme” hos min selv.

Det blev værre og værre, men der var et lysglimt min mor/stedfar var stoppet med at drikke juni 2002, 2 mdr. før jeg blev 20 år. Juhu havde fået min mor igen. Men så skete der noget som ændrede mit syn og gjorde jeg aldrig var hjemme fra marts 2003 til jeg flyttede 1 okt. 2003.Det vidste sig så senere at halvdelen af mit liv fra jeg var 12-21 år nok har været løgn og latin. Så jeg skulle også ligge finde mig selv og sandheden igen.

I marts 2003 en aften jeg var hjemme og besøge min mor, fik hun et epilepsi anfald som sendte hende direkte på hospitalet.

Det vidste sig at hun havde en svulst i hjernen, som trykkede på hjernen. Det påvirkede hendes tale og hukommelse. Det var en metastase, som kom fra en anden kræft celle. Hun fik så strålebehandling og de ledte efter det andet kræft. De fandt det og i Sep. 2003 fik hun fjernet halvdelen af sin venstre lunge grundet lungekræft. Hun gik til kontrol med hjernen, men 1 år efter hun havde fået stråling, var den vokset og hun skulle ha stråling igen, hvilket de ikke gør så tit, da det jo skader lidt af hjernen.

I et par år var alt ok. End til min mor begyndte at få mere og mere ondt i kroppen og hun så fik af vide i 2008 at hun havde sklerose.

Hun begyndte så at få mere ondt og hun havde fra dec.-feb. lungebetændelse 4 gange på 3 mdr., og de 3 af gangene var på 1 mdr. og hun havde været inde i sin lejlighed hele måneden, grundet det. Så blev hun endelig tjekket ordentlig igennem og de fandt utroligt meget betændelse i min mors krop. Så hun fik tid på Bispebjerg sygehus til nogle test. I ca slut feb. fandt de ud af hvad der var galt.

Hun havde fået halebens kræft og lungekræft i højre lunge. De snakkede om at det havde været en langsom form for kræft og at hun nok også havde det, da hun fik fjernet halvdelen af venstre lunge for 7 år siden. Hun fik så stråling for kræften på halebenet og Kemoterapi for det i lungen. Da hun ikke kan tåle at få fjernet mere af sine lunger.

Hun har så et par gange siden haft lungebetændelse og ondt i kroppen. De havde længe snakket om at det var kræften i halebenet, der var synderen.

Men nu snakker de om det er gigt og at de ikke kan gøre noget for smerterne.

Min mor har så et par gange været på sygehuset et stykke tid, da hun ikke måtte ha en temp. På mere end 38,5 når hun fik kemoterapi.

Det blev så slemt i start juli at hun ikke kunne gå selv og hun endte i en kørestol, da hun så ikke hørte efter sin krop endte hun på sygehuset. Hun var der i 7 dage, kom hjem og var hjemme i 7 timer før de igen måtte hente hende da hun havde feber, hun kom så på et andet sygehus og var der i ca 14 dage. Det blev så slemt at hun ikke kunne komme ud af sin egen seng, hun kom så igen lige forbi et sygehus og denne gang kom hun ikke hjem før der var kommet en elevator seng hjem til hende, så hun kunne komme ud af sin seng.

Der er sket meget siden det. Hun sover ikke rigtig i sin seng, hun har en kørestol, 3 krukker og noget til hendes wc så det bliver højere. Hun sove i starten mere i sin kørestol, meget forkert. Ikke at det er så meget bedre men nu sover hun mere i sin lænestol eller hendes seng. Hun sover meget an på om hun har ondt eller ej. Hun skal ha hjælp til meget, f.eks. skal hun hjælpes ud på wc'et og fra wc'et.

Da hun jo på må og få får ondt kan hun jo ikke være alene, så min kære stedfar er meget på lige for tiden. Hun bliver bange når hun vågner og hun ikke kan se Jørgen (min stedfar). Skal han handle skal det være mens hun sover eller min lillebror er hjemme. Han skal være vågen når hun har ondt. Så nogen gange får han mindre søvn end en nybagt mor. Ikke godt.

Men stædig er min mor, så hun bevæger sig rundt nogen gange selvom hun har ondt, for som hun siger hun kan jo ikke bare sidde stille hele tiden.

Jeg ved jo godt alle dør på et tidspunkt, jeg ved desværre også at min mor nok dør snart og længe før tid, hun er lige blevet 50år. Det gør mig så ked af det og tænke på det, men jeg kan ikke helt lade være nogen gange. Det er mest slemt til nattetid, eller når vi skal til fødselsdage. F.eks. Hun var næsten på vej ud af døren og på vej til min og Cassandras fødselsdag, da hun fik ondt og måtte blive hjemme. Eller når vi besøger hende, for at hjælpe med at vaske tøj og hun sover tiden væk vi er der.

Det hårdeste ved det hele er at kigge på Cassandra og Julius. Cassandra er desværre ved at lærer at mormor er ikke som hun plejer og man skal være mere forsigtig eller at hun sover. Julius kommer nok aldrig til at møde, den skønne mormor hun var for 1 år siden og får jeg flere børn er det nok ikke sikkert at de kommer til at opleve hende overhovedet. Det er bare det mest sørgelige.

Undskyld det blev så langt og tak hvis I har læst så langt.

Når ja, min mormor har også lige inden for de sidste 2 mdr. fået fjernet begge bryster grundet svulster( ved ikke om de var god/ondartet) og en lymfeknude, som ikke helt vidste om der var kræft i, men for en sikkerheds skyld fjernede.

Det er så de første 28 år af mit liv gad vide hvordan resten af mit liv vil gå................

Godt vi ikke altid ved det på forhånd. Men jeg er sikker på, at livet også har en masse godt at byde dig ....eller det ved jeg, for du har jo skabt din egen lille dejlige familie
Og ja, det er en stor, hård og barsk mundfuld, som du har stået igennem i dit liv indtil nu.
Og døden kommer aldrig belejligt, uanset hvornår. Og da slet ikke når det gælder ens forældre (eller endnu værrere - ens egne børn!), for uanset hvor gammel man bliver, så er det jo ens FORÆLDRE! ....Og uanset hvor meget L#r! man er blevet budt gennem tiden, så er der bare et uforklarlig tilhørsforhold og en masse følelser, som man altid vil føle som barn, for ens forældre.

Jeg kan godt forstå at tankerne rumsterer ind imellem, da det jo i dit liv bliver mere og mere en realitet, at din mor er syg og måske vil dø for tidligt af det. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvilken følelse af afmagt det må give én, at vide, uden at kunne ændre på det.

Men du er stærk. Og i de tider hvor du ikke er, skal du også give dig selv lov til at tudbrøle og "være lille" og ked af det. Og jeg håber at din kæreste og søster mv. vil være der og støtte dig, også i de tider hvor du har det svært.

Men det er flot at vedstå sig sine følelser og brister.
Kun derefter kan man gøre det til ens styrke. Og du er stærk, Helene.

Stort kram til dig 

Åhh, Helene, du har da ikke haft et nemt liv.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, andet end at du må være en af de stærkeste personer jeg er stødt på, siden du stadig formår at være datter, mor og kæreste til UG.

Livet kan til tider være rigtig svært, men jeg håber at det vender for dig og din familie meget snart.

Mange kram herfra søde Helene

M.

Søde søde Helene.

Du har ikke haft det nemt... man kan indimellem blive så sur over hvorfor alle uheld ramler ned over den samme familie igen og igen.

Jeg håber der også har været mange gode tider, trods alt og ihvertfald har du fået to skønne børn 

Tak fordi du fortalte din historie Helene! Det er en barsk en! Jeg håber da for dig at når nu de første 28år har været så barske så kommer der masser af gode tider for resten. Jeg er bare glad for at vide du har en dejlig familie der giver dig en masse glæde og støtte når livet er svært. Og ja det må være så hårdt når ens mor er så syg..... Også at vide at Julius ikke kommer til at kende din mor som rask og glad..... Jeg håber de kan få nogle dejlige øjeblikke sammen alligevel. KNUS til dig søde....

Det gør mig ondt, at det går så skidt med din mor Helene. Hun er meget, meget syg..............ved du om der er lavet en "terminal-erklæring" på hende. D.v.s at man ved hun ikke bliver rask, men at man behandler for at lindre............ikke helbrede, og at man regner med at patienten er døende. Hvis hun har fået lavet sådan en, kan i søge om, at hun komme på hospice. Det er et meget hjemligt sted, hvor døende kan tilbydes al den pleje de har brug for, den sidste tid af deres liv. Mange er utroligt glade for det, fordi familien er velkomne døgnet rundt, og man kan lave mad der, og spise med den syge. Grunden til at jeg spørger, er at Jørgen jo ikke kan blive ved med at holde til det............og så kunne en hospiceplads være et alletiders alternativ.

Helene.............de første 20-21 år af dit liv har ikke været nemme..................og du har jo været et omsorgssvigtet barn. Det sætter sine spor i ens psyke, resten af ens liv. Men ved du hvad Helene.................man kan godt tilgive, og prøve at gøre tingene anderledes selv. Altså ændre kurs i ens eget liv. Et sted at starte kunne være hos en psykolog. Det kan du få tilskud til, fordi du har en alvorligt syg mor. At få talt alting igennem............og opdage at det ikke var ens egen skyld, at ens forældre ikke magtede at passe en godt nok..............det kan få en videre i livet.

Jeg har selv haft stor glæde af det..............og har i dag tilgivet min mor...............og jeg kan sige helt fra hjertet, at jeg elsker hende, og at jeg ved at hun også elsker mig. Hun gjorde det så godt hun formåede...............ligesom din mor.

Helene...........resten af dit liv, bestemmer du selv over. Du har f.eks brudt den cirkel der hedder at have job, være en god og nærværende mor, og ikke have noget misbrug. Så ved du hvad?? Jeg ser en pige med ben i næsen, som klare sig flot. Men fortiden gør af og til ondt...........og det skal den have lov til, for at man kan komme over den.

Sender dig de største knus

Mette

Godt vi ikke altid ved det på forhånd. Men jeg er sikker på, at livet også har en masse godt at byde dig ....eller det ved jeg, for du har jo skabt din egen lille dejlige familie

 

Mange tak for dit svar og krammet

Ja det er rigtig godt at man ikk ved hvad ens liv vil bringe en.

For jeg ville nok aldrig selv havde valgt dette liv.

Ja jeg har noget skønt og dejligt. En kæreste som kan holde mig ud når jeg er værst. 2 skønne børn som jeg elsker over alt på jorden ldre dog fortæller dem det hver dag. 3 skønne nevøer, som elsker deres moster.

Nej livet har ikk altid været lige let.

Nej desværre er døden ikk belejlig og kommer når vi vil ha det. Nej det er ikk sjovt at vide ens mor nok dør mange år før hun burde. Ja bare se jeg har en mormor på 75 år som nok ville leve længere end min mor. Nej der er aldrig let når ens forældre dør ligegyldigt ens alder.

Nej det er ikk sjovt at se sin først så livlige og glade mor, sidde og sove en i en stol i flere timer og ikk rigtig være til stede.

Ja det er som at se en bil komme mod dig og du kan intet gøre.

Jeg ved Jacob og min lillebror vil være der for mig. Men jeg er lidt bange for bare at give slip og sætte mig til at græde, jeg ved nemlig ikk om jeg ville stoppe igen. jeg har 1 gang siden min mor blev syg i 2003 grædt over det, og over min barnedom er det vist meget lang tid siden.

Metchen skriver:

Åhh, Helene, du har da ikke haft et nemt liv.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, andet end at du må være en af de stærkeste personer jeg er stødt på, siden du stadig formår at være datter, mor og kæreste til UG.

Livet kan til tider være rigtig svært, men jeg håber at det vender for dig og din familie meget snart.

Mange kram herfra søde Helene

M.

Mange tak.

Jeg prøver at gøre det bedre for mine egne børn og ikk lade min fortid eller det med min mor, gå for meget udover min familie.

Nej jeg har lært på den hårde måde at livet ikk altid er let, jeg håber bare at jeg i et par år eller 10 kan få et let liv

 

Søde søde Helene.

Du har ikke haft det nemt... man kan indimellem blive så sur over hvorfor alle uheld ramler ned over den samme familie igen og igen.

Jeg håber der også har været mange gode tider, trods alt og ihvertfald har du fået to skønne børn 

Ja jeg har tit og mange gange sagt hvorfor lige mig og min familie.

Men jeg tror lidt på at nogen ting sker for en grund og at man ikk altid selv kan se grunden.

Jeg ved f. eks. at der er nogert der hedder "de 4 årstider" som er et sted for anbagte børn og det var jeg med til at starte, jeg var en "forsøgskanin". Der kom jeg på overlevelsesferier og andre ting og var sammen med sagsbehandleren/konsulenter og andre anbagte børn. Når vi var der snakkede vi om ens liv og fandt ud af at det ikk kun var en selv, der havdet oplevet sådan en dum barnedom eller andre ting. Jeg ved at jeg fik min konsulet til at forstå at vi børn ikk bare var et nr. og vi bare skulle anbringes, at f.eks det nok ikk var det bedste for barnet at det blev fjernet dagen før sin fødselsdag.

Men ja der har været gode tider, de er bare svære at se nogen gange i al den sygdom.

Men heldigvis smiler mine gode ting mig lige i hovedet, når jeg f.eks henter hende i vuggestuen ellerhan lige er vågnet.

michella80 skriver:

Tak fordi du fortalte din historie Helene! Det er en barsk en! Jeg håber da for dig at når nu de første 28år har været så barske så kommer der masser af gode tider for resten. Jeg er bare glad for at vide du har en dejlig familie der giver dig en masse glæde og støtte når livet er svært. Og ja det må være så hårdt når ens mor er så syg..... Også at vide at Julius ikke kommer til at kende din mor som rask og glad..... Jeg håber de kan få nogle dejlige øjeblikke sammen alligevel. KNUS til dig søde....

Det var så lidt. Jeg er bare glad for I gider læse mit mega lange indlæg på 9125 tegn, som computeren fortalte mig.

Ja vi har alle dårlige tider og jeg ved godt der er nogen der har og havde det værre end jeg har det. 

Men jeg har lært efterhånden at det er godt at snakke om ens gode og dårlige ting i livet, det hjælper, det går det dårlige lettere at ha med at gøre og det gode ENDNU bedre.

Ja det er det der er værst at mine børn ikk kommer til at opleve den super mormor hun kunne ha været. Eller at Cassandra allerede har lært at mormor ikk er som hun plejer.

Hun er endnu lidt sig selv, bare "lænket" til stolen.

Ja bare de næste 28 år ville gå lidt bedre, så er jeg glad.

Men mange tak.