af en grædende søster imorges i telefonen 
"Trine, er du vågen? (nej, det var jeg ikke rigtig, men hun græd, så JO, det var jeg!) mig og Jonas har lige besluttet at gå fra hinanden"
FUCK!
først tænkte jeg, nåh nåh, det beslutter Søren og jeg også 30 gange om året - efter vi har smidt med kaffekrus og smækket med døre. og så går der en halv time og så sidder vi og tudbrøler og forsikrer hinanden om, at nej for fanden, det gør vi sgu da ikke! Men Ditte fortalte at de bare helt stille og roligt igår og imorges havde snakket om tingene og var blevet enige om, at det ikke gik. hvorefter de havde vækket Carla og spist morgenmad og fulgt i børnehave helt som normalt. Så var Jonas taget i skole og Ditte var gået hjem og havde ringet til arbejdet og sagt, at hun ikke lige kom idag for hende og hendes mand var ved at gå fra hinanden. Og så tror jeg lige at hun hørte sit hjerte knuse, for så ringede hun til mig og bare græd. puha! Jeg kunne godt høre på hende, at hun egentlig var afklaret og hun godt vidste, at uanset hvordan og hvorledes så kunne det ikke gå som det går nu. Heller ikke selvom de elsker hinanden. Men samtidig sagde hun, at hun var hunderæd for at være alene og slet ikke troede på hun ville kunne få det til at fungere.
Det sørgelige ved hele historien er, at Ditte og Jonas har været sammen i næsten 7 år og gift i 3. De blev forældre da hun var 21 og Jonas var 24 og der havde de STYR på det. altså virkelig styr på det. Ditte læste til pædagog og Jonas havde fået voksen elevplads i Fætter BR. Så blev Carla født og et halvt år efter falder Jonas ned fra en stige og skader sin ryg temmelig omfattende. Han kan ikke arbejde og har ikke kunnet arbejde siden. Han har selvfølgelig rigtig mange smerter og har kæmpet for at få erstatning og rehabiliteringshjælp. Hvilket endelig er lykkedes her i sommers. Nogle måneder efter han falder ned, får de at vide, at han lider af Huntingtons Chorea, hvilket i korte træk vil gøre ham ude af stand til at føre et normalt liv når han blir omkring de 50 - potentielt tidligere. De vil ikke kunne få børn på naturmetoden, da der er 50% chance for at give sygdommen videre og de kan ikke få testet Carla før hun blir 18 og da kun hvis hun selv vælger det. Ditte stopper med at læse til pædagog og starter som elev i coop efter sin barsel, men deres økonomi er helt til rotterne pga Jonas ulykke. De flytter i en mindre lejlighed i et dårligere kvarter og ja...alting går ligesom bare helt skævt i forhold til hvor de stod da de besluttede at blive gift og få barn. Samtidig er de jo unge og ikke nok med, at de skal finde dem selv i forældrerollen, de skal også give plads til at hinanden kan blive voksne - og så har de så denne her dejlige kasse med lort stående også
Så man er jo ikke overrasket over, at det er kørt af sporet nu, det er bare så trist, for der er ingen tvivl om at de elsker hinanden og er gode for hinanden, de kan bare ikke få det til at fungere. Vi har snakket i 3 timer hvor hun skiftevis var dybt dybt ulykkelig og derefter helt afklaret. Så modtog hun en sms fra Jonas, der skrev, at han var hende taknemmelig for, at hun havde været ærlig og sagt hun ikke kunne mere og at han vist også var nødt til at få luft og tage sig af den begyndende depression han mente han har. Manden har nægtet at reagere på nogen af de ting der er sket med ham de sidste to år! Der kommer flere smser (og hver gang lægger vi på så hun kan læse og svare og så ringer hun op igen) og det bliver mere og mere tydeligt, at de IKKE skal kaste sig hovedkulds ud i en skilsmisse, men nok nærmere aftale at sætte forholdet på stand by og være venner. eller BLIVE venner igen. Jeg prøver at sige til hende, at hvis det nogensinde skal komme til at køre igen, ER de nødt til at blive bedste venner igen først og hun siger selv, at de uanset hvad har besluttet at de VIL være venner for Carlas skyld. Vi snakker meget om, at hvis man er hinandens venner istedet for kærester, er der måske nogle ting der er lettere at sige til hinanden. Det er måske nemmere at give plads til hinanden. Men samtidig er ingen af dem klar til at sige at det er slut og hejhej, hvilket jeg jo synes var en vigtig detalje. Ditte fortæller også, at hun har været på biblioteket og låne en bog som hun havde læst i igår aftes, hvor det går op for hende, at hendes rolle fra da vi var børn, den spiller hun stadig og det gavner overhovedet ikke hende eller hendes familie derhjemme. Det snakker vi en del om, fordi jeg jo har gjort op med min mor og det har mine søstre ikke - endnu. Hun bliver nervøs for hvad folk vil tænke om hende og Jonas, hvis de ved hvad der foregår hjemme hos dem, for hendes rolle fra vi var børn var at opretholde facaden og konstant fortælle min mor, at hun gjorde det godt nok (selvom hun egentlig aldrig har ment, at hun gjorde det godt nok), og jeg får sagt til hende, at skid røv i hvad folk tænker, jeg synes det er meget voksent af dem at prøve at finde en løsningsmodel der passer for DEM, når de egentlig begge to er villige til at sige "jeg elsker dig, men det går ikke som det går nu".
Da vi siger farvel, siger jeg til hende, at de skal begge to vide, at de begge to altid er velkomne i vores hjem og uanset hvad de vælger og hvordan de gør tingene, så holder vi rigtig meget af dem begge to og det gør ingen forskel for os. "Heller ikke hvis vi bare er venner?" nej, heller ikke hvis det, Jonas ER vores familie nu og både Søren og jeg holder utrolig meget af ham og jeg tror ikke de kan klare sig igennem skærrene uden begge to at blive mødt af støtte og forståelse.
men åh hvor er det hårdt at høre sin søster så ked af det! og hvor er det barskt som ydre omstændigheder kan rode rundt i et rigtig godt forhold
jeg måtte bare lige ud med det!!
