Så nåede vi fulde 32 uger, og det betyder jo som bekendt at der er 8 uger igen før vi når termin. Men kun 5 uger til vi når den periode der er klassificeret som "normal fødsel". Det er lidt vildt!
Igår var vi til Fædreaften hos jordmoderen. Det gik ikke ud på at mændene skulle sidde i behagelige lænestole foran en åben pejs og ryge cigarer og drikke whisky mens de snakkede om deres supersæd 
Søren spurgte ellers jordmoderen om det var sådan noget vi skulle til, men hun smilede bare lidt overbærende og sagde "NEJ" 
Der var ikke voldsomt mange fædre der havde lyst til at deltage, der var faktisk kun fire udover Søren. Til gengæld var der flere kvinder uden deres mænd...hmm! Men igen fik vi ikke noget rigtigt at vide som vi ikke vidste i forvejen. Vi så to fødsler på dvd, som egentlig var stille og rolige, men jeg ved ikke hvor meget det hjælper nogen 
Der var een fader der absolut ikke brød sig om filmene og istedet brugte tiden på at stirre på mig. Jeg sad og var ved at hyle tusind gange, for jeg blir altid enormt berørt af hele det der "nu kommer der et lille nyt liv", sådan har jeg altid været med fødselsfilm. Søren vendte sig om hver gang jeg sad med tårer i øjnene og bare smilede og klemte min hånd og det hjalp jo ingen vegne! Men det lykkedes mig da at undgå at bryde ud i vild gråd, heldigvis.
Efter Fædreaftenen var vi inde til privat jordemor samtale. Der snakkede vi igen meget om min fortid som incestbarn og hvordan jeg mente jeg ville reagere i forskellige situationer og hvad de som jordemødre skulle tage hensyn til og vi fortalte hende, at vi havde læst om, at man kunne skrive et "brev" til jordemoderen, som kan ligge i ens journal, så den jordmor der kommer herud til fødslen kan læse det inden hun kommer. Heri ville vi så skrive om hvad der er vigtigt for os og hvordan vi forestiller os fødslen. Det skal jo på ingen måde være en kravliste, men mere vores tanker om det. Og ikke mindst er det en rigtig god måde at få skrevet ned og dermed SAGT hvad der kan få mig til at føle mig usikker/bange ved fx undersøgelserne og sådan noget. Jeg ved ikke om jeg er i stand til at sige fra hvis jeg først er i en situation hvor jeg kan mærke jeg låser, så derfor er det meget vigtigt for mig, at jordmoderen er opmærksom på, at det kan ske og hvis hun bliver i tvivl om det sker, at hun så kan spørge mig. Og ellers håber jeg at Søren kan se det på mig og vil være mit talerør. Det kan han som regel. Det er ikke noget jeg er vildt nervøs for, men jeg er glad for at de som jordmødre tager min situation alvorlig og gerne vil gøre det allerbedste de kan for at hjælpe mig og os igennem fødslen Så sådan et brev vil vi skrive inden hjemmebesøget, som er 14. september. "Og når vi så har været hjemme ved jer, jae...så kan du jo bare føde" sagde jordmoderen smilende.
Hun mærkede selvfølgelig på bebis - som blev voldsomt sur over at blive trykket på og lossede så hele maven rystede Jeg fik stor ros for min mave der "bare stritter lige op i luften!" (det kan hun godt lide), og så fik vi at vide, at babyen ligger med hovedet nedad, rumpen ud mod venstre og fusselankerne op under mit højre bryst. Det kunne jeg nu godt selv ha fortalt hende som hun sagde, så kan den stadig slå kolbøtter men "den ved godt hvilken vej den skal ud", så det er bare fedt og Søren var meget stolt af hans ualmindeligt kloge barn bagefter!
Mit blodtryk var lidt højere end normalt. Ikke højt overhovedet i forhold til normen, men bare højere end mit er normalt, så hun syntes lige jeg skulle få det tjekket igen om senest 14 dage hos doktoren - og hvis jeg blev nervøs, skulle jeg komme ned næste onsdag og få det tjekket hos dem. Men eftersom jeg overhovedet ikke har vand i kroppen eller protein i urinen, så var hun ikke på nogen måde nervøs ved at det var steget lidt. Til gengæld mente hun at jeg havde begyndene-begyndene bækkenløsning. altså jeg har ikke begyndene bækkenløsning, men jeg har noget der kan udvikle sig til det, hvis jeg ikke lige passer på. Der blev jeg lidt ræd 
"Du skal sove med en pude mellem benene, så dit bækken er lige og rejse dig med samlede ben og du må endelig ikke støvsuge!" siger hun og Søren udbryder "AJ mand! støvsugning er den sidste opgave derhjemme Trine stadig laver og nu kan hun heller ikke det!", hvilket fik jordmoderen til at grine og sige, at det var jo sådan set bare ærgeligt nåhja, så ligner huset lort det meste af tiden, for Søren har jo monstertravlt her i starten af skoleåret med at planlægge og tilrettelægge og han er jo også vejleder for en ny lærer i pædagogikum og så står han også lige for ombygningsudvalget og indkøbskomiteen og ja...så er man jo træt når man kommer hjem, og vil bare bruge al den tid hvor man ikke forbereder undervisning eller sender mails til arkitekterne eller indkalder til møder eller retter opgaver på, at ligge og snakke med sin baby og mærke spark - og det kan jeg dælme godt forstå! Så det får han lov til...for det meste
Mit symfysemål er 33, så lidt større end normalen, men den følger sin egen kurve helt præcist, så det er fint, og jordmoderen skød baby til at veje 2 kg! Så med en vægtstigning på gennemsnitligt 200 gram om ugen over 8 uger, skulle den lande på ca 3600 gram. Det blev vi bare vildt glade over, for selvom den så er lidt mindre eller lidt større end hun skyder den til, så har den en helt fin størrelse
Så nu venter vi på hjemmebesøg og forbereder os til det og bare venter i spænding! Det er noget underligt abstrakt noget at vente på, sådan et barn og August synes det er dødtræls at høre på, men vi er bare lykkelige <3
I eftermiddag får jeg huhejferiebesøg af min søster, svoger og frøken Carla. De skulle egentlig have været på campingtur til Sverige idag, men altsåe....vejret gjorde at de ikke rigtig havde så meget lyst til at tage afsted, og så var jeg hurtig og sendte en sms om, at man jo også kunne besøge MIG og det ville de heldigvis gerne, så de kommer og blir til fredag, juhuuu!!
I får lige seneste mavebillede:
