Er lige blevet ringet op af en veninde. Hun havde haft fornemmelse af at hun var gravid (hun er ikke så god til at huske sine p-piller), da hendes mens var udeblevet (en uge over tid). Men nu styrtbløder hun så er nok igang med at abortere. Hun var egentlig ikke ked af det, foor hun ville ikke have barnet uanset hvad. Men alligevel var hun lidt frustreret over det.
Og så er det jeg går i baglås! Jeg kunne slet ikke få mig selv til at sige noget som helst positivt. Havde allermest lyst til at råbe hvad f**den hun tænker på og om hun måske havde overvejet at bruge kondom når hun var sammen med en (hun er single, så det har været en one-night). Det eneste jeg får sagt er: "Du er nok bare lidt forskrækket over at du bløder så meget. Det går over."
Det er den anden veninde som i løbet af en måned har ringet og sagt at hun er gravid men ikke vel have barnet og som ikke er i et forhold. Begge gange har jeg tænkt: Jeg har ikke ondt af dig!
Jeg tog selv et lille års tid om at bliver gravid (hvilket jo ikke er længe i forhold til nogle af jer andre herinde), og kan slet ikke finde medlidenheden frem i situationer som min veninde.
Sidder egentlig og føler mig lidt fej fordi jeg ikke har været opbakkende og trøstende, men kan ikke lade være med at tænke på hvor mange der kæmper for at bliver gravide, og så piver hun over at være blevet gravid og abortere selvom hun ikke vil have barnet.
Ville ikke så meget med indlægget, bare ud med min frustration!
Anmeld
