Min datter havde præcist samme problem da hun var ca. samme alder og jeg tror det er det samme der sker hos jer.
Inden I gør noget andet, så tag en tur forbi en kiropraktor. Det kan være KISS syndrome (låste nakke og ryghvirvler og det kan give varige mén, hvis det ikke bliver behandlet).
Tilbage til flasken.
Hver gang Freja så flasken skreg hun og ville overhovedet ikke have noget med den at gøre, selvom hun tydeligvis var sulten. Det kunne stå på rigtigt længe og tilsidst var jeg stort set lige så ked som hende - hvorfor kunne jeg ikke give mit barn, hvad hun tydeligvis havde brug for?
Jeg tog en snak med vores SP og hun havde løsningen.
Hun forklarede at flaskebørn ofte fik mad på bestemte tidspunkter/med bestemte intervaller, og de derfor aldrig nåede at blive rigtigt sultne, de fik bare stukket en flaske i munden uanset om de ville eller ej.
Hun forklarede at det er vigtigt at respektere sit barns signaler - i det her tilfælde ikke at ville have flasken - selvom man som voksen sagtens kan se at det ikke er optimalt. Du skriver at hun ikke tager nok på og at hun SKAL have 150 ml, og det fortæller mig at der er meget fokus på mad om mængder hjemme hos jer. Har jeg ret?
Løsningen hos os var at lade hende selv bestemme. Jeg tilbød hende flasken og hvis hun afviste den, stoppede vi med det samme og gav os til noget andet. ½ time senere tilbød jeg flasken igen, og blev hun ked af det igen, stoppede vi igen med det samme.
Når hun så havde sovet prøvede vi igen. Vi tilbød flasken 2 gange pr. vågen periode og blev hun ked, stoppede vi omgående. Vi havde aftalt med vores SP at hvis hun intet havde fået at spise i 24 timer, tog vi til læge med hende, for så skulle der kigges på fysiske årsager.
Freja "holdt ud" i 18 timer uden noget overhovedet, og så var hun sulten nok til at tage flasken uden brok, og så længe vi huskede at respektere hendes signaler når hun sagde fra, var der ingen problemer.
Selvom du gør det i bedste mening og du tydeligvis ved meget bedre end hende at hun har brug for den næring, er du faktisk i gang med at tvangsfodre dit barn, når du bliver ved med at prøve at tvinge mad i hende.
Det lyder rigtigt hårdt, og jeg blev både rystet og ked af det da min SP forklarede mig det - jeg følte mig som jordens dårligste mor, men som hun også gjorde meget ud af at understrege, er det jo ikke noget man gør med vilje, men ud af kærlighed.
Igen - det behøver ikke at være tilfældet hos jer, og jeg mener stadig det er vigtigt at få hende tjekket for låsninger/skævheder, der kan være synderen, men det lyder meget som de problemer vi havde.