Jeg undskylder på forhånd, hvis det bliver rodet og uforståeligt det her, men har bare brug for at komme af med nogle ting, og høre andres mening.
Jeg har været sammen med min kæreste i snart 3½ år og vi har en datter på 2½ år. Vi har begge altid (stortset) været på kontanthjælp og derfor gået hjemme og op og ned af hinanden i mere end 3 år. I november sidste år indrømmede min kæreste at han havde en - til tider - stort misbrug af smertestillende piller. Han fik pillerne gennem forskellige læger (både i mit og hans navn), købte dem af en 'ven' eller stjal fra venner og familie. Pengene til det blev enten 'stjålet' fra vores egne penge eller igen venner og familie. Nogle måneder har jeg efterfølgende fundet ud af, af han har brugt 2500 kr på piller. Vores budget efter faste udgifter hedder 4000 så jeg har haft svært ved at se det.
Det kom som et stort chok for mig da han indrømmede det i november, jeg havde ikke vidst det. Siden da er han faldet i adskillige gange, og jeg har taget det - synes jeg selv - flot alle gange og prøvet så godt jeg kunne at hjælpe videre.
Det er bare svært at blive ved. Føler, at det er skruen uden ende. Jeg har enormt svært ved at stole på ham når han fx siger han tager på biblioteket osv. Jeg har svært ved at holde til, at der nogle gange mangler penge. fx for ikke så længe siden skulle han have nyt kørekort. Det kostede 360 kr og det fik han. Han havde så glemt en billede og kærte ned med det efter en lille uge og så havde de smidt hans papiere væk. Han havde ikke fået kvittering på han havde betalt - det gjorde man åbentbart ikke. Så måtte han jo få de sidste 360 kr vi havde denne måned til et nyt. Det er bare sådanne nogle situationer der taget livet af mig.
Kærligheden - føler jeg - er helt forsvundet. Det er intet omsorg, kys, kram eller noget der bare ligner. Jeg har et behov for at blive bekræftet i at jeg er god nok, men bliver jeg på ingen måde. Når jeg prøver at give noget bliver det heller ikke modtaget specielt godt.
Igår sagde jeg så til ham, at jeg synes vi skulle finde hver vores bolig. Jeg vil stadig meget gerne være sammen, men vi kunne nøjes med at ses af lyst og ikke af pligt. Det har vi snakket om før, for det tager hårdt på et forhold at gå så mange år op og ned af hinanden uden at lave noget. Men han blev sur. Nu mener han ikke, at vi kan være sammen mere hvis vi ikke bor sammen. Han føler sig jo self kasseret og smidt ud. Men jeg havde virkelig håbet, at det kunne fungere. Gør det som et sidste desperat forsøg på at genfinde kærligheden. For vi har jo self også gode tider sammen, der er bare flere af de trælse lige nu. Og det er svært for mig at der i perioder forsvinder penge, og jeg er nødt til at gå og gemme penge, dankort osv.
Men jeg er samtidig så forvirret om jeg skal give det en ekstra chance herhjemme, eller om jeg skal håbe, at han kommer på andre tanker npr vi er flyttet hver for sig. Årh, det er SÅ svært når det også handler om Sara.
En anden ting der også gør det svært, er at han i perioder ikke ser sin familie, de har en ret kompliceret forhold. I øjeblikket ser han dem ikke, og han har INGEN venner. Er bange for, at han ryger endnu længere ud hvis jeg 'smider' han ud.
Tak, hvis du læste med så lange og bare orstod en smule af det.
