michella80 skriver:
MIn dejlige dejlige veninde stod her lige pludselig med morgenbrød i hånden og spurgte og der var en der havde brug for noget psykisk opbakning herinde. Jeg begyndte bare at tude!!!! hun er sgu så sød altså!!!! Vi skal ind til byen sammen i morgen. Det glæder jeg mig til. HUn går i dagpleje men jeg har ferie nu så det har Carla jo også. Men jeg var af sted hjemmefra både mandag og tirsdag og vil ikke af sted med hende hver dag.
Åh det var da dejligt!! Nej det er klart - alle dage skal ikke være fyldt op! Men jeg har fundet ud af, at bare en gåtur eller en tur på legepladsen/ud at handle el.lign. er nok til at give et afbræk, når det hele virker totalt uoverskueligt...
Jeg kom sådan til at tænke på, at Annika havde en periode, da hun liiige havde lært at rejse sig op, hvor hun rejste sig op HELE TIDEN i tremmesengen - det var ligesom om, at hun nu havde lært det så SKULLE hun op at stå...det blev ligesom en refleks for hende og hun kunne slet slet ikke finde ud af at få lagt sig ned og stod bare og græd. Jeg var selvfølgelig alene med hende, da hun havde den tur, og jeg havde tre meget laaaaange aftener, hvor jeg rendte og lagde hende ned. Men efter de tre aftener fandt hun ud af, at finde ro til at falde i søvn...måske kan dette med Carla sammenlignes? Hun sætter sig op, fordi hun ikke kan lade være? Med Annika sagde jeg den første gang jeg lagde hende "Godnat Annika, du skal sove!" anden gang "Godnat" og de efterfølgende gange sagde jeg ikke noget til hende, lagde hende bare ned, dynen over hende og så ud igen...ingen øjenkontakt...
Ved ikke om det overhovedet kan bruges til noget?

Anmeld