At tilsidesætte sine egne behov (lidt langt)

Rosa skriver:

Arhmen for pokker da - jeg har lyst til at skrive en HEL masse grimt om din kæreste lige nu, men jeg skal nok lade være. Det er svært når man selv er forelsket i personen. Han siger og gør garanteret også mange dejlige ting, men bottom line er at han simpelthen ikke er til stede når det brænder på - hverken mentalt eller fysisk og det er simeplthen ikke godt nok!!! Tror du virkelig at det ændrer sig, for det tror jeg ikke...

Hvad vil du miste hvis du ikke var sammen med ham mere, men han i stedet kunne fokusere på at være far for barnet og du i stedet kunne sunde dig og finde en fyr der simpelthen ikke kunne vente med at komme hjem til dig og Lillen???

Jeg brugte RIGTIG meget energi på at få mit forhold op at køre dengang og jeg var fuldstændig slidt ned da jeg endelig bad ham rende og hoppe... Jeg blev ved med at tro på at han nok "bare lige skulle..." altmuligt andet og SÅ ville han indse at det skulle være os på fuld tid... Jeg var sikker på at fordi vi havde været alt det igennem med abort og alt muligt andet så ville jeg aldrig finde en anden der ville kunne forstå hvad jeg gik igennem. Jeg sled på mig selv, venner og veninder, familie og studiet fordi der konstant var trouble in paradise - op og ned hele tiden... Jeg indså ALT for sent at han var den ENESTE der ikke fattede en brik af hvad jeg gik igennem... 

Din lille har ikke fortjent at vokse op med en far der altid har den ene fod ude af døren - og du fortjener det heller ikke!!!

En lille update.

Jeg har lige snakket i telefon med min kæreste, og sagde til ham stille og roligt, at jeg var blevet meget skuffet over at han var gået ud og lavet flere aftaler, når han vidste at jeg har rigtig meget brug for hans hjælp.

Hans svar var "Jeg har altid tilsidesat mine behov, for andre, og det kan jeg ikke blive ved med. Jeg bliver nød til at dække mine egne behov, før jeg kan hjælpe andre"

Jeg spørg så, hvad han vil gøre, når vi flytter sammen, og evt. får et barn sammen - Dette barn er ikke hans, men han gik jo med til at tage HELE pakken.

Han svar er "Til den tid, har jeg jo et ansvar, så er barnet mit. Men den her del af pakken kan jeg ikke tage med, lige nu og her"

Jeg spørg ham, om han synes det er iorden at han tager den gode del af 'pakken' og så smutter når det brænder på.

Han svare "Jeg smutter ikke når det brænder på. Jeg smutter når jeg har behov for det!"

Nu sidder jeg så med meget våde øjne, og ved ikke hvad jeg skal stille op, og om jeg kan leve sådan her.
Man kan jo ikke bare tage 'en del af pakken' ..

Anonym skriver:

En lille update.

Jeg har lige snakket i telefon med min kæreste, og sagde til ham stille og roligt, at jeg var blevet meget skuffet over at han var gået ud og lavet flere aftaler, når han vidste at jeg har rigtig meget brug for hans hjælp.

Hans svar var "Jeg har altid tilsidesat mine behov, for andre, og det kan jeg ikke blive ved med. Jeg bliver nød til at dække mine egne behov, før jeg kan hjælpe andre"

Jeg spørg så, hvad han vil gøre, når vi flytter sammen, og evt. får et barn sammen - Dette barn er ikke hans, men han gik jo med til at tage HELE pakken.

Han svar er "Til den tid, har jeg jo et ansvar, så er barnet mit. Men den her del af pakken kan jeg ikke tage med, lige nu og her"

Jeg spørg ham, om han synes det er iorden at han tager den gode del af 'pakken' og så smutter når det brænder på.

Han svare "Jeg smutter ikke når det brænder på. Jeg smutter når jeg har behov for det!"

Nu sidder jeg så med meget våde øjne, og ved ikke hvad jeg skal stille op, og om jeg kan leve sådan her.
Man kan jo ikke bare tage 'en del af pakken' ..

Uhh - jamen for helguland, hvordan kan du overveje at bo med en fyr som ikke har BEVIST at han vil tage ansvaret? Hvorfor er det så vigtigt for ham at være fri nu - burde han ikke glæde sig og være helt redebygger-agtig fordi han snart skal være "far"? Der er intet der tyder på at det bliver anderledes når I bor sammen - tværtimod, så vil han VIRKELIG lære hvad det vil sige at være under pres!!! 

En baby og et barn kan sgu da ikke forstå hvorfor "far" pludselig skal have "alenetid" og hvorfor mor er ked af det! Og du BLIVER ked af det. For det lyder da som om den fyr skal bruge meget mere tid og frihed før han er klar til at være noget for nogen som er afhængige af ham.

Min eks havde en alkoholiseret mor, en far der havde kapituleret og sad på kontoret til midnat hver dag og 2 søskende der boede hjemme midt i det hele - og han havde så supertravlt med at være noget for dem og samtidig få lidt tid til sig selv at han SLET ikke havde overskud til at være en ordentlig kæreste... Selvom han sikkert rigtig gerne ville.

Det lyder som om du, Lillen og den lille nye mest af alt betyder mere surt ansvar og forpligtelse for ham - ikke glæde og familie og sammenhold hvor man er der i tykt og tyndt. Og han er ikke engang flyttet ind endnu. 

Puhh hvis jeg var dig ville jeg ikke nøjes med en fyr som kommer til at stritte imod sit ansvar og forpligtelser hver eneste dag... Hvis ikke ved at forsvinde fysisk så mentalt...

Jeg må give Rosa ret..hvornår får DU nok?? Jeg har selv brugt mange år på mænd der ikke kunne/ville være der for mig og lyttede til mine behov og hvor hensynet, forståelsen og omsorgen var meget énsidig...til sidst fik JEG nok og fik et barn med en donor og når tiden er inde vil jeg finde mig en god mand der også vil være far for min datter Runa.

Det har taget mig år at nå til erkendelsen af, at man ikke kan ændre på et andet menneske uanset hvor skuffet man reagerer og hvor mange tårer der falder. Det eneste man kan gøre er at mærke efter inde i sig selv; hvad vil/kan jeg leve med? Kan jeg stadig se mig selv i øjnene og får jeg mine ønsker og behov dækket?

Din kæreste er tilsyneladende rigtig god til, at give udtryk for hvad hans behov er...men hvad er dine??

Knus Dorthe

Jeg synes der er stor forskel på hvad man kan forvente af et forhold - afhængigt af hvor man befinder sig. I bor ikke sammen og i lillen er ikke hans, så i mine øjne har han ret til at bakke ud. Og selvom han har sagt ok til hele pakken, så synes jeg ikke det er rimligt at forlange han skal agere far, når jeres forhold er i det stadie jeg opfatter det til at være. Hvor længe har i været sammen?

Men det er bare den ene side. Den anden er som du selv siger - du vil  mere med ham end han med dig. For hvis han vil dig og dit barn 100%, så havde han også sagt ok til at komme og hjælpe dig.

Og en lille side bemærkning ang. aborten - så er han jo ikke tankelæser. Hvis du har det skidt, så bliver man jo nødt til at melde ud. Det dutter ikke at spille martyr, hvis han reelt ikke tror du har det dårligt. At det så er alm. pli at spørge til helbredet hos en der har været gennem en opration er en anden diskussion.

Og nu havde du jo selv sagt at han ikke skulle komme resten af ugen.

Jeanne skriver:

Jeg synes der er stor forskel på hvad man kan forvente af et forhold - afhængigt af hvor man befinder sig. I bor ikke sammen og i lillen er ikke hans, så i mine øjne har han ret til at bakke ud. Og selvom han har sagt ok til hele pakken, så synes jeg ikke det er rimligt at forlange han skal agere far, når jeres forhold er i det stadie jeg opfatter det til at være. Hvor længe har i været sammen?

Men det er bare den ene side. Den anden er som du selv siger - du vil  mere med ham end han med dig. For hvis han vil dig og dit barn 100%, så havde han også sagt ok til at komme og hjælpe dig.

Og en lille side bemærkning ang. aborten - så er han jo ikke tankelæser. Hvis du har det skidt, så bliver man jo nødt til at melde ud. Det dutter ikke at spille martyr, hvis han reelt ikke tror du har det dårligt. At det så er alm. pli at spørge til helbredet hos en der har været gennem en opration er en anden diskussion.

Og nu havde du jo selv sagt at han ikke skulle komme resten af ugen.

Lige for at tage den sidste bemærkning, først.
Det har du ret i, og jeg erkender også min fejl, allerede i første indlæg.

Vi var lang tid om at blive kærester netop fordi jeg ville være sikker på at han ville mig og lillen - Med alt hvad der hørte til, og det gav han udtryk for at det ville han mere end noget andet.
Han gav sig derfor også til at kalde sig selv for far overfor lillen, fordi han (Og det er hans egne ord) følte at lillen var hans eget barn.
Den følelse jeg har lige nu, Og som jeg har haft et par måneder, er at jeg bliver brugt som sådan en karklud. Altså at han bruger mig når han har lyst til dét, og kassere mig, når det er dét han har lyst til.
Alle hans ting og sager står her i mit hjem. Den eneste grund til at hans egen lejlighed stadig er der, er fordi hans kammerat stadig bor der.

Ligesåvel føler jeg at hans rolle som far, er en jakke han tager af og på. Altså, han vil gerne være far, når HAN har lyst til det, og når han ikke lige har lyst, så kommer sætningen "Det er ikke mit barn, altså heller ikke mit ansvar". Det er jo ikke holdbart.
Endten er man far, med alt hvad det indebære, eller også er man ikke far.
Sådan er det i min verden.

Og ang. aborten.. Det er helt almindelig høflighed at spørge ind til en, der har været igennem en operation - Det er vi enige om.
Men hvad med hans interesse for hvordan jeg har det? Hvor er den henne i denne sammenhænge?

^Det er bare min opfattelse af hvordan verden og et forhold burde hænge sammen

Anonym skriver:

 

Lige for at tage den sidste bemærkning, først.
Det har du ret i, og jeg erkender også min fejl, allerede i første indlæg.

Vi var lang tid om at blive kærester netop fordi jeg ville være sikker på at han ville mig og lillen - Med alt hvad der hørte til, og det gav han udtryk for at det ville han mere end noget andet.
Han gav sig derfor også til at kalde sig selv for far overfor lillen, fordi han (Og det er hans egne ord) følte at lillen var hans eget barn.
Den følelse jeg har lige nu, Og som jeg har haft et par måneder, er at jeg bliver brugt som sådan en karklud. Altså at han bruger mig når han har lyst til dét, og kassere mig, når det er dét han har lyst til.
Alle hans ting og sager står her i mit hjem. Den eneste grund til at hans egen lejlighed stadig er der, er fordi hans kammerat stadig bor der.

Ligesåvel føler jeg at hans rolle som far, er en jakke han tager af og på. Altså, han vil gerne være far, når HAN har lyst til det, og når han ikke lige har lyst, så kommer sætningen "Det er ikke mit barn, altså heller ikke mit ansvar". Det er jo ikke holdbart.
Endten er man far, med alt hvad det indebære, eller også er man ikke far.
Sådan er det i min verden.

Og ang. aborten.. Det er helt almindelig høflighed at spørge ind til en, der har været igennem en operation - Det er vi enige om.
Men hvad med hans interesse for hvordan jeg har det? Hvor er den henne i denne sammenhænge?

^Det er bare min opfattelse af hvordan verden og et forhold burde hænge sammen

Jamen sødeste... Jeg synes, at det lyder som om, du selv kan mærke, hvor det bærer henad? 

Selv var jeg ikke blevet i forholdet. Jeg har den holdning, at jeg hellere vil være alene og lykkelig end i et forhold ulykkelig. 
Men i sidste ende er det kun dig, der ved, hvad du vil stå model til...

Kram! 

Ranarupta skriver:

Jamen sødeste... Jeg synes, at det lyder som om, du selv kan mærke, hvor det bærer henad? 

Selv var jeg ikke blevet i forholdet. Jeg har den holdning, at jeg hellere vil være alene og lykkelig end i et forhold ulykkelig. 
Men i sidste ende er det kun dig, der ved, hvad du vil stå model til...

Kram! 

 

Ja, egentlig kan jeg godt se at det BURDE bære derhen - Altså mod enden. Men jeg elsker ham jo meget højt, og jeg vil ham så gerne.
Jeg vil rigtig gerne finde en løsning på det her, jeg behøver bare at han samarbejder. At vi mødes på midten, og ikke på hans banehalvdel - Forstår du?
Synes jeg kræver for meget af ham?

Anonym skriver:

 

Ja, egentlig kan jeg godt se at det BURDE bære derhen - Altså mod enden. Men jeg elsker ham jo meget højt, og jeg vil ham så gerne.
Jeg vil rigtig gerne finde en løsning på det her, jeg behøver bare at han samarbejder. At vi mødes på midten, og ikke på hans banehalvdel - Forstår du?
Synes jeg kræver for meget af ham?

Ja, jeg forstår godt. Forstår dig og dine ønsker og synes slet ikke, at du er urimelig - på nogen måde!

Men det synes jeg, at han er.

Du skriver, at du bare behøver, at han samarbejder. Tror du, at han vil det? Altså inderst inde? Og hvis han vil det, tror du så, at han kan finde ud af det?
For hvis du tror det, så synes jeg bestemt at du skal få åbnet hans øjne.
Hvis ikke du tror det, så må du gøre op med dig selv, hvad der så skal ske.

Jeg er ked af, at du skal stå i sådan en situation, men den bliver vist ikke anderledes, hvis ikke du går ind og ændrer den.

Kram

nogen gange er kærlighed bare ikke nok.

jeg har også været i et forhold hvor han satte sine egne behov først, det endte med at jeg bad ham smutte, på det tidspunkt stod jeg med en 4 mdr. gammel baby og en dreng på 3 år men på det tidspunkt var jeg træt af altid at være alene alligevel når det brændte lidt på og det var ikke meget der skulle til før han var væk.

men altså det endte jo så rimelig godt for efter at have været fra hinanden i en måned skrev han pludselig en aften at han havde inset at han savnede mig, 4 mdr efter begyndte vi så småt igen at være sammen og pludselig havde han ændret sig og den holder altså stadig idag, snart 6 år efter 

men det var en rigtig hård tid og jeg var meget ked af det i starten og selv da vi begynde at snakke sammen igen var jeg i tvilv om det skulle være os eller ej, for turde jeg.

måske du trænger til alene tid, til at tænke igennem om det virkelig er det her du vil, det kunne jo også give ham en mulighed for at vise at det er dig han vil og ikke bare en gang imellem når han lige har behov for at lege kæreste eller far

Anonym skriver:

Lige for at tage den sidste bemærkning, først.
Det har du ret i, og jeg erkender også min fejl, allerede i første indlæg.

Vi var lang tid om at blive kærester netop fordi jeg ville være sikker på at han ville mig og lillen - Med alt hvad der hørte til, og det gav han udtryk for at det ville han mere end noget andet.
Han gav sig derfor også til at kalde sig selv for far overfor lillen, fordi han (Og det er hans egne ord) følte at lillen var hans eget barn.
Den følelse jeg har lige nu, Og som jeg har haft et par måneder, er at jeg bliver brugt som sådan en karklud. Altså at han bruger mig når han har lyst til dét, og kassere mig, når det er dét han har lyst til.
Alle hans ting og sager står her i mit hjem. Den eneste grund til at hans egen lejlighed stadig er der, er fordi hans kammerat stadig bor der.

Ligesåvel føler jeg at hans rolle som far, er en jakke han tager af og på. Altså, han vil gerne være far, når HAN har lyst til det, og når han ikke lige har lyst, så kommer sætningen "Det er ikke mit barn, altså heller ikke mit ansvar". Det er jo ikke holdbart.
Endten er man far, med alt hvad det indebære, eller også er man ikke far.
Sådan er det i min verden.

Og ang. aborten.. Det er helt almindelig høflighed at spørge ind til en, der har været igennem en operation - Det er vi enige om.
Men hvad med hans interesse for hvordan jeg har det? Hvor er den henne i denne sammenhænge?

^Det er bare min opfattelse af hvordan verden og et forhold burde hænge sammen

Du ved vist godt hvordan landet ligger og hvad du skal gøre