Godaften de damer.
Min kæreste og jeg er lige nu inde i en lille krise, og jeg er snart derude hvor jeg ikke længere kan bunde.
Vi er begge meget glade for hinanden, men indimellem synes jeg dog at det virker til at jeg er mere glad for ham, end han er for mig.
I weekenden blev der holdt fest, og vi hyggede os rigtig meget, og mens lillen blev passet fik vi også noget alene tid, hvilket var yderst skønt og vi var som nyforelsket igen.
Igår tog han så hjem til sig selv, (Han har sin egen lejlighed, men er for det meste her hos mig og lillen) efter arbejde, da han skulle lave noget arbejde for nogen han kendte. Aftalen var at han ville komme herhjem igen onsdag aften - Da han også i aften har nogle aftaler om noget arbejde og så skal han til psykolog.
Jeg går uheldigvis hen og bliver syg, natten til mandag, og ligger med feber og halsbetændelse. Jeg skriver til kæresten at jeg har brug for hans hjælp mht. Lillen, men da han har lavet aftaler, vil han altså ikke aflyse dem, "bare" fordi jeg er syg.
Det gør mig rigtig ked af det, og det ender desværre med at vi igår aftes har et større diskussion over telefon, hvor jeg, i et håb om at han selv skal sige at han faktisk har lyst til at se mig og lillen, og tilbyde sin hjælp, spørg om det ikke er bedst at han bliver hjemme hele ugen - Det siger han sgu jo til!! (ved godt det var forkert gjort af mig, men jeg tror jeg havde brug for den bekræftigelse)
Han indrømmer så at han også er taget hjem til sig selv, fordi han har brug for at være sig selv - Noget han åbenbart har haft brug for tit, men ikke har givet udtryk for, fordi han har været bange for at svigte mig.
Jeg bliver igen rigitg ked af det, for det har da slet ikke været min mening at give ham den opfattelse af mig, og det gør mig ked af det, at han ikke føler at han kan være ærlig.
Jeg snakker så med ham igen idag - Og har jo sat næsen op efter at han kommer herhjem imorgen, hvilket jeg glæder mig til, da jeg har det rigtig skidt, og har brug for hans hjælp og omsorg.
Her fortæller han mig så at han har lavet flere aftaler, og nok først kommer herhjem fredag (hvor vi skal til fødselsdag). Jeg bliver endnu engang rigtig ked af det - For han VED jo at jeg ligger syg og har brug for ham.
Nu står jeg så i den situation, hvor jeg ikke rigtig ved om det er mig der kræver for meget, eller om det er ham der er egoistisk?
Kan I hjælpe mig lidt på vej? - Det skal lige siges at det altså ikke er første gang sådan nogle situationer her er opstået.
Jeg vil rigtig gerne snakke med ham stille og roligt, men jeg har en stor frygt for at miste ham, og jeg er bange for, endnu engang, bare at bukke under for hans mening, og tage til takke med at det er mig den er gal med.
På forhånd tak!
Anmeld
