Forvirret!!

Bare rolig! De tanker har rigtig, rigtig mange inkl. mig selv. Det var faktisk værst lige før fødslen, der gik jeg dahelt i selvsving - 'hvad har jeg dog begivet mig ud i, kan jeg overhovedet passe den lille' osv. osv.

Det er gået meget godt indtil videre

Men må da indrømme, at jeg nogen gange savner de weekender, hvor vi sov længe og RIGTIG havde tid til at hygge os Så har vi bare fået verdens lækreste, dejligste, sjoveste, gladeste dreng og det er så sjovt at følge den lille mand. Så det er bestemt det 'offer' værd.

Tror ikke du skal tænke så meget på din alder, det lyder til I har rammerne i orden og ønsker jer en familie og det er vel det vigtigste.

Tænk på, at når du 'kun' er 21, så er en graviditet og fødsel ikke så hårdt ved din krop som hvis du var 41 (No offence for dem 40+, bare lidt positiv tankegang her)

mukka88 skriver:

Jaaah!! og inderst inde ved jeg det jo godt! men sys bar det er et stort spring og ta´og lidt skræmmende!! tak for svar

Det ER et stort skridt. Jeg er glad for at have ventet til jeg blev oppe i tredverne før jeg fik børn. I mine tyvere jamen der så jeg verden, fik min uddannelse og lærte mig selv at kende så jeg bla. er bedst muligt rustet til at kunne fuldstændig tilsidesætte mig selv og være den bedst mulige mor for mit barn. En mor, der kender sine grænser og begrænsninger, en mor som kan sige fra i god ro og orden osv. Det er også vigtigt.

Men vigtigst spørg dig selv; Hvorfor vil du gerne have et barn? Er det pga. at du ikke kan undvære det eller er der en anden grund? Mangler du at udfylde et tomrum?

For kan godt afsløre at de første par år er hårde. Der er en grund til at de fleste børnefamilier går fra hinanden i det tidsrum. Der er ikke meget søvn og du har næsten ingen voksentid. Søvnmangel er et udbredt torturredskab. Hvis du er afklaret med det og stadig vil have et barn jamen så gør det men det er noget af en mundfuld også selvom alle børn er skønne!

Kirle skriver:

 

Det ER et stort skridt. Jeg er glad for at have ventet til jeg blev oppe i tredverne før jeg fik børn. I mine tyvere jamen der så jeg verden, fik min uddannelse og lærte mig selv at kende så jeg bla. er bedst muligt rustet til at kunne fuldstændig tilsidesætte mig selv og være den bedst mulige mor for mit barn. En mor, der kender sine grænser og begrænsninger, en mor som kan sige fra i god ro og orden osv. Det er også vigtigt.

Men vigtigst spørg dig selv; Hvorfor vil du gerne have et barn? Er det pga. at du ikke kan undvære det eller er der en anden grund? Mangler du at udfylde et tomrum?

For kan godt afsløre at de første par år er hårde. Der er en grund til at de fleste børnefamilier går fra hinanden i det tidsrum. Der er ikke meget søvn og du har næsten ingen voksentid. Søvnmangel er et udbredt torturredskab. Hvis du er afklaret med det og stadig vil have et barn jamen så gør det men det er noget af en mundfuld også selvom alle børn er skønne!

Helt enig. 

Jeg var 25 da jeg fik min den første og det har altså været hårdt.... Kunne jeg spole tiden tilbage havde jeg nok ventet et par år mere.

Jeg elsker mine unger og ville ikke være uden dem under nogen omstændigheder - så er det sat på plads. Men jeg kunne nok godt have brugt et par år mere på bare at være mig selv og være kæreste med min mand - hvis du forstår.

Savner at sove længe, gå aften ture hånd i hånd, spontane byture og sex for den sags skyld   Men sagen er jo nok den, at man først ved hvad man havde når man har mistet det og det samme gælder livet inden børn. 

Med børn følger der bare så utroligt meget godt, det skal opleves for det kan ikke beskrives med ord.... Jeg elsker ikke længere min mand "bare" fordi han er min mand, men nu også fordi han er faren til mine børn og det er en ny og endnu større kærlighed end før. På den måde ser man anderledes på mange ting i livet....

Selvfølgelig vil tvivlen altid dukke op 20, 30 eller 40. Men hvis du spørger mig, og det gør du vel nærmest, så tag da og vent lidt. Alt godt kommer til den der venter