Aaaaaaargh!!! Er på vej ud af mit gode skind!

Ludomani er en SYGDOM!! Han SKAL have hjælp!!

Og hvis ikke han selv kan se sit problem, så kan det måske være nødvendigt, at få en øjenåbner ......så langt, at du og sønnike måske er nødt til at forlade ham (om ikke for altid, så ihvertfald for en tid ...så ubestemt, at han ikke ved hvor længe...) Og han vil helt 100 spille som en gal, mens han er alene. Det udfylder jo et tomhul.

Men prisen skal jo ikke være på bekostning af dig og Jeres dreng!

Jeg ved virkelig ikke, hvordan man rusker fornuft i en afhængig...?!
Men du er nødt til at tale med ham om det - og blive ved. Og hvis ikke det hjælper (og ja, her må også gerne trues lidt med konsekvensen af dig og din søn), ja så er det desværre nok nødvendigt, at gøre alvor af det - selvom det ikke føles rart.

Men det føles jo heller ikke rart, at leve med hans pengeforbrug, hans små hvide løgne og hans "tikkende bombe" -humør ?!?!

Hvis det var mig, så var jeg stået af. Jeg tollererer bare IKKE at man er uærlige overfor hinanden. Og når du lever for en SU, så er der jo vitterligt ikke mange penge til "sjov og fis"! ....Så nytter det bare ikke, at den ene spiller en helt masse penge op. Og oven i købet tillader sig at opholde sig på hotel OG være uærlig omkring det.

Det er nemt for andre udefra, at komme og sige, hvad du bør gøre.
Du har jo ligesom alle følelserne i klemme midt i det hele. Så jeg kan sagtens forstå, at det gør ondt og er skide svært. Og jeg føler med dig.

Men din kæreste er syg. Og hvis ikke han vil modtage hjælp, så kan du intet stille op ....dermed skal du acceptere at sådan vil tingene være, og fortsætte med at være.
Og hvis ikke han vil modtage hjælp (end ikke når du trygler og beder med jeres forhold på bekosning for hans last), og du vælger at du ikke kan leve med at det skal være sådan for altid - ja, så er der desværre kun én anden løsning. At forlade ham, og håbe at han indser, at han har brug for hjælp, hvis han vil have Jer tilbage...

Sender et knus med lidt trøst, og håber du finder styrke til at gøre det som er det rigtige FOR DIG - og jeres søn. Det kan kun Du afgøre..!!


Jeg har faktisk en bedste veninde, som levede med en spille-galning.
Hun gik fra ham, og de fandt aldrig sammen igen. Han spiller endnu.

Og så har jeg en bekendt, som gik fra sin kæreste. Han var spillegal dengang, og stadig også nu. Men hun har alligevel valgt at tage ham tilbage igen. Selvom hun stadig forbander mange ting langt væk, ved at leve sammen med ham  ...Han spiller faktisk MERE nu end han gjorde førhen.

Ingen af de to fik hjælp.
Det er simpelthen så svært at få en afhængig ud af sit forbrug (det er jo ligesom en alkoholiker), hvis ikke de SELV vil indse, at det er et problem, og hvis de ikke ønsker at modtage hjælp til det.

Du skriver at han er som to personer. Når han tænker på spil/penge og når han bare er sig selv. Dertil kan jeg kun sige: Han ER to personligheder, ligesom alle mulige andre der er afhængige af det ene eller det andet.

-og han holder ikke op!!! Hvorfor skulle han dog det???? Det har jo ingen konsekvenser at han spiller. (Jo, du kan se det har konsekvenser, men det kan han ikke), -og HVIS han i et kort øjeblik kan se at det ikke er så godt, så vender han den med det samme inde i hovedet til: Men når jeg SÅ kommer hjem med den helt store gevinst, så vil hun takke mig for det!!! Så jeg må heller fortsætte. For vores alle sammens skyld.

Så enten skal du affinde dig med at leve som I gør nu (og det evt. bliver værre) eller også må du gå fra ham, og se på om han ædre sig, og bliver din dejlige kærste på fuldtid (og ikke en mand der både er en dejlig kæreste og en spillefugl)

-Og tænk lige på at det bliver IKKE bedre når du får et arbejde og ikke længer er på SU. Det eneste der sker, er at han så får endnu flere penge at spille for, og at I ALDRIG får råd til noget som helst. Jeg nævner i flæng: ferie, ny skoletaske, lejrskoletur, holde 30/40års fødselsdag, invitere hele familie hjem til jer juleaften osv. For det er der bare ikke penge til!

Åh, hvor har jeg ondt af jer!!! Både dig og din kæreste og jeres barn. Men tænk på det som om han er narkoman. For det er han, hans 'stof' er bare ikke heroin, men spil. Vil du bo sammen med en narkoman?

Ej for fanden søde, det er da noget af en knibe du er i...

Mht. ludomanien, så er det jo en sygdom, så jeg synes det er så flot at dig og svigermor tager det så seriøst og opsøger info og mulige redskaber De har jo 'desværre' ret, det er HAM SELV, der skal erkende problemet.

Og det er så her, jeg tænker du kan slå to fluer med ét smæk... Det lyder måske lidt koldt og kynisk, men jeg ville nok have det sådan, at jeg kunne ikke leve med at have et så 'ustabilt' økonomisk grundlag (kan ikke lige finde den helt rigtige vending, så i mangel af bedre) når jeg har barn. Så for din og bassemandens skyld, ville jeg simpelthen flytte for mig selv!! Så er det dig og KUN dig, der styrer økonomien og så må han rode med sin egen. I behøver jo ikke slå op! Du elsker ham jo og hvor er han dog heldig Du kan jo forklare ham, at du synes han har et problem og det går ud over det grundlag, I skal bygge jeres familie på.

Så får du den totale styring med økonomien og samtidig må det da give din kæreste noget af et wake-up call at du ikke kan dele adresse med ham længere!! Kender til ludomani/misbrug både fagligt og personligt og der er to ting, jeg lægger mærke til hver gang: Det er SÅ vigtigt, at de nærmeste pårørende passer godt på sig selv også selvom det kan virke ondt overfor den syge og at der nogle gange skal drastiske midler til, førend at de erkender problemet.

Husk - du gør det af kærlighed til jeres barn og til ham Så er der også en gulerod til ham: Behandling = chance for at I kan rykke sammen igen

Stort knus og held og lykke med det -  han er heldig at have en sød kæreste (det der med at lyve om hvor han er henne = STOOOOOOOOOOR rød lampe, der lyser. Lyder til han virkelig har et stort problem)

jeg husker dig tydeligt! øv søde ven..... det er hårdt... men mit bedste råd, må være at finde et andet sted at bo og søge dobbel SU osv som forsørger..... og tage en snak med manden... fortæl ham at du og sønnen flytter nu og at du gerne vil ham, men at du ikke kan før han har erkendt at der er et problem! det kan i ikke byde jeres barn.....

Aww... husker tydeligt dit abonnement..

Er ked af at høre tingene ikke har ændret sig

Det er jo tydeligt at han har brug for en øjenåbner, men spørgsmålet er hvor kraftig den skal være.

Du kan jo begynde at sige i ikke har penge til mad, og at du og jeres søn må tage ud til familie og spise, og dermed efterlade et fuldstændig tomt køkken. Sige at du ikke kan forstå hvor pengene bliver af. Evt. bede ham om at handle ind, og bliver han væk, så må i overnatte ved venner / familie, og være væk når han kommer hjem... Når han så finder ud af hvor i er, må du sige at han jo ikke handlede så i havde ingenting at spise..

Puha.. det lyder rodet det jeg skriver, men det jeg mener er - gør ham opmærksom på at de manglende penge går ud over din søn / maden.

Det er en lidt blid opvågning, men måske det er nok.

Hvis ikke, er der ikke andet for, end at forlade ham - simpelthen sige at det ikke er muligt for jer at overleve på din SU, nu hvor du er aleneforsørger vel at mærke uofficielt, og at du lige så godt kan flytte og gøre det officielt, så du kan få en højere indtægt til at forsørge jeres søn. Og i den sammenhæng sige, at han jo ikke må elske jer, når han bruger alle pengene så i har svært ved at få mad.. (selvfølgelig elsker han jer, han har blot et misbrug der gør det hele svært, men du bliver nødt til at være hård)

Ihh.. syntes slet ikke jeg kan formulere mig her til formiddag, men håber nu alligevel du forstår hvad jeg mener.

Sender dig lige et stort kram, for ihh hvor må det være svært for dig..

Vil aldrig kunne sætte mig ind i din situation, da jeg aldrig har været sammen med en ludoman, men har været sammen med en misbruger der brugte alle sine penge på det. Jeg ved det er enormt hårdt - brugte selv 4 år, før jeg kunne forlade ham.. Men dit liv bliver ikke bedre før han får åbnet sine øjne for hvad han gør. Du må give ham den øjenåbner, og vise ham konsekvenserne af hans handlinger..

Anonym skriver:

 

Hvad økonomi/spil angår så kan jeg ikke nej, og det har jeg også sagt til ham, at det holder simpelthen bare ikke, for hvis man ikke kan stole på hinanden, så er der intet grundlag for et forhold.. Jeg er ret sikker på, at hvis vi ikke havde haft et barn sammen, så var jeg smuttet..

jamen man skal ikke være sammen for børnenes skyld... hvis du har lyst til at forlade ham - så er det det du skal gøre. tænk hvor glad og ubekymret en mor, dit barn får når alt så er faldet på plads... jeg ville få pakket sammen og flytte! 

JustAnotherName skriver:

Ludomani er en SYGDOM!! Han SKAL have hjælp!!

Og hvis ikke han selv kan se sit problem, så kan det måske være nødvendigt, at få en øjenåbner ......så langt, at du og sønnike måske er nødt til at forlade ham (om ikke for altid, så ihvertfald for en tid ...så ubestemt, at han ikke ved det) ....Og han vil helt 100 spille som en gal, mens han er alene. Det udfylder jo et tomhul.

Men prisen skal jo ikke være på bekostning af dig og Jeres dreng!

Jeg ved virkelig ikke, hvordan man rusker fornuft i en afhængig...?!
Men du er nødt til at tale med ham om det - og blive ved. Og hvis ikke det hjælper (og ja, her må også gerne trues lidt med konsekvensen af dig og din søn), ja så er det desværre nok nødvendigt, at gøre alvor af det - selvom det ikke føles rart.

Men det føles jo heller ikke rart, at leve med hans pengeforbrug, hans små hvide løgne og hans "tikkende bombe" -humør ?!?!

Hvis det var mig, så var jeg stået af. Jeg tollererer bare IKKE at man er uærlige overfor hinanden. Og når du lever for en SU, så er der jo vitterligt ikke mange penge til "sjov og fis"! ....Så nytter det bare ikke, at den ene spiller en helt masse penge op. Og oven i købet tillader sig at opholde sig på hotel OG være uærlig omkring det.

Det er nemt for andre udefra, at komme og sige, hvad du bør gøre.
Du har jo ligesom alle følelserne i klemme midt i det hele. SÅ jeg kan sagtens forstå, at det gør ondt og er skide svært. Og jeg føler med dig.

Men din kæreste er syg. Og hvis ikke han vil modtage hjælp, så kan du intet stille op ....dermed skal du acceptere at sådan vil tingene være, og fortsætte med at være.
Og hvis ikke han vil modtage hjælp (end ikke når du trygler og beder med jeres forhold på bekosning for hans last), og du vælger at du ikke kan leve med at det skal være sådan for altid - ja, så er der desværre kun én anden løsning. At forlade ham, og håbe at han indser, at han har brug for hjælp, hvis han vil have Jer tilbage...

Sender et knus med lidt trøst, og håber du finder styrke til at gøre det som er det rigtige FOR DIG - og jeres søn.


Jeg har faktisk en bedste veninde, som levede med en spille-galning
Hun gik fra ham, og de fandt aldrig sammen igen. Han spiller endnu.

Og så har jeg en bekendt, som gik fra sin kæreste. Han var spillegal dengang, og stadig også nu. Ingen af de to fik hjælp.
Det er simpelthen så svært at få en afhængig ud af sit forbrug (det er jo ligesom en alkoholiker), hvis ikke de SELV vil indse, at det er et problem, og hvis de ikke ønsker at modtage hjælp til det.

kunne ikke have skrevet det bedre selv!!!