En mærkelig tid

Hold op, jeg synes det er en mærkelig tid vi går igennem herhjemme! Der går op og ned i humøret, og det går desværre ud over forholdet. Kæresten er som en arrig bjørn, der går og brummer over alt, fordi behandlingen og svarene derfra desværre ikke alle har været for gode.. Og jeg går som en lille mus, der prøver ikke at forstyrre bjørnen på nogen måde.. For jeg ORKER ikke endnu et møgfald! Jeg VED godt det ikke har noget med mig at gøre, når han brøler så højt at vinduerne rystes løse af karmene.. Han er SÅ ked af, at det er ham der "bærer" problemet og handicappet, og hvor ville jeg gerne lettet byrden for ham, og tage læsset... Men det kan jeg ikke! Øv, hvor giver det en dårlig stemning! Jeg siger ikke han bærer hele skylden, men minimum 85%

Jeg sidder selv herhjemme med eksamnesopgave, der bare slet slet ikke går som det skal.. Jeg kan ikke samle mig om det, og det bliver noget overfladisk vås... Men jeg forsøger, og det er vel godt nok.. Så må det briste eller bære..

Det er også en mærkelig tid, fordi jeg venter på min mens, uden nogen form for tiltro til, at jeg kan være blevet gravid denne måned.. Jeg har 110% mistet troen på, at vi kan "lave" babyen selv... Jeg er stået helt af, og er fuldstændig kold.. Og det er virkelig en mærkelig følelse, når vi i 2½  år har forsøgt, og jeg hver måned har brugt et utal af tests, for "tænk nu hvis"... Den følelse er forsvundet som dug for solen. Måske er det meget godt, for jaja, "det sker når du mindst tænker på det".. Men behøver man at miste troen helt?

Jeg føler vi står på et busstoppested, og at bussen er meget forsinket... At vi venter på behandlingsbussen, og den kommer ikke på det tidspunkt vi troede.. Vi ved faktisk ikke, hvornår den har tænkt sig at holde ind.. Og imens kan vi så stå og vente, og vente, og vente lidt mere, og blive mere og mere irriterede. Både på bussen og på hinanden...

Jeg er træt af at være irriteret, at være den stille mus og af at være barnløs.. Men jeg bestemmer jo nok ikke selv, hvornår det holder op...

Jeg ved ikke, hvad jeg vil med det her.. Bare tømme hovedet tror jeg...

Jeg har det mærkeligt med at være herinde, men ikke kunne overskue at svare på alle Jeres indlæg. Jeg ér her.. Bare ikke helt...

kitty skriver:

Hold op, jeg synes det er en mærkelig tid vi går igennem herhjemme! Der går op og ned i humøret, og det går desværre ud over forholdet. Kæresten er som en arrig bjørn, der går og brummer over alt, fordi behandlingen og svarene derfra desværre ikke alle har været for gode.. Og jeg går som en lille mus, der prøver ikke at forstyrre bjørnen på nogen måde.. For jeg ORKER ikke endnu et møgfald! Jeg VED godt det ikke har noget med mig at gøre, når han brøler så højt at vinduerne rystes løse af karmene.. Han er SÅ ked af, at det er ham der "bærer" problemet og handicappet, og hvor ville jeg gerne lettet byrden for ham, og tage læsset... Men det kan jeg ikke! Øv, hvor giver det en dårlig stemning! Jeg siger ikke han bærer hele skylden, men minimum 85%

Jeg sidder selv herhjemme med eksamnesopgave, der bare slet slet ikke går som det skal.. Jeg kan ikke samle mig om det, og det bliver noget overfladisk vås... Men jeg forsøger, og det er vel godt nok.. Så må det briste eller bære..

Det er også en mærkelig tid, fordi jeg venter på min mens, uden nogen form for tiltro til, at jeg kan være blevet gravid denne måned.. Jeg har 110% mistet troen på, at vi kan "lave" babyen selv... Jeg er stået helt af, og er fuldstændig kold.. Og det er virkelig en mærkelig følelse, når vi i 2½  år har forsøgt, og jeg hver måned har brugt et utal af tests, for "tænk nu hvis"... Den følelse er forsvundet som dug for solen. Måske er det meget godt, for jaja, "det sker når du mindst tænker på det".. Men behøver man at miste troen helt?

Jeg føler vi står på et busstoppested, og at bussen er meget forsinket... At vi venter på behandlingsbussen, og den kommer ikke på det tidspunkt vi troede.. Vi ved faktisk ikke, hvornår den har tænkt sig at holde ind.. Og imens kan vi så stå og vente, og vente, og vente lidt mere, og blive mere og mere irriterede. Både på bussen og på hinanden...

Jeg er træt af at være irriteret, at være den stille mus og af at være barnløs.. Men jeg bestemmer jo nok ikke selv, hvornår det holder op...

Jeg ved ikke, hvad jeg vil med det her.. Bare tømme hovedet tror jeg...

Jeg har det mærkeligt med at være herinde, men ikke kunne overskue at svare på alle Jeres indlæg. Jeg ér her.. Bare ikke helt...

Det må heller ikk være sjovt for din kæreste, når han godt ved at han er "grunden" til du ikke bliver gravid. Især når han lige så meget som dig gerne vil være far(mor)

Men jo det må ikk være let at skulle går rundt om den varme grød for at han ikk bliver "sur". Det må være trættende, kan I måske skrive et brev hver hvordan I har det og giver det til hinanden?

Jeg har ikk selv haft problemer med at blive gravid, så jeg ved ikk hvordan det må være at ville være det så gerne og så ikk kan eller skal vente længe på det.

Jeg håber for din og kærestens skyld at bussen snart holder inde hos jer og går jeres drøm til virkelighed.

lion skriver:

Det må heller ikk være sjovt for din kæreste, når han godt ved at han er "grunden" til du ikke bliver gravid. Især når han lige så meget som dig gerne vil være far(mor)

Men jo det må ikk være let at skulle går rundt om den varme grød for at han ikk bliver "sur". Det må være trættende, kan I måske skrive et brev hver hvordan I har det og giver det til hinanden?

Jeg har ikk selv haft problemer med at blive gravid, så jeg ved ikk hvordan det må være at ville være det så gerne og så ikk kan eller skal vente længe på det.

Jeg håber for din og kærestens skyld at bussen snart holder inde hos jer og går jeres drøm til virkelighed.

 

Tak

Måske var det ikke så tosset en idé at skrive det ned! Det har slet ikke strejfet mig, men faktisk er det ren rigtig god idé. Jeg ved han ikke er typen der skriver, men jeg kunne jo gøre det. Både for min egen skyld, men også for hans, så han måske forstod, hvad jeg tumlede med....

Tak for idéen, det vil jeg virkelig overveje!!

kitty skriver:

Tak

Måske var det ikke så tosset en idé at skrive det ned! Det har slet ikke strejfet mig, men faktisk er det ren rigtig god idé. Jeg ved han ikke er typen der skriver, men jeg kunne jo gøre det. Både for min egen skyld, men også for hans, så han måske forstod, hvad jeg tumlede med....

Tak for idéen, det vil jeg virkelig overveje!!

Det var så lidt.

Hvis han er bange for at såre dig, kan han jo bare beholde brevet, men det hjælper at skrive sine tanker ned.

Uden at have været DIG i DIT sted, så forstår jeg dig virkelig godt !!!

Du ved at vi er mange der ønsker og hepper....
I den mellemliggende tid kan jeg nok desværre kun byde ind med et "lyttende øre" (eller et læsende øje, er det vel nærmere), og et visiuelt kram 

Og det fortjener du ....både øjne/ører, kram.....og en baby! 

JustAnotherName skriver:

Uden at have været DIG i DIT sted, så forstår jeg dig virkelig godt !!!

Du ved at vi er mange der ønsker og hepper....
I den mellemliggende tid kan jeg nok desværre kun byde ind med et "lyttende øre" (eller et læsende øje, er det vel nærmere), og et visiuelt kram 

Og det fortjener du ....både øjne/ører, kram.....og en baby! 

Det er også længe rigeligt, mere kan jeg ikke forlange af Jer, dejlige quindfolk!

Nogle gange tror jeg det handler ligesp meget om, at jeg får ordene ud af hovedet, så jeg kan koble lidt fra. Jeg er taknemlig for hvert kun, og hver lille hilsen! Det er rart at vide at støtten er der, selvom jeg ikke selv har krudt til at være noget for Jer.. Men det kommer igen, det er jeg sikker på! Kan jo ikke undvære Jer

jeg sad lige og fik et helt klart billede af jer der venter på en meget forsinket bus og så kom jeg til at tænke "bussen er ikke bare forsinket, det er også begyndt at regne"

det er dæleme strengt det I går igennem nu! jeg kan så udmærket forstå at bjørnen er påvirket af hele situationen, men jeg kan immervæk også godt forstå hvis missekatten overvejer at tage på lang tur alene et par dage!!

hvordan nærmer man sig hinanden midt i total kaos? man ved jo godt, at hvis man tager hinandens hånd lige nu, så vil man også få brug for et kram og en skulder at græde ud på og ja...at være sårbar ad helvedes til. men kan den anden bære een mens man kortvarigt lader sig falde...bare en lille smule? nogle gange kan man holde hinanden i hånden hele vejen igennem kaoset, men alligevel have øjeblikke hvor man er nødt til at kigge ned for at forsikre sig om, at det ER den andens hånd der er i ens egen, fordi det lige pludselig føles lidt ... underligt.

det gir nok ikke mening overhovedet, men klokken er 23 og jeg tudede allerede for 4 timer siden over umenneskelig træthed, såe

jeg tænker på dig og jeg hepper på jer! ikke blot babymæssigt men også helt "I skal finde ind til hinanden igen" agtigt

Øv jeg bliver altså helt ked af det Jeg har skide ondt af jer! Hvorfor skal nogle have sådan en kamp for at få det der for andre bare sker så let.... ?!?!

Det er sgu ikke retfærdigt!

Jeg har ingen kloge ord og ved faktisk slet ikke lige havd jeg skal sige.... men jeg sender dig en masse varme tanker og et kæmpe stort knus!

Kære søde huskat...

Jeg sidder og bliver helt trist på jeres vegne, og føler lige pludselig at det er uretfærdigt at jeg er går og bruger en masse energi på at tænke over hvordan min baby skal komme ud af min mave.

Jeg ved godt (tror jeg) at du ønsker os andre alt det bedste i verden, men hvor syntes jeg det er tarveligt at vores ønsker om jeres bedste bare ikke syntes at lande de rigtige steder og hos den rigtige bussemand.

Ikke at det på nogen måde er "sundt" at opgive håbet, men måske er det det der skal til... Jeg håber din mens den udebliver denne gang så der er en god grund til at købe en ny graviditets test.

Og du skal ikke have det mærkeligt med at være her, vi elsker at du er her. Også selvom det er på deltid (vi andre er her heller ikke hele tiden).

Jeg sender dig det største kram jeg kan .

SMIL fra Mette

Hej Kitty.

Jeg ville bare lige skrive at jeg har læt dit indlæg, og kender følelsen af at lege "bjørnen sover" derhjemme. Svenskeren har rigtig hjemve for første gang i de her dage kombineret med noget bøvl med a-kassen/barselspenge og resultatet er at jeg bor sammen med en dåse surstrømning der bare sidder inde på kontoret og ulmer, og har forplantet surheden til hele hytten... Han brokker sig over lejligheden, bettemusen der pjevser i varmen og er generelt bare enromt underskudsagtig - og jeg HAR siddet oppe med ham til kl 2 og trøstet og holdt om... (Og stået op igen kl 5 og gjort det samme med min LILLE dreng ) Nu må han bare få fred og ro til at blive god igen, for det er sgu da hårdt at springe rundt og forsøge at gøre tilpas når man selv ikke har en masse energi på kontoen...

Jeg er sikker på at din loverboy kommer på ret køl igen - det er virkelig en knyttet næve lige i skærmen med de resultater, og han skal nok lige bøvse lidt efter den kamel han har slugt.

I mellemtiden håber jeg du har lidt oevrskud på en anden konto og kan kaste dig over sommerudsalget?

Knus og kram

Rosa