Ind imellem bliver jeg nødt til at stoppe op og mærke efter, tænke min situation igennem, og prøve at forstå hvad det er der sker, og hvorfor sker det lige netop for mig?
Jeg mistede for 3½ år siden min mor som 16 årig, efter kort tids sygdom tildels pga. en lægefejl ( Dette er også blevet indrømmet fra statens/lægens side) det har selvfølgelig været en hård tid, og en kæmpe omvæltningen at lære at acceptere at jeg ikke længere havde min mor ved min side, nu er sagen så den at min far lider af uhelbredeligt kræft, og lægerne har nu officielt givet op, der er ikke mere at gøre, andet end at tilbyde smertelindring. Dette har været et kæmpe slag i hovedet, vi har hele tiden vidst at det ville komme, men fordi der er gået så "lang" tid ( læs 14 mdr) så har man nok bare været lidt naiv, og håbet på at det ville forsætte med at være på det stadie, som da det blev konstateret. Vi har ikke fået nogen decideret tidsfrist, hvilket også er udemærket, men set udfra hvor agressiv, kræften er blevet inden for den sidste 1½ måned, skal vi nok ikke forvente mere end et par måneder tilbage med ham.
Det gør mig selvfølgelig dybt ulykkelig, men midt i alt dette kaos, føler jeg alligevel ingenting, jeg er jo ked af det men jeg kan simpelthen bare ikke føle det, jeg kan græde måske i 10 min, og så kommer der bare ikke mere, jeg har brug for at føle sorgen, men kan samtidig ikke lade mig selv gøre det. Jeg frygter den dag han ikke længere er her, jeg frygter at det kommer til at slå mig omkuld, så jeg ikke kan tage mig af min datter.
Jeg er bange, og frygter at miste kontakten til den resterende familie, hvilket jeg overhovedet ikke bør frygte, da vi altid har haft et tæt bånd, og ses ofte. Det gør mig ked af det og tænke på at jeg ikke længere kan ringe til mine forældre, og fortælle dem noget godt, og høre hvor stolte de er, for ingen andre end forældre kan blive så stolte af deres børn.
Jeg kan ikke længere sove ordentlig, og føler absolut ingen overskud, ikke fordi jeg føler mig træt, men har simpelthen ikke den energi længere til at nå både at gøre rent, rydde op, og ordne vasketøj, samtidig med at passe min datter. gennemsnitlig sover jeg 3 timer i døgnet, og det er jo ikke meget. Jeg ved hvor dette bære hen, og det er nøjagtig det samme mønster ved min mor, jeg orker ikke at skulle igennem et år mere hvor jeg absolut sover et minimum.
Tak fordi jeg måtte dele mit indre kaos med jer.
