Føler mig som en dårlig mor :(

Tanja78 skriver:

Det er ikke altid jeg synes det er sjovt at hun skal sove ude (gør det hellere ikke så tit medmindre vi ikke har andre muligheder) ..

Men især i starten var jeg rigtig ked af bare at hun skulle passes. Jeg var bange for at "de" ikke kunne forstå hende og at hun ikke fik samme kærlighed som hun får af mor og far.. Men helt ærligt jeg tror faktisk at det er ganske normalt at have det sådan, især med sin førstfødte, er spændt på hvordan det bliver her med nr. 2.

Det er jo vores guldklumper og andre kan i hvert fald ikke gøre det lige så godt som vi forsøger at gøre  og man er bange for at der sker noget..

Men ja man bliver nødt til at gøre det - men først når man er klar og det skal ikke være på grund af pres fra hverken forældre eller sviger.

Det er lige præcis også sådan jeg tænker, men heldigvis ved jeg at han er i de bedste hænder, min mor er gammel dagplejer og vuggestue-ansat, og så har hun opdraget 8 børn, så hun kender jo børn!

linselouise skriver:

Det er lige præcis også sådan jeg tænker, men heldigvis ved jeg at han er i de bedste hænder, min mor er gammel dagplejer og vuggestue-ansat, og så har hun opdraget 8 børn, så hun kender jo børn!

Min mor er dagplejer.. Så ja selvfølgelig har de kendskab til børn. Min mands familie har ikke haft så spæde børn siden han var baby. Så det har været noget af en kamel at skulle sluge vil jeg sige.. Men tror tankerne er helt normale og så tror jeg også bare at det er vigtigt at følge sit hjerte for hvornår man generelt synes at det er okay - jeg tror mændene har en anden holdning til det, de er ikke så "pylrede" som os og sådan er det bare - vi ammer det er os der har det tætte bånd i starten..

Tanja78 skriver:

Min mor er dagplejer.. Så ja selvfølgelig har de kendskab til børn. Min mands familie har ikke haft så spæde børn siden han var baby. Så det har været noget af en kamel at skulle sluge vil jeg sige.. Men tror tankerne er helt normale og så tror jeg også bare at det er vigtigt at følge sit hjerte for hvornår man generelt synes at det er okay - jeg tror mændene har en anden holdning til det, de er ikke så "pylrede" som os og sådan er det bare - vi ammer det er os der har det tætte bånd i starten..

Min mands forældre har heller ikke haft med små børn at gøre siden han var lille, så dem er jeg lidt mere urolig for skal passe ham, men det kommer heller ikke til at ske endnu! De har ikke engang ville skifte ham endnu

Ja, Jeppe er også mere afslappet omkring det end jeg, men som du selv siger så har vi måske et lidt tættere bånd, i og med det er os der går hjemme og pusler og plejer det første lange stykke tid

Jeg har valgt at følge mit hjerte 100% Hvis jeg ikke har været klar til at få mit barn passet, så har jeg ikke gjort det. (eller det er faktisk løgn. Jeg gjorde det med min den første, fordi alle bare sagde at det ville være SÅ godt for mig og vores parforhold og alt muligt. Det fortrød jeg i lang lang tid efter!!! For jeg var bare slet ikke klar!!! -og det tror jeg heller ikke at min søn var!)

Min den yngste er lige fyldt 2 år, og jeg er her til aften kommet hjem efter at have været væk i 4 dage (Jeps! FIRE dage) og gæt en gang!!! Jeg har ikke savnet hende et eneste sekund!!! Ikke et!!! Jeg har bare nydt min tur i fulde drag, og slet ikke savnet eller været urolig eller noget som helst! Det har bare været skønt!!!!

Jeg ved ikke om du har læst nogle af mine tidligere indlæg, hvor jeg har fortalt om hvordan jeg altid følger mit hjerte i forhold til børn og pasning, men så kan du måske huske at jeg fortalte om at min datter var 3 uger (Jeps TRE uger gammel,) før der var andre end mig og hendes far der fik lov til at holde hende! Dengang måtte jeg lægge øre til mange ting, om at jeg var lidt for omklamrende, og at det var vigtigt at kunne give slip og bla. bla. bla. Selv tror jeg  at det NETOP er fordi jeg var så meget på min datter da hun var helt lille, og både hun og jeg i dag er i stand til at 'give slip' på hinanden. Jeg har haft hende helt tæt på mig, da hun var helt lille, og nu hvor hun er større virker det kun naturligt at vi er mere adskildt, og jeg har det på ingen måder skidt med det!

Dernæst vil jeg dog også sige, at jeg tror det betyder meget at hun også har sine søskende, så hun er jo ikke 'helt forladt' på samme måde som når et ene-barn bliver 'forladt' af sine forældre når det skal passes. 

Men der er selvfølgelig andre at tage hensyn til en blot mor-genet og den lille baby. Hvis ens parforhold afhænger af at man får noget alene tid sammen, så kan det selvfølgelig være nødvendigt (og bedst for barnet) at det bliver passet, og at mor og far så tilgengæld har det godt sammen. Sådan har vi bare aldrig haft det.

Til sidst vil jeg sige, at jeg tror ikke man kan råde andre til hvad der er rigtig for dem eller ej. Det er jo dybeste set kun den enkelte der kender både forholdet til barnet og forholdet til kæresten, og ved hvad der vil være det helt rigtig i netop den situation. Men jeg er overbevist om at det er vigtigt at følge sin mavefornemmelse og ikke hvad alle mulige andre synes man skal!!!