Det er mig der skal lære det...

Tak for jeres svar i min "bekymrer mig..."-tråd. Jeg har fundet ud af, hvad det handler om - det handler ikke en dyt om, at Lina er blevet forkølet (hun har sgi været forkølet så mange gange før) ej heller, at hun er svær at putte, træt når hun kommer hjem, mæt af indtryk og har brug for sin mor - alt dette er ganske naturligt og i virkeligheden ganske sundt (nå ja bortset fra forkølelsen selvfølgelig) - det handler om noget ganske andet; det handler om, at jeg skal lære at give slip på min lille pige. Det handler om, at jeg skal acceptere, at hun ikke er hjemme ved sin mor hele tiden mere, acceptere, at hun faktisk har det rigtig godt i vuggestuen og jeg skal lære, at det er okay at savne hende. For det er dét det virkelig handler om, jeg savner hende, så det gør helt ondt, og det kommer faktisk bag på mig...hvor mærkeligt det måske end lyder.....men jeg har faktisk glædet mig til, at hun skulle starte i vuggestue. Jeg har kunnet mærke på hende, at hun bare var SÅ klar, at hun begyndte at have behov for indtryk fra mennesker på hendes egen størrelse; brug for et socialt samspil med andre end sin søster, sin mor og sin far. 

Jeg var i min naivitet fuldstændig overbevist om, at jeg var klar til at give slip på hende, at det ville blive nemmere med mit andet barn end det var med mit første - men det har vist sig at være modsat - at det faktisk er sværere! Føler virkelig, jeg har mistet en lille del af Lina i, at hun ikke er her sammen med mig hele dagen; at jeg ikke ved, hvad hun har lavet hele dagen, hvilket humør hun har været i, og det ikke er mig der har puttet dynen om hende i barnevognen og set hende vende sig om på siden for at putte sig til at sove....

Min reaktion kommer helt bag på mig - det gør den virkelig - med Annika havde jeg alle de her tanker INDEN hun startede i vuggestuen, og da vi så endelig stod i vuggestueopstarten, så klarede hun det bare så fint, og jeg var intet andet end stolt - jeg følte ikke den form for tristesse, som jeg gør denne gang...

For faktum er, at Lina allerede ELSKER den vuggestue - hun har knap tid til at sige farvel og knap tid til at ænse mig, når jeg kommer og henter hende - hun hygger sig og er i den grad mere klar til det her skridt, end jeg er...

Så nu må jeg altså lære det, må jeg!! Og så bare være 200% sammen med de piger, når de kommer hjem og lade huset sejle! BASTA.... 

idamaria83 skriver:

Tak for jeres svar i min "bekymrer mig..."-tråd. Jeg har fundet ud af, hvad det handler om - det handler ikke en dyt om, at Lina er blevet forkølet (hun har sgi været forkølet så mange gange før) ej heller, at hun er svær at putte, træt når hun kommer hjem, mæt af indtryk og har brug for sin mor - alt dette er ganske naturligt og i virkeligheden ganske sundt (nå ja bortset fra forkølelsen selvfølgelig) - det handler om noget ganske andet; det handler om, at jeg skal lære at give slip på min lille pige. Det handler om, at jeg skal acceptere, at hun ikke er hjemme ved sin mor hele tiden mere, acceptere, at hun faktisk har det rigtig godt i vuggestuen og jeg skal lære, at det er okay at savne hende. For det er dét det virkelig handler om, jeg savner hende, så det gør helt ondt, og det kommer faktisk bag på mig...hvor mærkeligt det måske end lyder.....men jeg har faktisk glædet mig til, at hun skulle starte i vuggestue. Jeg har kunnet mærke på hende, at hun bare var SÅ klar, at hun begyndte at have behov for indtryk fra mennesker på hendes egen størrelse; brug for et socialt samspil med andre end sin søster, sin mor og sin far. 

Jeg var i min naivitet fuldstændig overbevist om, at jeg var klar til at give slip på hende, at det ville blive nemmere med mit andet barn end det var med mit første - men det har vist sig at være modsat - at det faktisk er sværere! Føler virkelig, jeg har mistet en lille del af Lina i, at hun ikke er her sammen med mig hele dagen; at jeg ikke ved, hvad hun har lavet hele dagen, hvilket humør hun har været i, og det ikke er mig der har puttet dynen om hende i barnevognen og set hende vende sig om på siden for at putte sig til at sove....

Min reaktion kommer helt bag på mig - det gør den virkelig - med Annika havde jeg alle de her tanker INDEN hun startede i vuggestuen, og da vi så endelig stod i vuggestueopstarten, så klarede hun det bare så fint, og jeg var intet andet end stolt - jeg følte ikke den form for tristesse, som jeg gør denne gang...

For faktum er, at Lina allerede ELSKER den vuggestue - hun har knap tid til at sige farvel og knap tid til at ænse mig, når jeg kommer og henter hende - hun hygger sig og er i den grad mere klar til det her skridt, end jeg er...

Så nu må jeg altså lære det, må jeg!! Og så bare være 200% sammen med de piger, når de kommer hjem og lade huset sejle! BASTA.... 

Uhhh hvor kan jeg bare godt følge dig!!

Det er så hårdt at man som mor ligepludselig skal accepterer at de bare ikke er så afhængige af en som de førhen har været. det er pisse hårdt og man er bare ked af det et stykke tid. men som du selv siger er det vigtigste bare at man ved de har det godt der hvor de er og at man selvfølgelig stadig er den bedste for man er trods alt moren!!

Men føler fuldstændig med dig, og jeg er ikke et hak bedre, havde mine tøser hjemme i 3 år og dælme om det ikke var og er svært at afleverer dem til andre

Kæmpe Chatarina

idamaria83 skriver:

Tak for jeres svar i min "bekymrer mig..."-tråd. Jeg har fundet ud af, hvad det handler om - det handler ikke en dyt om, at Lina er blevet forkølet (hun har sgi været forkølet så mange gange før) ej heller, at hun er svær at putte, træt når hun kommer hjem, mæt af indtryk og har brug for sin mor - alt dette er ganske naturligt og i virkeligheden ganske sundt (nå ja bortset fra forkølelsen selvfølgelig) - det handler om noget ganske andet; det handler om, at jeg skal lære at give slip på min lille pige. Det handler om, at jeg skal acceptere, at hun ikke er hjemme ved sin mor hele tiden mere, acceptere, at hun faktisk har det rigtig godt i vuggestuen og jeg skal lære, at det er okay at savne hende. For det er dét det virkelig handler om, jeg savner hende, så det gør helt ondt, og det kommer faktisk bag på mig...hvor mærkeligt det måske end lyder.....men jeg har faktisk glædet mig til, at hun skulle starte i vuggestue. Jeg har kunnet mærke på hende, at hun bare var SÅ klar, at hun begyndte at have behov for indtryk fra mennesker på hendes egen størrelse; brug for et socialt samspil med andre end sin søster, sin mor og sin far. 

Jeg var i min naivitet fuldstændig overbevist om, at jeg var klar til at give slip på hende, at det ville blive nemmere med mit andet barn end det var med mit første - men det har vist sig at være modsat - at det faktisk er sværere! Føler virkelig, jeg har mistet en lille del af Lina i, at hun ikke er her sammen med mig hele dagen; at jeg ikke ved, hvad hun har lavet hele dagen, hvilket humør hun har været i, og det ikke er mig der har puttet dynen om hende i barnevognen og set hende vende sig om på siden for at putte sig til at sove....

Min reaktion kommer helt bag på mig - det gør den virkelig - med Annika havde jeg alle de her tanker INDEN hun startede i vuggestuen, og da vi så endelig stod i vuggestueopstarten, så klarede hun det bare så fint, og jeg var intet andet end stolt - jeg følte ikke den form for tristesse, som jeg gør denne gang...

For faktum er, at Lina allerede ELSKER den vuggestue - hun har knap tid til at sige farvel og knap tid til at ænse mig, når jeg kommer og henter hende - hun hygger sig og er i den grad mere klar til det her skridt, end jeg er...

Så nu må jeg altså lære det, må jeg!! Og så bare være 200% sammen med de piger, når de kommer hjem og lade huset sejle! BASTA.... 

ååååååååh søde..... du skal nok lære det!

jeg føler ofte en tomhed inden i.... Jeg går jo hjemme på sygedagpenge med ryggen osv.... så jeg er hjemme hver dag og jeg føler inderst inde at jeg burde have Nikoline hjemme også... men det kan min ryg slet ikke klare.... og Nikoline elsker sin DP.... men det er svært, rigtig svært....

og du har ret, man er nødt til at acceptere det:0)

Hvor er du sød og dejlig, Ida....................du sætter ord på nogle følelser vi alle har, som mødre. Jeg er allerede begyndt at græde når jeg taler om, at Ida skal fra mig hver dag i mange timer, fra d. 1 aug. Jeg tror pædagogerne får svært ved, at få mig til at give slip..............men det er også iorden..........for det er jo vores små. Det aller-aller kæreste vi har.

Sender dig styrke og glade smil.

Kære Ida.

Du rammer lige der hvor det gør aller mest ondt - på det aller farligste sted. Der hvor moderfølelsen sidder.

Jeg "tøffer" rundt herhjemme og læser lige pt. til eksamen og ellers skriver jeg speciale. Så jeg syntes jo også jeg burde have Mille herhjemme så jeg var sammen med hende hele tiden og jeg vidste hvad hun lavede hele tiden.

Men Mille ville kede sig helt enormt og jeg ville ikke få lavet en prutfis af det jeg skulle. Ikke at det gør det meget nemmere at give slip.

Oveni er jeg ikke super glad for den vuggestue hun går i, men Mille elsker det og vinker farvel til mig ligeså snart vi er kommet indenfor døren (som i - nu kan du godt gå mor) og har overhovedet ikke tid til at komme med hjem når jeg henter hende om eftermiddagen.

Hvis det er ok, vil jeg gerne gemme dit indlæg i min lille bog herhjemme, for de sætter ord på mange af de tanker jeg ikke rigtig har kunne formulerer selv - TAK.

SMIL fra Mette 32+1 (der glæder sig til at hente Mille lige omlidt)

Det er lige præcis SÅDAN jeg også havde det, da Celina startede i vuggestue.

Og stadig til en vis grad har det, men slet ikke så omfattende som i starten.
(Det gavner ikke ligefrem savnet og øv-følelsen, når ens barn så også får "tæv" henne i sin vuggestue....men vi er nu glade for stedet + personalet, og der er også sket forbedring på tæske-fronten - så det er ganske godt!)

Så jeg forstår fuldstændig godt, hvordan du har det, søde.
Men du er virkelig også god til, at sætte ord på (som jeg har sagt før).

Du får et kram (igen) .....og som du ved, så skal det nok blive nemmere og nemmere. Især når du også ved, at Lina jo faktisk trives og er rigtig glad for sin vuggestue ....det hjælper også lidt på ens samvittighed over ikke selv at være der.

Åh det kender jeg godt! Hvor har jeg grædt mange tårer da Carla startede i dagpleje! Og jeg kan stadig nogle gange når jeg kommer hjem tænkte at jeg bare har savnet hende hele dagen. Man går lige pludselig fra at have været den første til at opleve alle de små sjove ting de gør til at gå glip af en masse ting.... Uha det er hårdt.... Kram til dig Og det bliver jo bedre. Det ved du nok også godt et sted langt inde i dig selv.

Anna-jonas skriver:

Hvor er du sød og dejlig, Ida....................du sætter ord på nogle følelser vi alle har, som mødre. Jeg er allerede begyndt at græde når jeg taler om, at Ida skal fra mig hver dag i mange timer, fra d. 1 aug. Jeg tror pædagogerne får svært ved, at få mig til at give slip..............men det er også iorden..........for det er jo vores små. Det aller-aller kæreste vi har.

Sender dig styrke og glade smil.

Tak søde Mette - jeg er klar til at kramme i din retning, når det bliver din tur!!

msax skriver:

Kære Ida.

Du rammer lige der hvor det gør aller mest ondt - på det aller farligste sted. Der hvor moderfølelsen sidder.

Jeg "tøffer" rundt herhjemme og læser lige pt. til eksamen og ellers skriver jeg speciale. Så jeg syntes jo også jeg burde have Mille herhjemme så jeg var sammen med hende hele tiden og jeg vidste hvad hun lavede hele tiden.

Men Mille ville kede sig helt enormt og jeg ville ikke få lavet en prutfis af det jeg skulle. Ikke at det gør det meget nemmere at give slip.

Oveni er jeg ikke super glad for den vuggestue hun går i, men Mille elsker det og vinker farvel til mig ligeså snart vi er kommet indenfor døren (som i - nu kan du godt gå mor) og har overhovedet ikke tid til at komme med hjem når jeg henter hende om eftermiddagen.

Hvis det er ok, vil jeg gerne gemme dit indlæg i min lille bog herhjemme, for de sætter ord på mange af de tanker jeg ikke rigtig har kunne formulerer selv - TAK.

SMIL fra Mette 32+1 (der glæder sig til at hente Mille lige omlidt)

Selvfølgelig må du det!!

Og når man læser til eksamen og skriver speciale, så går man jo på "arbejde", selvom det foregår derhjemme...men det føles bare anderledes, når man ikke forlader hjemmet! Hvis du sad på kontor hele dagen, ville du jo ikke tænke sådan!

Hvilken vuggestue har du hende i, hvis man må spørge?

JustAnotherName skriver:

Det er lige præcis SÅDAN jeg også havde det, da Celina startede i vuggestue.

Og stadig til en vis grad har det, men slet ikke så omfattende som i starten.
(Det gavner ikke ligefrem savnet og øv-følelsen, når ens barn så også får "tæv" henne i sin vuggestue....men vi er nu glade for stedet + personalet, og der er også sket forbedring på tæske-fronten - så det er ganske godt!)

Så jeg forstår fuldstændig godt, hvordan du har det, søde.
Men du er virkelig også god til, at sætte ord på (som jeg har sagt før).

Du får et kram (igen) .....og som du ved, så skal det nok blive nemmere og nemmere. Især når du også ved, at Lina jo faktisk trives og er rigtig glad for sin vuggestue ....det hjælper også lidt på ens samvittighed over ikke selv at være der.

 

Kan dælme godt forstå, hvis du stadig har det sådan, når tingenes tilstand er som de er i vuggestuen med Celina pt - hvordan går det med det? Er hun stadig skramme-fri i den her uge?