Vi flytter måske - Men lillebror flytter måske med

Dot D skriver:

Jeg synes da I skal tage lillebror med og give ham chancen for at starte på ny, hvis I kan overskue det. Nu ved jeg jo ikke lige hvor gammel han er, men hvis han alligevel er i "flyttehjemmefra" alderen, så varer det måske ikke længe inden han vil have sit eget, når han har boet hos jer. Og har kunnet mærke at I tror og stoler på at han kan selv

han er 18 år og jeg tænker også at jeg håber dette bare vil være starten for ham, starten for ham til at lære de rigtige veje osv. også at han selv snart vælger at stå på egen ben, men han har netop brug for nogen der tror på ham, hjælpe ham igang og ikke opgiver ham og han har brug for at hele han tilværelse starter på en frisk og der kan vi måske hjælpe ham...

Men jeg tænker også lidt hvad så hvis han bliver hængende? ønsker jo også at min familie og jeg kan skabe vores eget hjem med egen trygge rammer hvor det bare er os... - Ihvertfald bare på et tidspunkt...

Jeg synes det er beundringsværdigt at I ønsker at gøre en forskel. Men no way jeg havde lavet en der havde voldsdom ind i mit hjem! Og jo min bror har en voldsdom så ved hvad jeg snakker om. Nu ved jeg ikke hvad "jeres" er for en, men at sige at det var hans venners skyld at han fik en voldsdom er for mig helt vildt langt ude! Jeg kan slet ikke følge din logik eller rationale.

Hvor er det fint at I har overskud til at tænke sådan på lillebror. Det er virkleig en god gerning!

Som du beskriver lillebror så tror jeg at din datter hurtigt skal vænne sig til ham, specielt når han jo bliver en del af dagligdagen. Jeg kan egentlig kun komme i tanke om positive ting ved det her - lillebror får en chance til og din datter får en legeonkel næsten på fuld tid Han skal jo så bare lære at håndtere hende rigtigt og det skal nok komme med tiden.

Held og lykke med det, glæder mig til at høre hvordan det går

Knus

Jeg synes I skal lade lillebror flytte med jer, og vælge det sted hvor der er plads til ham. For som du selv skriver, så er det noget I føler I kan magte. Og det er en virkelig flot gestus af jer at ville hjælpe ham videre i livet. Det er bestemt ikke alle der ville kunne magte det, så jeg synes det er dejligt at I tænker sådan. Specielt når I har en datter som kræver lidt ekstra oveni.

Mht. hvordan det vil gå for Daniella, så er jeg slet ikke i tvivl om at hun hurtigt vil vænne sig til det, og sikkert endda nyde at der er en legeonkel der hele tiden. Og som en anden skriver, så kan han måske også afløse jer i ny og næ, så I kan gøre ting alene sammen. Og det lyder også til I har overvejet det godt og grundigt, siden du kan sige I føler I kan magte det og gerne vil gøre det, og dermed har I igennem jer selv også tænkt på Daniella. Jeg tror på, at så længe mor og far er glade, så skal Daniella også nok være glad.

Så find ud af nogle regler som vil gøre at jeres hverdag kan fungere med en ekstra i huset, og gør så en god gerning. Jeg tror også han vil være jer evigt taknemmelig over at give ham en ny chance. Og samtidig kan din mand og ham måske få det tættere forhold, som det lyder til din mand godt kunne tænke jer. Og for jeres datter er det bare skønt at komme tættere på et familiemedlem på den måde.

Så jeg siger klart; go for it!

Altså jeg må sige jeg syntes det er en dårlig ide, men det hænger kun  sammen med det at I har et barn (ikke at det er Daniella, for hun skal nok vænne sig til det, tros omstændighederne) men en teenager, som HAR været rodet ud i noget slemt, altså selvom jeg syntes det er en enorm gestus, så ved jeg fra mit arbejde med unge (med problemer) at når "hvedebrødsdagene" har lagt sig så er det "kampen"(kunne ikke lige finde et bedre ord) begynder, han er 18 så bare det at skulle indordne sig under jeres regler vil være en prøvelse, og jeg tvivler ikke på at han til dels vil rette sig efter din mand, men jeg tvivler på at du vil have samme gennemslagskraft, jeg mener hvis man ønsker at byde nogen (med problemer) ind i sit hjem, så må man også kunne rumme at det hele ikke flasker sig fra starten og der vil komme brud på reglerne, som selvfølgelig skal have en konsekvens, men så er det jeg tænker kan man rumme en ung teenagers vredesudbrud og ligenden adfærd, som man jo er nødsaget til at rumme, når man har et barn i huset, jeg ville nok have gjort det samme, men ikke mens min datter var i hjemmet, det ville sende modstridende signaler og jeg ville ikke have at hun skulle opleve bare en brøkdel af de konfliktsituation som jeg oplevede på ungdomspensionerne, og har du først fået en voldsdom, så kræver det enorme ressourcer og tid før denne adfærd (eller det der fører til adfærd) ikke opstår igen.. 

WiitrioeN skriver:

Kan jeg få dig til at uddybe hvorfor du tror det vil være en gave for alle på længer sigt?

I hjælper hans bror, din datter får et endnu tættere bånd til ham, og i kommer måske også tættere på hinanden. Det er det jeg mener med, at det er en gave