Er jeg den eneste???

vingummibamse skriver:

de kommentar fik jeg også en del af...

og dem ignorerede jeg nu bare... smilte og sagde tak og inde i mig selv tænkte jeg : tro på at du skal passe mit barn...

de kommentar vil du høre mange af...

garantert fra en masse du heller ikke rigtig snakke med som nok lige skal sig : du skal da bare sige til hvis du mangler en barnepige..

det er bare og smile og sige tak eller sige det skal jeg nok også lade vær at tænke mere over det....

Det har jeg også forsøgt at gøre, men jeg har aldrig været en person der var god til at forstille mig og nu er de begyndt at prøve at sætte sig på forskellige begivenheder hvor de mener han burde blive passet og min kæreste sys bare det er super og takker ja tak i stride strømme mens min indre stemme skriger, GLEM DET, ALDRIG og DET BLIR OVER MIT LIG

2606peanut skriver:

Det har jeg også forsøgt at gøre, men jeg har aldrig været en person der var god til at forstille mig og nu er de begyndt at prøve at sætte sig på forskellige begivenheder hvor de mener han burde blive passet og min kæreste sys bare det er super og takker ja tak i stride strømme mens min indre stemme skriger, GLEM DET, ALDRIG og DET BLIR OVER MIT LIG

var det så måske ikke ham du skulle ha en snak med...?

hvor du fik fortalt ham at det her altså også skal ske i dit tempo... og du over hoved ikke er klar til at han skal passes..

at du gerne lige vil ha ham  ud i dine arme inden han lover ham væk til en masse mennekser...

for hvis hans familie er van til at få sin vilje.. handler det nok også noget om at HAN skal sætte sig i respekt og havde en mening... hvor han simpelthen blankt siger nej...

og fortæller hans familie og venner at i nok selv skal komme når i har brug for at for ham passet fordi nu ved i at de gerne vil...?

vingummibamse skriver:

var det så måske ikke ham du skulle ha en snak med...?

hvor du fik fortalt ham at det her altså også skal ske i dit tempo... og du over hoved ikke er klar til at han skal passes..

at du gerne lige vil ha ham  ud i dine arme inden han lover ham væk til en masse mennekser...

for hvis hans familie er van til at få sin vilje.. handler det nok også noget om at HAN skal sætte sig i respekt og havde en mening... hvor han simpelthen blankt siger nej...

og fortæller hans familie og venner at i nok selv skal komme når i har brug for at for ham passet fordi nu ved i at de gerne vil...?

Ingen tvivl om at jeg prøver at snakke med ham, men han kigger bare uforstående på mig, sys ikke der er noget problem i det, hans venner og familie er jo fantastiske og det sys jeg laaangt fra. Men tror nu mest det for ham handler om at de blir skide sure, har allerede haft en voldsom konfrontation med min svigermor hvor han forsvarede mig helt perfekt, problemet er bare at nu hakker hun på ham hele tiden og kan mærke på ham, selvom han intet siger, at det går ham meget på. Tror meget han er splittet mellem dem og mig. Og det går jo selvfølgelig mig på.

 De er bare meget uforstående og det er jeg jo desværre nok bare nød til at leve med. Alle siger bare det er mig der er urimelig, så meget rart at vide jeg ikke er ene om at have det sådan, så er jeg måske ikke så "unormal" som de siger

2606peanut skriver:

Ingen tvivl om at jeg prøver at snakke med ham, men han kigger bare uforstående på mig, sys ikke der er noget problem i det, hans venner og familie er jo fantastiske og det sys jeg laaangt fra. Men tror nu mest det for ham handler om at de blir skide sure, har allerede haft en voldsom konfrontation med min svigermor hvor han forsvarede mig helt perfekt, problemet er bare at nu hakker hun på ham hele tiden og kan mærke på ham, selvom han intet siger, at det går ham meget på. Tror meget han er splittet mellem dem og mig. Og det går jo selvfølgelig mig på.

 De er bare meget uforstående og det er jeg jo desværre nok bare nød til at leve med. Alle siger bare det er mig der er urimelig, så meget rart at vide jeg ikke er ene om at have det sådan, så er jeg måske ikke så "unormal" som de siger

bestemt ikke unormalt...

og også selvom han ikke forstår det blir han nødt til at støtte op om dig.. for ellers er det nemlig at hans familie og venner for lov til at "hakke" lidt på dig....

det handler tit om at de skal sættes på plads.. og ha at vide at det her er altså jeres liv og jeres barn, og i skal nok selv bestemme tempoet der... og hvis de ikke kan indfinde sig med det er det jo dem der har et problem og er UNORMALE og ikke dig eller din kæreste..

kan godt se det er lidt svært når kæresten ikke helt forstår hva du mener og hvordan du har det.. men så må du skære det ud i pap for ham, og få ham til at forstå at det er altså sådan du har det..

er sikker på det nok skal gå... ellers må du sætte din fod ned over for hans familie og sige at nu er det sku nok.. det er mit barn og jeg skal nok bestemme hvornår og af hvem det skal passes.. og må han lige ha lov til at komme ud af maven inden i har afsat ham..

vingummibamse skriver:

bestemt ikke unormalt...

og også selvom han ikke forstår det blir han nødt til at støtte op om dig.. for ellers er det nemlig at hans familie og venner for lov til at "hakke" lidt på dig....

det handler tit om at de skal sættes på plads.. og ha at vide at det her er altså jeres liv og jeres barn, og i skal nok selv bestemme tempoet der... og hvis de ikke kan indfinde sig med det er det jo dem der har et problem og er UNORMALE og ikke dig eller din kæreste..

kan godt se det er lidt svært når kæresten ikke helt forstår hva du mener og hvordan du har det.. men så må du skære det ud i pap for ham, og få ham til at forstå at det er altså sådan du har det..

er sikker på det nok skal gå... ellers må du sætte din fod ned over for hans familie og sige at nu er det sku nok.. det er mit barn og jeg skal nok bestemme hvornår og af hvem det skal passes.. og må han lige ha lov til at komme ud af maven inden i har afsat ham..

 

Tak

Jeg vil gøre mit bedste, rart med lidt forståelse her fra.

2606peanut skriver:

Jeg kan ikke finde ud af om jeg er dybt urimelig, eller det er normalt eller blot homoner.

Her i slutningen af min graviditet, er det begyndt at gå op for mig hvor mange, særligt i min kærestes omgangskreds der føler en enorm ret, til vores kommende barn, og jeg føler en voldsom antiparti mod det. Prøver desperat at fortrænge den, men kan mærke det virkelig genere mig når folk tager forgivet at de skal passe ham, komme anstigende på hospitalet så snart jeg har født, eller kalder dem selv for bonus tante m. m.

Frygter virkelig hvordan jeg skal hånter det, særligt da min kæreste sys det er skønt og jeg selv har meget svært ved at sige fra

Hilsen en meget frustede kommende første gangs mor

Jeg synes ikke, du skal opfatte det så negativt, som det lyder som om du gør - se i stedet det positive i at der er mange, der interesserer sig for jer og jeres kommende barn

Jeg kan dog godt forstå, du ikke vil have så mange besøg på barselsgangen, men der må du bare melde klart ud at I gerne vil vente med besøg, til I er kommet hjem fra hospitalet...!

Jeg har sagt til alle veninderne at vi gerne vil vente med besøg til vi er kommet hjem og det respekterer de fuldt ud, men det kræver at man er ligefrem og fortæller om ens ønsker 

Mange kram fra en som selv har haft svært ved at sige fra i mange år...!

K&S skriver:

Jeg synes ikke, du skal opfatte det så negativt, som det lyder som om du gør - se i stedet det positive i at der er mange, der interesserer sig for jer og jeres kommende barn

Jeg kan dog godt forstå, du ikke vil have så mange besøg på barselsgangen, men der må du bare melde klart ud at I gerne vil vente med besøg, til I er kommet hjem fra hospitalet...!

Jeg har sagt til alle veninderne at vi gerne vil vente med besøg til vi er kommet hjem og det respekterer de fuldt ud, men det kræver at man er ligefrem og fortæller om ens ønsker 

Mange kram fra en som selv har haft svært ved at sige fra i mange år...!

Tak

Men som også skrevet i et af mine tidliger indlæg er det ikke barselgangen der er mit støreste problem men tiden efter og det at jeg har prøvet at sige fra men bliver mødt med sure miner og manglende forståelse. Indrømmer da gerne jeg måske ikke er den bedste til at stå fast og få mig selv forklaret ordentligt, når jeg føler mig trængt op i en krog. J

eg sys da det er rigtig dejligt at vide der er mennesker der gerne vil hjælpe os. Jeg bryder mig bare ikke om at de prøver at tvinge det ned over hovedet på mig. Og mange af dem er nogen jeg slet ikke har noget forhold til, ser dem blot som bekendte af min kæreste. Ikke som pontitele babysitter.

2606peanut skriver:

Ja det jo også det jeg tænker, men min kærestes venner og familie er ikke af den forstående slags, de mener at hvis de tilbyder deres hjælp eller gir udtryk for de ønsker noget så opfylder man det bare. De sys i forvejen jeg er irriterende fordi min kæreste nogen gange er nød til at sige nej til at ses fordi han også har forpligtelser herhjemme nu.

og jeg er bare så træt af altid at være den "lede" i deres øjne.

 

Vild familie !

Damn men jeg var nok ligeglad med hvad de syns..
Snakker overhovedet ikk med min egen familie...

Familie bestående a mor far og barn det vægter jeg meget mer højt end hvad en sur svigermor ell lignende er...

Håber du finder u a det...

2606peanut skriver:

det er såment ikke så meget lige efter fødslen der er det største problem for mig, men tiden efter og alle de mennesker der gør krav på ham,i forhold til de mener de skal passe ham med mere. Hvad med de ventede til de blev spurgt, da det langt fra er dem alle overhovedet jeg ønsker skal passe mit barn. Sys det er et enormt pres de ligger på en ved hele tiden at sige at de da nok liiige skal passe den lille.

Meld klart ud, ellers har de jo ikke chance for at vide det.

Jeg lukkede munden på svigermor, da jeg blev træt af hendes: jeg skal dit og jeg skal dat...

Jeg sagde at det blev op til mig, hvem der skulle hvad og hvornår.

Det forstod hun, og undskyldte faktisk også.

Jeg måtte dog lige på hende igen, da hun spurgte vores ældste, udenom os, om ikke bare han skulle overnatte hos hende...

Måtte så lige minde hende om, at den slags aftaler skulle laves med forældrene, før hun begyndte at lave aftaler med ungerne. Vi kunne jo have andre planer end dem hun lavede

Man skal naturligvis selv bestemme hvor ens grænser går, men jeg syntes da bare det er helt vidlt fantastisk at ens venner og familie har lyst til at tage del i livet og fødslen af et nyt barn.

Men du kan jo kun selv mærke hvor dine grænser går. Jeg ville føle det var underligt, hvis mine veninder lukkede mig ude af deres bebsers liv... Mmm. Men det er nok bare mig