Er jeg den eneste???

Jeg kan ikke finde ud af om jeg er dybt urimelig, eller det er normalt eller blot homoner.

Her i slutningen af min graviditet, er det begyndt at gå op for mig hvor mange, særligt i min kærestes omgangskreds der føler en enorm ret, til vores kommende barn, og jeg føler en voldsom antiparti mod det. Prøver desperat at fortrænge den, men kan mærke det virkelig genere mig når folk tager forgivet at de skal passe ham, komme anstigende på hospitalet så snart jeg har født, eller kalder dem selv for bonus tante m. m.

Frygter virkelig hvordan jeg skal hånter det, særligt da min kæreste sys det er skønt og jeg selv har meget svært ved at sige fra

Hilsen en meget frustede kommende første gangs mor

Uhh den kender jeg godt, men nu er jeg typen der hurtigt kan sige fra og det gjorde jeg os da vores datter kom til verden, man oker ikke alle de mennesker og man har bare brug for tid, sådan havde jeg det i hvert fald..

Gør dig selv den tjenste at sig fra hvis du syntes det bliver for meget.

molle85 skriver:

Uhh den kender jeg godt, men nu er jeg typen der hurtigt kan sige fra og det gjorde jeg os da vores datter kom til verden, man oker ikke alle de mennesker og man har bare brug for tid, sådan havde jeg det i hvert fald..

Gør dig selv den tjenste at sig fra hvis du syntes det bliver for meget.

Sys jeg prøver men bliver bare gjort til sorteper og det er også hårdt, men det er forpokker mit barn, ikke deres

Det er simpelhen bare at slå hårdt ned i bordet, ellers ødelægger det os en selv..

molle85 skriver:

Det er simpelhen bare at slå hårdt ned i bordet, ellers ødelægger det os en selv..

Du har ret, sys bare det er svært

kan kun give molle85 ret... for din egen skyld er det vigtigt at du siger stop nå du når det punkt hvor at det blir for meget for dig...

jeg gjor det ikke da jeg lå på barselsgangen vilket resulteret i at min veninde kom anstigende med 5-7 af vores bekendte som bare lige skulle se... og det er virkelig dybt frusterende når du ligger der som ny bagt mor og enlig helst gerne bare vil slappe af og nyde dit barn...

derfor er jeg glad for den at jeg den her gang for lov til at komme hjem med det samme (håber jeg da) så kan jeg nemlig bare lade vær med at åbne døren hehe

Kan godt huske det fri min graviditet.....

Men syns du skal stå fast at folk før må komme på sygehuset når DU magter det....
Og det samme gælder besøg bagefter derhjemme!

Jeg fortryder så meget ikk at vente for de første to uger er så magiske og du får dem ALDRIG igen,....

Det er dig og dit barn og mand og ingen andre du skal koncentrere dig om...
Og for den sags skyld behøver du heller ikk at ha kontakt til en masse i den første tid for gode venner skal nok blive og de forstår

Pøj pøj...

det er såment ikke så meget lige efter fødslen der er det største problem for mig, men tiden efter og alle de mennesker der gør krav på ham,i forhold til de mener de skal passe ham med mere. Hvad med de ventede til de blev spurgt, da det langt fra er dem alle overhovedet jeg ønsker skal passe mit barn. Sys det er et enormt pres de ligger på en ved hele tiden at sige at de da nok liiige skal passe den lille.

2606peanut skriver:

det er såment ikke så meget lige efter fødslen der er det største problem for mig, men tiden efter og alle de mennesker der gør krav på ham,i forhold til de mener de skal passe ham med mere. Hvad med de ventede til de blev spurgt, da det langt fra er dem alle overhovedet jeg ønsker skal passe mit barn. Sys det er et enormt pres de ligger på en ved hele tiden at sige at de da nok liiige skal passe den lille.

de kommentar fik jeg også en del af...

og dem ignorerede jeg nu bare... smilte og sagde tak og inde i mig selv tænkte jeg : tro på at du skal passe mit barn...

de kommentar vil du høre mange af...

garantert fra en masse du heller ikke rigtig snakke med som nok lige skal sig : du skal da bare sige til hvis du mangler en barnepige..

det er bare og smile og sige tak eller sige det skal jeg nok også lade vær at tænke mere over det....

xchristinax skriver:

Kan godt huske det fri min graviditet.....

Men syns du skal stå fast at folk før må komme på sygehuset når DU magter det....
Og det samme gælder besøg bagefter derhjemme!

Jeg fortryder så meget ikk at vente for de første to uger er så magiske og du får dem ALDRIG igen,....

Det er dig og dit barn og mand og ingen andre du skal koncentrere dig om...
Og for den sags skyld behøver du heller ikk at ha kontakt til en masse i den første tid for gode venner skal nok blive og de forstår

Pøj pøj...

Ja det jo også det jeg tænker, men min kærestes venner og familie er ikke af den forstående slags, de mener at hvis de tilbyder deres hjælp eller gir udtryk for de ønsker noget så opfylder man det bare. De sys i forvejen jeg er irriterende fordi min kæreste nogen gange er nød til at sige nej til at ses fordi han også har forpligtelser herhjemme nu.

og jeg er bare så træt af altid at være den "lede" i deres øjne.