Over at i har taget beslutningen om at få børn?? Vi har kun været i gang i 2 mdr. men beslutningen har været længe undervejs og vi har snakket meget om det. Men nogle gange panikker jeg alligevel, og så kommer alle tankerne, er det nu det rigtige valg? Hvad vil folk sige? Kan vi finde ud af det? Hvad med vores forhold bagefter osv osv. Men så går der jo alligevel ikke længe, så sidder jeg igen og dagdrømmer om de gyldne to streger, en stor mave og en lille bebs.
Jeg ved ikke lige hvad jeg ville med det her, men nogle gange er det bare rart at få tankerne ud, vil jo ikke sige noget til min kæreste, gan skal ikke tro at jeg har fortrudt vores beslutning.
ORK jo!!!! Det tror jeg de aller allerfleste gør! Og jeg var da ofte bange og endnu mere efter at jeg blev gravid! For der er ligesom ingen vej tilbage og det kan til tider være skræmmende, også selvom man ikke ønsker at gå tilbage! Livet vil ændre sig for altid og man har ultimativt ansvaret for det her lille menneske og for at det bliver til et selvsikkert, selvstændigt, lykkeligt og velfungerende ældre menneske med tiden. DET synes jeg er meget angstprovokerende, når man virkelig tænker over det. Er man nu god nok, hvordan bliver det, hvad med kæresteforholdet osv. osv. Alle de tanker som der jo følger med denne store ting man har besluttet at føre ud i livet!
Men ved du hvad, det er helt naturligt, og jeg er faktisk sikker på at det er smadder sundt at gøre sig disse fornuftige realistiske tanker omkring det at sætte et barn i verden frem for bare at tro at det hele bliver rosenrødt og smadder pusse-nusse-dejligt! For det gør det ikke altid. Meget af tiden bliver det helt fantastisk, og man klarer alt det sure fordi man elsker sit barn mere end man nogensinde kunne forestille sig (sådan fortæller folk det gang på gang, så det stoler jeg på er sådan det er). Men det bliver også bare benhårdt meget af tiden og parforholdet vil være sat i baggrunden i en periode mens barnet er helt lille og dybt afhængigt, hvorefter man skal gøre en meget større indsats end tidligere for at holde gang i kæresterierne. Man bliver kærester på en ny måde og man er ikke længere alene om at elske hinanden allerhøjest! Nu deler man med et andet menneske, hvilket jeg synes er både smadder smukt og også lidt sørgmodigt at tænke på. Som min sundhedsplejerske sagde da hun var her på førfødsels-besøg 'Man siger farvel til sit parforhold som det var, og det er en slags sorg. Men der kommer også noget nyt og godt!'
Nu blev det lidt langt og jeg fik også sat ord på nogle af mine egne tanker og følelser. Men det jeg egentlig vil sige med det er, at jeg tror bestemt ikke at din/jeres frygt er et tegn på at I ikke er klar - snarere tværtimod 
Det viser modenhed og velovervejethed! Held og lykke med projekt baby 
P.s. Og så vil jeg fortælle dig at det netop er rigtig vigtigt at dig og din kæreste kan snakke om disse ting, for måske/sandsynligvis har han det på samme måde og tør heller ikke dele det med dig af frygt for at du skal tro han har fortrudt! Jeg har brugt min kæreste enormt meget til at komme ud med alle mine tanker, og han har været rigtig god til at lytte og berolige mig og har ikke haft spor svært ved at acceptere at jeg har disse tanker, selvom han ikke selv har det sådan. Og jeg tror altså at min kæreste er en af de få som ikke har disse tanker, og han forstår det alligevel godt. Du kan jo evt. lade din kæreste læse med i denne tråd, så han kan se at du langt fra er den eneste der har det sådan, at du er helt normal og at det ikke betyder at du har fortrudt! Det er vigtigt at kunne snakke åbent og ærligt med sin partner, specielt når man skal til at have et barn sammen
Anmeld
