Panikker i aldrig...??

Over at i har taget beslutningen om at få børn?? Vi har kun været i gang i 2 mdr. men beslutningen har været længe undervejs og vi har snakket meget om det. Men nogle gange panikker jeg alligevel, og så kommer alle tankerne, er det nu det rigtige valg? Hvad vil folk sige? Kan vi finde ud af det? Hvad med vores forhold bagefter osv osv. Men så går der jo alligevel ikke længe, så sidder jeg igen og dagdrømmer om de gyldne to streger, en stor mave og en lille bebs.

Jeg ved ikke lige hvad jeg ville med det her, men nogle gange er det bare rart at få tankerne ud, vil jo ikke sige noget til min kæreste, gan skal ikke tro at jeg har fortrudt vores beslutning.

jo jeg/vi gjorde. både sammen og hver for sig. jeg tror det er en indikator for at man er klar over hvor kæmpestor en omvæltning det bliver at få barn - og at man overhovedet ikke rigtig for alvor ved HVOR stor

jeg får stadig sådan nogle panikdage hvor jeg tænker nejnejnej, der er SÅ mange ting jeg skal sætte mig ind i omkring den her baby der er på vej, det er ALT FOR MEGET...men det er jo 1) forsent og 2) man skal nok finde ud af det alligevel!!

Jo, for dælen. De kommer engang i mellem! Men jeg tror det er ganske naturligt.. efter 29 mdr tror jeg nok at vi mener, det er det vi vil

Inden vi tog beslutningen panikkede jeg lidt, hvis man kan sige det sådan, altså jeg overvejede det nøje og måtte lave for og imod lister, da der jo også er ting man giver afkald på, og jeg er kun 23 år.. Så kunne jo sagtens vente nogle år endnu. Men efter at vi har besluttet os har jeg ingen panik haft, nu ønsker jeg bare brændende de to streger. Håber håber håber. Men tror det er ganske normalt med en smule panik i ny og næ. Måske melder panikken sig her, når først jeg er gravid.. Who knows

Jo er du gal jeg panikkede - havde mange "samtaler" med mig selv omkring det. Den ene dag ville jeg SÅ gerne have en stor mave og en baby at kysse på, den næste syntes jeg det var så dejligt at have sin frihed til at gå ud og spise og i det hele taget gøre som det passede mig.

Da vi endelig tog beslutningen om at prøve, var vi sikre på at der da mindst ville gå 6 mdr. før der var gevinst, men det var der altså i første forsøg... Og SÅ panikkede jeg! Men nu hvor jeg har min datter på 7 uger kan jeg slet ikke forstå, hvorfor vi ventede så længe med at få børn - det er det bedste i verden

Helt sikkert... !! når man tænker på hele ens hverdag tager en drejning!! men det er helt sikkert det hver. det er jge ikke itvivl om

Ih jo hvor man har panikket nogle gange . Faktiskt fik jeg et lille 'panikanfald' første gang vi havde ubeskyttet sex Min stakkels mand troede han havde gjort noget forkert . Det er jo en stor beslutning at tage, og ja når man så først har dem tænker man: hvorfor tvivlede jeg .

Årh jo jeg panikker (mest indvendigt så det ikke smitter Jens). Sidste gang jeg blev gravid var det ikke så slemt, for der var det ikke så velovervejet,og jeg sad mere med fornemmelsen af "ok, så er det det vi gør" for der stod vi lissom allerede i det. Denne gang har jeg panikket lidt mere, men tror egentlig at det er sundt nok, som Trine også skriver. Det beviser vel bare at man ved at man tager en stor beslutning?

npn skriver:

Over at i har taget beslutningen om at få børn?? Vi har kun været i gang i 2 mdr. men beslutningen har været længe undervejs og vi har snakket meget om det. Men nogle gange panikker jeg alligevel, og så kommer alle tankerne, er det nu det rigtige valg? Hvad vil folk sige? Kan vi finde ud af det? Hvad med vores forhold bagefter osv osv. Men så går der jo alligevel ikke længe, så sidder jeg igen og dagdrømmer om de gyldne to streger, en stor mave og en lille bebs.

Jeg ved ikke lige hvad jeg ville med det her, men nogle gange er det bare rart at få tankerne ud, vil jo ikke sige noget til min kæreste, gan skal ikke tro at jeg har fortrudt vores beslutning.

åh jo da....

Jeg ønsker de 2 streger mere end noget andet, og alligevel, får ejg ofte tanker om skal det nu gå, og kan vi klare det, og bliver vi nu gode forældre, er vi klar og jada jada jada, kan nogen gange panikke helt eller få helt ondt i maven, synes det er værst op til testning hvor man næsten kan håbe den er positiv, og så næsten være bund ulykkelig når den så er positiv, fordi man jo virkelig gerne vil det.

Tror det er helt normalt at have de tanker, og være usikker, tror måske det ville være mere underligt hvis man slet ikke, på noget tidspunkt, var nærvøs, og om man nu kan klare den store opgave

Panik?? JA ER DU SKØR??!.... Panik over; KAN jeg nu blive gravid, panik over hvad HVIS jeg bliver gravid? kan vi klare det. Kan jeg klare det. Hvad med mit arbejde? OOhhhh jo jeg melder mig under fanen... min dejlige kæreste ryster på hovedet af mig og siger at jeg skal lade være med at bekymre mig så meget om det og at jeg skal prøve at lade være med at tænke på at jeg så gerne vil være gravid. Men sorry; hvor mange kvinder kan lade være med at føle efter indeni et par gange om dagen efter ændringer, når det nu er man har truffet SÅ STOR en beslutning? Og efter at have smidt p-pillerne (smed dem slut marts) ja så er der jo nogle ændringer igang, man kan mærke sin ægløsning mv men som man brændende håber istedet kunne være fordi en lille spire var ved at sætte sig fast?... Jeg elsker min dejlige kæreste over alt på jorden og det er mit største ønske at kunne give ham børn og starte en rigtig famile sammen med ham. Men jojojo det er selvfølgelig rigtigt; lad nu vær med at tænke så meget. Det kommer når det kommer (men hvornår??  )og ja jeg er også sikker på at når man som du og jeg har tænkt en masse over det inden man traf beslutningen, så skal vi sgu nok klare det og vi har jo trods alt de 9 mdr at vænne os til det, fra den dag af vi kan JUBLE over 2 dejlige, fantastiske, fænomenale streger......

Ved det blev lidt rodet og en sludder for en sladder, men jeg håber vi ´begge kan finde ro ved at vi ved der er andre der tænker i samme baner.... Håber det snart for alle os der brændende ønsker at blive gravide, vil være held i sprøjten.. so to speak....