Så fik jeg lige et spark, mens jeg lå ned!
Vi står jo på vippen til behandling, og har snakket om, hvem vi skal fortælle det til, og hvem det skal holdes "hemmeligt" for, inden vi ved mere.
Vi har valgt at familierne godt må vide det, når vi føler tidspunktet er det rette. Jeg fortæller det til min familie, og kæresten til sin. Der er ingen skam i at skulle i behandling - men der følger sikkert 35 spørgsmål, og mindst lige så mange kommentarer, og dem skal vi også være klar til.
Vi har dog valgt at fortælle det til et vennepar, som vi er rigtig tætte med. I håb om at de forstår, hvis vi ikke lige er friske på en tur ud at spise eller en tur i byen. At humøret svinger og vi er sårbare. So far so good!
Igår taler jeg så med parret (jeg mødte dem lidt tilfældigt, og min kæreste var hjemme), og de spørger, hvornår vi skal til samtale, fordi de ved det var snart. Jeg fortæller at det er d. 26., så der ikke er længe til. Efter lidt snakken fem og tilbage siger den ene (nogenlunde dette)
"Du skal ikke tage imod de hormoner de giver dig. De er stærkt kræftfremkalende, og en virkelig dårlig idé. Det er ikke engang sikkert de virker, og har du lyst til at have øget chancerne for kræft?"
Øøøøhhhh.. Så står man der og tænker: Hjælp mig lige med at trække vejret, fik lige et slag i maven!! 
Jeg er så ked af den kommentar! Vi har taget valg om at gå i behandling.. For for os er det et valg om at få et barn eller ej.. For dem er det åbenbart et valg om "vælg et barn, få kræft og dø fra det" eller "vælg ikke at øge risikoen for kræft, men vær barnløs"....
Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal tænke... Jeg blev bare meget stille, og skulle lige pludselig skynde mig hjem...
Nå, ville bare dele det. Det er lidt tungt at gå med selv...
