Øv, hvor ubehageligt at føle sig "mistænkt", når man vitterligt ikke har gjort det.
Men prøv at tænk ved dig selv, at det bare er en snak om situationen. IKKE at du er stemplet som eventuel skyldig.
Du ved jo at du ikke har gjort det, og dermed har dit på det rene og ikke behøver frygte noget. De kommer bare fordi du var til stede, så de gerne vil høre din side af sagen.
Han kommer ikke for at ville finde en skyldig i DIG. Han kommer for at høre din version af den dag, og høre hvad du husker og oplevede. De stiller sikkert Jer begge mange af de samme spørgsmål, for at høre, om Jeres versioner stemmer meget godt overens, eller er meget forskellige. Og hvis de er meget forskellige, så vil de selvfølgelig strudse over det, og komme med mere uddybende spørgsmål.
Men du skal ikke lade dig hyle ud af den. Bare antag at ham betjenten er en rar mand med venlige hensigter. For det er han sikkert.. Og hvorfor skulle de mistænke dig? - At du var til stede da det skete, gør jo ikke DIG til synderen.
Så forsøg at bevare roen, og ikke frygte, eller tro, det værste på forhånd.
Et godt trick kan også være, at du simpelthen starter samtalen ved at sige det højt "jeg må indrømme, at det her er en meget uvant situation for mig, og jeg føler mig noget usikker og nervøs!"
Så har du sagt det, så de VED at det altså er sådan du har det (og kan vise hensyn til det, og forstå det, hvis du hakker lidt i det), og samtidig kan det også have den effekt, at du slapper en smule mere af, fordi du har fået sagt det højt.
Men øv, sikke en ubehagelig ting. Men sådanne ting sker jo desværre, og det skal ikke påvirke dig, når du intet har gjort.
Så nu skal denne samtale med betjenten bare overståes!! Og så har du dit på det rene.
Ønsker det bedste for dig, og synes det er synd, at du skal have det sådan.
Hilsen Katrine (som dog ikke taler af personlig erfaring)