Hos os opdrager vi efter det vi kalder for "Kærlig Konsekvens", hvilket også omfatter de berømte/udskældte "time-out" situationer, selv om de sjældent er nødvendige hos os (endnu).
 I praksis betyder det at vi aldrig nogensinde råber ad vores søn, eller hinanden for den sags skyld, men han mærker at der er en konsekvens når han udfører handlinger som ikke er i orden.
 Eksemplevis bliver tallerkenen fjernet med det samme han begynder at lege med maden. Han ved godt han ikke må lege med maden og siger også undskyld, hvorefter han får tallerkenen igen. Fortsætter han så med at lege med maden bliver han ganske enkelt sat fra bordet, hvilket han egentlig ikke synes er sjovt når nu mor og far sidder og hygger omkring måltidet (han er en rigtig hyggefis), hvor han jo gerne vil være med. Hver gang taler vi stille og roligt (men alvorligt til ham) og forklarer ham hvad han har gjort galt, hvilket virker for os. Og sådan er det med alt hjemme hos os. I 9 ud af 10 gange kan vi også nøjes med én konsekvens handling over for vores søn - og han er altså kun 20 måneder - og så forstår han fint hvad der skete og retter ind efter de regler der gælder i vores hjem.
 Synes nemlig der er himmelvid forskel på det vi gør og "Misforstået Omsorg", hvilket vi nogen gange ser hos folk der enten lader deres børn køre rundt med dem, for "man må jo ikke skælde ud", eller modsat hvor børnene nærmest ikke må sige et pip inden de får en skideballe (Pædagogisk diktatur).
 Den gyldne middelvej kan være svær at finde og med al sandsynlighed forskellig fra barn til barn og familie til familie og jeg vil på ingen måde stille mig til dommer over hvad andre forældre vælger at gøre - men jeg kan konstatere, at det nogen gange ikke er den måde som jeg/vi vil gøre det på med vores børn.
 Så min konklusion er at man skal lade forældre finde deres egen måde at gøre tingene på og så egentlig bare holde sin mund lukket med syv segl ift hvad man mener om deres måde at opdrage på.
 Internt i hjemmet bør man naturligvis snakke meget sammen om hvordan man gør tingene, så børnene mærker en ensartet konsekvens af dets handlinger. Det modsatte skaber i mine øjne nemlig forvirrede og urolige børn, hvilket jeg ikke mener vil gavne dem senere i livet.
			 
			
			
			
			
				Anmeld