Tror han fortryder :'(

Har de seneste dage haft følelsen af at min kæreste måske fortryder at vi gik igang med projekt baby for omkring et år siden, og nu er gravide.

Da jeg sagde det til ham her for lidt siden, da jeg begyndte at græde da han gav mig en krammer, efter at have svaret på hvad der var galt, gik han ud og røg... og står nu udenfor.

Tror han er bange for at han bare vil få endnu mere ansvar. Ved han i forvejen føler han har meget ansvar, på trods af at jeg laver aftensmad næsten hver dag, gør rent og rydder op når overskuddet er der..

Han tager sig af regninger, men mangler der penge på hans konto overføre jeg så han ikke har minus på sin.

Jeg har hund, som jeg selv tager mig af. Han har katte og dem står han for.

Vi elsker hinanden. Men det virker som om han har trukket sig en del væk, og jeg er bange for at det måske er mig der har skubbet / skubber ham væk. Jeg er meget rørstrømsk i disse dage, og overksuddet kommer i perioder. Jeg sover meget, men er begyndt at forsøge at holde mig vågen for at gøre lidt mere herhjemme / nå lidt mere, og være mere med.

Men jeg ved bare ikke hvad jeg nu skal gøre. Jeg ønsker jo vi skal have den lille samme, som familie...

Jeg ved jeg sagtens kan klare den lille og vovsen alene, det er ikke det... Men det er jo ikke min drøm. Jeg ønsker jo at være sammen med min kæreste resten af mit liv, og har fuldt ud troet på det.

Er bare så ulykkelig lige nu. Hvad skal jeg stille op?

Skal jeg bare se tiden an, eller skal jeg bede ham allerede nu om at træffe et valg om hvad han vil? Jeg er 5 mdr. henne...

Hilsen den ulykkelige

Anonym skriver:

Har de seneste dage haft følelsen af at min kæreste måske fortryder at vi gik igang med projekt baby for omkring et år siden, og nu er gravide.

Da jeg sagde det til ham her for lidt siden, da jeg begyndte at græde da han gav mig en krammer, gik han ud og røg... og står nu udenfor.

Tror han er bange for at han bare vil få endnu mere ansvar. Ved han i forvejen føler han har meget ansvar, på trods af at jeg laver aftensmad næsten hver dag, gør rent og rydder op når overskuddet er der..

Han tager sig af regninger, men mangler der penge på hans konto overføre jeg så han ikke har minus på sin.

Jeg har hund, som jeg selv tager mig af. Han har katte og dem står han for.

Vi elsker hinanden. Men det virker som om han har trukket sig en del væk, og jeg er bange for at det måske er mig der har skubbet / skubber ham væk. Jeg er meget rørstrømsk i disse dage, og overksuddet kommer i perioder. Jeg sover meget, men er begyndt at forsøge at holde mig vågen for at gøre lidt mere herhjemme / nå lidt mere, og være mere med.

Men jeg ved bare ikke hvad jeg nu skal gøre. Jeg ønsker jo vi skal have den lille samme, som familie...

Jeg ved jeg sagtens kan klare den lille og vovsen alene. Men det er jo ikke min drøm. Jeg ønsker jo at være sammen med min kæreste resten af mit liv, og har fuldt ud troet på det.

Er bare så ulykkelig lige nu. Hvad skal jeg stille op?

Skal jeg bare se tiden an, eller skal jeg bede ham allerede nu om at træffe et valg om hvad han vil? Jeg er 5 mdr. henne...

Hilsen den ulykkelige

 forstod ikke lige helt hvorfor han gik ud og røg? Hvad var det du fortalte ham ?  

Nå men, tror bare du skal give ham lidt tid.. Det er jo en kæmpe stor omvæltning for begge parter at der "snart" kommer en lille ny  .. Han kan ikke føle det på sin krop men tro mig der går mange tanker alligevel og især fordi han kan se der sker forandringer med dig på godt og ondt .. 

det er en rigtig møg situation, så du får lige en stor krammer allerførst

Dernæst vil jeg sige at han sikkert begynder at mærke noget af opmærksomheden "taget fra ham" og det er HELT normalt... Mit råd til dig/Jer er at tale rigtig meget om tingene og fokuser på alle de positive ting... Du skal have lov til at hvile dig og ikke drøne rundt og ordne derhjemme, for din krop har brug for det! Du skal have lov til at have humørsvingninger og ikke vide om du skal grine eller græde - det hører med til at være gravid! Men han skal også have lov til at være spændt, nervøs og bange for det I står overfor. Fødslen nærmer sig så småt og han står på sidelinjen og følger med mens starten på Jeres nye liv drøner forbi ham!

Tal sammen... Elsk hinanden og giv hinanden plads!

Stort knus

Mange mænd har svært ved at forholde sig til det liv der snart vil komme til verden. De føler måske ikke at de bliver gode fædre. Jeg tror det er vigtigt at vi fortæller dem, at vi er sikker på at de godt kan tage sig af et barn og at vi tror på dem. Vi må hjælpe dem med at få lidt selvtillid.

Hilsen Ditte, 34+6

Caroline86 skriver:

det er en rigtig møg situation, så du får lige en stor krammer allerførst

Dernæst vil jeg sige at han sikkert begynder at mærke noget af opmærksomheden "taget fra ham" og det er HELT normalt... Mit råd til dig/Jer er at tale rigtig meget om tingene og fokuser på alle de positive ting... Du skal have lov til at hvile dig og ikke drøne rundt og ordne derhjemme, for din krop har brug for det! Du skal have lov til at have humørsvingninger og ikke vide om du skal grine eller græde - det hører med til at være gravid! Men han skal også have lov til at være spændt, nervøs og bange for det I står overfor. Fødslen nærmer sig så småt og han står på sidelinjen og følger med mens starten på Jeres nye liv drøner forbi ham!

Tal sammen... Elsk hinanden og giv hinanden plads!

Stort knus

Kan bare ikke få ham til at snakke med mig. Jeg prøevr at give ham plads, men samtidig fortælle hvordan jeg går og har det, og hvad jeg føler / oplever.

Men vil gerne at vi kunne være så tætte som vi plejer. Men han siger bare at han er ligeglad eller "det ved jeg ikke". Jeg har f.eks. spurgt med navn og spurgt om ikke han kunne finde nogle han kinne li'. Han siger han er ligeglad... Han siger dog han ikke kan li' dem jeg løbende forslår.

Low skriver:

Mange mænd har svært ved at forholde sig til det liv der snart vil komme til verden. De føler måske ikke at de bliver gode fædre. Jeg tror det er vigtigt at vi fortæller dem, at vi er sikker på at de godt kan tage sig af et barn og at vi tror på dem. Vi må hjælpe dem med at få lidt selvtillid.

Hilsen Ditte, 34+6

Har sagt fra starten at jeg tror han bliver en fantastisk far og siger at det ved han godt. Han er vant til at tage ansvar og vi har ikke rigtig nogen venner så han vil jo også have masser af tid med den lille.

Men ja, ved han bliver en god far, hvis han ønsker det. Men det ved han også siger han...

Anonym skriver:

Kan bare ikke få ham til at snakke med mig. Jeg prøevr at give ham plads, men samtidig fortælle hvordan jeg går og har det, og hvad jeg føler / oplever.

Men vil gerne at vi kunne være så tætte som vi plejer. Men han siger bare at han er ligeglad eller "det ved jeg ikke". Jeg har f.eks. spurgt med navn og spurgt om ikke han kunne finde nogle han kinne li'. Han siger han er ligeglad... Han siger dog han ikke kan li' dem jeg løbende forslår.

Ved godt det er en ringe trøst, men det er så almindeligt, det I går igennem lige nu... Det gør det ikke mindre hårdt, men det kan være rart for dig at vide at mange andre går igennem det samme

Vi havde selv en meget barsk periode da jeg var gravid, så jeg ved hvor hårdt det er... Du er velkommen til at skrive til mig hvis du har lyst til at tale med en som har prøvet det

Måden jeg "overlevede" var ved at insistere på at vi skulle være sammen om tingene, involvere ham i alle de ting han ville, men til gengæld også give ham lov til at sige "det giiiider jeg ikke"... Daniel er en fantastisk(!!!!) far den dag i dag... Og han er mig evigt taknemmelig for at jeg ikke gav op! For han havde ikke overskud til at holde sammen på det hele...

der er rigtigt mange mænd der slet ikke kan håndtere at konene er gravid:-) det er faktisk ret normalt. For det første bærer de ikke barnet, så de kan have svært ved at sætte sig ind i alle de ting du snakker om og alle de ting du føler-for det andet får dine hormoner et booost der sparker røv, mens hans forbliver uændret. Dvs du kan reagere meget på små ting der slet ikke røer ham.

Og navnet..pha, jamen det er svært, fordi han sikkert bare har svært ved at forestille sig det hele:-)

Har i været til MD scanning og skal i evt vide kønnet??

For lige netop med sådan en mand kan det være en STOR fordel han ved hvad der kommer så han får god tid til at bearbbejde det hele...og tænke på et navn. Der er abre mange flere mænd der er langt mere med når de kender kønnet:-)

Og især efter en 3d scanning eller bare den alm md scanning.

Jeg har har om en som var på samme måde, og egentligt ikke virkede særligt interresseret i barnet, men så da drengen blev fdt var han noget helt andet..

Hej

Min kæreste var præcis på samme måde, der var intet jeg sagde eller gjorde som handlede om barnet der interesserede ham, følte mig så alene. Prøvede virkelig at snakke med ham om hvorn jeg havde det, men følte bare han trak sig længere og lægere væk, særligt det med navnet var også et stort problem. alle forberedelser gjorde jeg alene, det eneste response jeg fik var nej, eller det kan jeg ikke lide.

Men nu er det ligesom om at han endelig har vænnet sig til tanken, vil dog ikke sige at han er super meget med i planlægningen, men jeg ved at han glæder sig, han selv siger at der er svært at skulle tage stilling til og elske noget som ikke er her endnu og at han har sys det var meget skræmmende i langtid. Til tider stadig.

Jeg tror aldrig jeg kommer til at forstå hans reaktion og en del af mig er da også skuffet over at vi ikke har været særlig fælles om denne oplevelse. Men vi har hinanden og nu er der kun 6 uger tilbage og jeg ved at på trods af en meget lidt synlig begejstring i hverdagen så glæder han sig lige så meget som mig.

Ved ikke om det hjælper noget men stort kram her fra