En lidt svær tid

Jeg har uden tvivl en super dejlig og glad dreng, men han er godt nok også en prøvelse til tider....

Han har altid været en forholdsvis stille dreng med stort trygheds behov, men her den seneste tid har det godt nok været ekstremt! Han er meget tilbageholdende overfor andre mennesker; både børn og voksne og dem han har mødt før (så som familie og forældre til de andre børn i vuggestuen) Han blir direkte skræmt og græder ofte og det føles som om han bare vil væk!

Hvis der kommer en hen mod ham så vil han op til mig med det samme og han kigger væk eller lukker øjnene. Hvis vedkommende pludselig griner så begynder Niklas Emil at græde og vil væk. Som om han tror det er ham vi griner af og så nogen gange fordi han måske blir lidt skræmt over folks grin (nogen har jo et liiiidt voldsomt grin)

Hvis vi tager nogen steder med Niklas Emil er det svært for mig at være tilstede for han fylder bare rigtig meget. Da vi feks var i jordmorgruppe for 2 mdr siden (vi ses ret sjælent) Tog det lang tid før Niklas Emil tøede op. Det er selvfølgelig okay for han husker ikke rigtig de andre 2 mødre og deres børn. Senere vil han gerne ned og lege, men så snart en af de andre børn kommer hen til ham løber han grædene hen og vil op til mig. Han vil helst at jeg sidder og leger sammen med ham og at de andre børn holder sig væk. Vi var der i ca 3 timer og da jeg kørte hjem tænkte jeg at det nok havde været bedst hvis vi ikke var taget afsted....

Min mor har lige været på besøg fra torsdag til fredag og Niklas Emil ser hende ikke ret tit. Det var 1½ mdr siden sidst. Han var selvfølgelig ikke tilfreds med at hun kom, men eftersom han var derhjemme og i de trygge rammer så tog han det meget pænt. Dog skulle min mor helst ikke komme for tæt på ham og slet ikke hvis han ikke var oppe hos mig. Min mor griner meget og dét kan han bare slet ikke tackle. Hvis han feks endelig leger og hygger sig og vi andre sidder og snakker og min mor griner helt normalt så blev Niklas Emil ked af det og ville ikke lege selv mere. Han var dog tøet nogenlunde op da hun skulle hjem, men min mor havde overhovedet ikke kunnet sidde med ham eller give ham et kys. Det er hårdt at være mormor, men har sagt til hende at han reagerer sådan overfor de fleste og at det selvfølgelig heller ikke gør det bedre at vi ikke ses så tit....

I vuggestuen har de også bemærket at Niklas Emil er blevet mere bange af sig. Han havde forinden en periode hvor han havde behov for at sidde hos en pædagog længe om dagen, men vi var enige om at det var en tryghedsfase som han havde og vi føler nu at den periode er over. De siger også at han er en rigtig glad dreng som der normalt ingen problemer er med. Men de seneste par uger har de også bemærket den her panik-reaktion på ham. Feks så gemmer han sig i legehuset inde på stuen når der kommer forældre efter børn. Der er fornylig startet en ny pige på stuen og hende reagerer han på samme måde overfor. Han vil i hvert fald ikke sidde ved siden af ham ved bordet. En af pædagogerne har fortalt at han bare ikke kan lide hende - og bestemt heller ikke moderen.

Vores naboes datter, Helena på 10 år er af og til over og besøge os. Hun elsker at lege med Niklas Emil og vi er glade for hun kommer over for vi mener at han har godt af det. Som regel når hun kommer blir han genert og vil ikke rigtig lege selv med hende. Han vil helst sidde hos mor eller far, men plejer lige så stille at tø op. De sidste par gange Helena har været over er det bare gået så fint. Niklas Emil er blevet glad med det samme og vil gerne lege med hende. Han hygger sig stolstilet og det er bare så skønt at se.

Ja det er vidst ved at blive langt, og har egentlig længe villet skrive om dette emne, men synes bare det kan være svært at få skrevet det på den rigtige måde. Niklas Emil er til tider en prøvelse, men sådan er det vel at være forældre. Han er jo glad og livlig når vi er alene med ham. Han leger, laver en smule ballade, skælder ud og snakker som et vandfald. Han kan bare så meget. Men de siger også oppe i vuggestuen at de aldrig har oplevet et barn som ham og ja jeg ved godt hvad de mener. Nogen gange virker han også sådan lidt fornærmet på pædagogerne. feks når han har været ude og sove og kommer op så vil han ikke rigtig snakke med dem eller kigge på dem. Men han vil for tiden heller ikke sige farvel til mig når han blir afleveret. Ikke fordi han har travlt med at lege for han kommer op til en af pædagogerne og putter sig gerne ind til hende og siger ikke noget....

Jeg håber blot at dette er en periode han skal igennem og er en del af hans udvikling. Vi prøver at støtte ham og hjælpe ham med at forstå at det hele er okay. At han ikke skal være bange, men at de alle kun vil ham det bedste. Jeg håber inderligt han snart tør noget mere for han vil bare SÅ GERNE en helt masse!

Hej Rikke

Åh, hvor jeg kender det. Og det er bestemt ikke sjovt, men jeg kan trøste dig med, at det er en fase. Min ene tvillingedatter Agnes, som snart fylder 3 år, har været (og er stadig lidt) et meget følsomt barn, som har haft det meget svært med andre - både børn og voksne. Hun har været vanskelig at have med ude på besøg, da hun kun ville sidde ved mig de første par timer og måske kunne lokkes til at lege lidt på gulvet de sidste par minutter vi var der. Når vi fik gæster, skulle hun op til mig med det samme og sad og gemte sig, lukkede gerne øjnene, i den første halve time. Også selvom det var personer hun havde mødt før.  I vuggestuen har hun hængt meget på pædagogerne og har ikke leget videre med de andre børn.

Dette har ændret sig så stille og roligt, at jeg ikke kan sætte en finger på præcist hvornår, men hun er ikke bange mere. Hun er ikke ligeså udfarende som sin søster (men de er jo også to helt forskellige personligheder), men hun gemmer sig ikke mere og begynder rimelig hurtigt at snakke med andre, både når vi får gæster og når vi er ude.

Så jeg tror ikke du skal undlade at tage ham med ud, men bare sørg for at være der for ham i det omfang han har behov for. Han skal nok vokse fra det .

Knus Helga

Kære Rikke,

Uanset hvilket barn man er velsignet med, vil man altid have bekymringer og stille sig selv spørgsmålet om, om man nu gør tingene på den bedste måde for sit barn - og svaret er jo, at selvfølgelig gør man det godt ... enhver mor vil gøre det allerbedste for sit barn, og de fleste mødre ved instinktivt, hvad der er bedst for hendes barn - og du, søde Rikke, du ved hvad der er bedst for lille Vinker - det lyder som om I tackler hans følsomme væsen fuldstændig rigtigt!

Desuden tænker jeg, at NE er en meget intelligent lille dreng - selvom han ikke er ret gammel, virker han meget tunet ind på andre mennesker og har travlt med at læse dem - han er samtidig forsigtig og træder derfor et skridt tilbage, når de gør noget pludseligt og for ham uventet (som at grine højt). Han er ved at gøre sig endnu klogere på verden og på de mennesker, der befinder sig i den - han observerer, suger til sig og vil helst have andre (fremmede) menneske to skridt fra sig, mens han prøver at finde ud af, hvad de er for nogen og om de er værd at bruge tid på

Jeg vil i øvrigt give Katrine 100% ret - en vis portion skepsis over for verden er bestemt ikke sådan at kimse ad - jeg ville faktisk være mere nervøs, hvis jeg havde et af de der børn, der ingen skepsis og tilbageholdenhed ejer...sådan et barn ville jeg frygte for i enhver forsamling (stor eller lille) - for det barn vil leve farligere end sådan en dreng som NE.

Jeg er desuden sikker på, at noget af det har at gøre med hans alder...han har endnu ikke en så nuanceret (sprog)forståelse, at han kan forstå, hvorfor og hvad folk f.eks. lige pludselig griner af - han er desuden endnu ikke i stand til at sætte ord på sine følelser....måske I skulle prøve at hjælpe ham? Annika er f.eks. nu i stand til selv at sætte ord på, når hun bliver bange, ked af det og forskrækket...men det er først lige kommet - tidligere har man kunnet se på hende, når vi har ramt den følelse, hun har haft rigtigt...(når hun er faret sammen over en høj lyd el.lign., har vi sagt "Uh blev du forskrækket skat" - ligeledes når vi selv f.eks. er kommet til at råbe højt i en situation, hvor hun f.eks. har været lige ved at gå ud foran en bil (tænkt eksempel), har vi sagt "mor blev forskrækket/bange, fordi..." - måske vil det også lette ham at vide, at I oplever de samme følelser?)...

Der er ingen tvivl i mit sind om, at NE er en dejlig lille dreng - følsom ja, men han trives og udvikler sig jo som han skal - han har det godt, når han er hjemme og det lyder til, at han går i en rigtig god vuggestue, hvor de også er opmærksomme på han sensitivitet - I er de bedste forældre NE kunne få her i verden - tvivl aldrig på det!! Og I gør alt det rigtige!! BASTA

Jeg har uden tvivl en super dejlig og glad dreng, men han er godt nok også en prøvelse til tider....

Han har altid været en forholdsvis stille dreng med stort trygheds behov, men her den seneste tid har det godt nok været ekstremt! Han er meget tilbageholdende overfor andre mennesker; både børn og voksne og dem han har mødt før (så som familie og forældre til de andre børn i vuggestuen) Han blir direkte skræmt og græder ofte og det føles som om han bare vil væk!

Hvis der kommer en hen mod ham så vil han op til mig med det samme og han kigger væk eller lukker øjnene. Hvis vedkommende pludselig griner så begynder Niklas Emil at græde og vil væk. Som om han tror det er ham vi griner af og så nogen gange fordi han måske blir lidt skræmt over folks grin (nogen har jo et liiiidt voldsomt grin)

Hvis vi tager nogen steder med Niklas Emil er det svært for mig at være tilstede for han fylder bare rigtig meget. Da vi feks var i jordmorgruppe for 2 mdr siden (vi ses ret sjælent) Tog det lang tid før Niklas Emil tøede op. Det er selvfølgelig okay for han husker ikke rigtig de andre 2 mødre og deres børn. Senere vil han gerne ned og lege, men så snart en af de andre børn kommer hen til ham løber han grædene hen og vil op til mig. Han vil helst at jeg sidder og leger sammen med ham og at de andre børn holder sig væk. Vi var der i ca 3 timer og da jeg kørte hjem tænkte jeg at det nok havde været bedst hvis vi ikke var taget afsted....

Min mor har lige været på besøg fra torsdag til fredag og Niklas Emil ser hende ikke ret tit. Det var 1½ mdr siden sidst. Han var selvfølgelig ikke tilfreds med at hun kom, men eftersom han var derhjemme og i de trygge rammer så tog han det meget pænt. Dog skulle min mor helst ikke komme for tæt på ham og slet ikke hvis han ikke var oppe hos mig. Min mor griner meget og dét kan han bare slet ikke tackle. Hvis han feks endelig leger og hygger sig og vi andre sidder og snakker og min mor griner helt normalt så blev Niklas Emil ked af det og ville ikke lege selv mere. Han var dog tøet nogenlunde op da hun skulle hjem, men min mor havde overhovedet ikke kunnet sidde med ham eller give ham et kys. Det er hårdt at være mormor, men har sagt til hende at han reagerer sådan overfor de fleste og at det selvfølgelig heller ikke gør det bedre at vi ikke ses så tit....

I vuggestuen har de også bemærket at Niklas Emil er blevet mere bange af sig. Han havde forinden en periode hvor han havde behov for at sidde hos en pædagog længe om dagen, men vi var enige om at det var en tryghedsfase som han havde og vi føler nu at den periode er over. De siger også at han er en rigtig glad dreng som der normalt ingen problemer er med. Men de seneste par uger har de også bemærket den her panik-reaktion på ham. Feks så gemmer han sig i legehuset inde på stuen når der kommer forældre efter børn. Der er fornylig startet en ny pige på stuen og hende reagerer han på samme måde overfor. Han vil i hvert fald ikke sidde ved siden af ham ved bordet. En af pædagogerne har fortalt at han bare ikke kan lide hende - og bestemt heller ikke moderen.

Vores naboes datter, Helena på 10 år er af og til over og besøge os. Hun elsker at lege med Niklas Emil og vi er glade for hun kommer over for vi mener at han har godt af det. Som regel når hun kommer blir han genert og vil ikke rigtig lege selv med hende. Han vil helst sidde hos mor eller far, men plejer lige så stille at tø op. De sidste par gange Helena har været over er det bare gået så fint. Niklas Emil er blevet glad med det samme og vil gerne lege med hende. Han hygger sig stolstilet og det er bare så skønt at se.

Ja det er vidst ved at blive langt, og har egentlig længe villet skrive om dette emne, men synes bare det kan være svært at få skrevet det på den rigtige måde. Niklas Emil er til tider en prøvelse, men sådan er det vel at være forældre. Han er jo glad og livlig når vi er alene med ham. Han leger, laver en smule ballade, skælder ud og snakker som et vandfald. Han kan bare så meget. Men de siger også oppe i vuggestuen at de aldrig har oplevet et barn som ham og ja jeg ved godt hvad de mener. Nogen gange virker han også sådan lidt fornærmet på pædagogerne. feks når han har været ude og sove og kommer op så vil han ikke rigtig snakke med dem eller kigge på dem. Men han vil for tiden heller ikke sige farvel til mig når han blir afleveret. Ikke fordi han har travlt med at lege for han kommer op til en af pædagogerne og putter sig gerne ind til hende og siger ikke noget....

Jeg håber blot at dette er en periode han skal igennem og er en del af hans udvikling. Vi prøver at støtte ham og hjælpe ham med at forstå at det hele er okay. At han ikke skal være bange, men at de alle kun vil ham det bedste. Jeg håber inderligt han snart tør noget mere for han vil bare SÅ GERNE en helt masse!

Det lyder super hårdt at være dig nogen gange, når NE ikk vil andre end dig og at du ikk rigtig kan tage nogen steder med ham.

Jeg håber at den fase snart er ovre igen. For min kusine har den i mindre grad hos hendes den yngste på 3år det kan godt tage ham 1-2 timer at tø på, an på hvem det er, når de er ude.

Men I er jo gode forældre til NE og det skal I ikk være i tvivl om.

Puha det må være hårdt at se sin dreng sådan.... Og nu siger jeg noget som jeg tænkte hele vejen igennem dit indlæg og nu håber jeg ikke det får dig til at bekymre dig mere end du gør i forvejen, MEN: Er der sket en eller anden form for ændring i Niklas Emils liv der gør at han er blevet utryg? Noget der gør det måske er svært for ham at stole på andre eller gør at han er bange? Jeg har nemlig heller ikke mødt et barn der har reageret på den måde før og det er derfor jeg spørger som jeg gør. Håber ikke du synes jeg er en skid.  

TbCp skriver:

Jeg er faktisk rigtig glad for at du skriver det indlæg her...

Jeg har pt. et dagplejebarn der er gået fra at være det gladeste, sødeste og mest trygge barn, til konstant at skrige.... ingen tårer bare SKRIG! Jeg må ikke lave noget med de andre børn, jeg må ikke putte de andre, jeg må helst ikke gå 2 skridt væk.... det er faktisk så hun ryster over hele kroppen.

Jeg har aldrig selv oplevet den slags med Liva, hun er sådan et barn der bare ignorerer folk hvis det er nogen hun ikke kender og ikke vil snakke med.... hun lader simpelthen bare som om hun ikke hører eller ser dem

Nå, men så jeg har faktisk været/er helt brugt hver dag fordi jeg simpelthen ikke kan forstå hvorfor hun pludselig er blevet sådan....
Så det er rigtig "dejligt" at høre at andre børn kan være sådan + at høre jer andres kommentarer om at det går over, at det bare er en fase....

Håber for jer at han snart føler sig mere tryg ved det hele

Ja det lyder umiddelbart til at det er noget lignende det samme det barn er igennem. Kan godt forstå hvis du før ikke helt forstod hvorfor hun pludselig reagerer som hun gør, men det er åbenbart mere naturligt end sjælent hos børn.

Hihi fantastisk måde Liva tackler den slags på - Uden tvivl er I sluppet for en hård periode der ;)

sarahb skriver:

hej smukke

Puha det må være en hård omgang, sådan har Isaac også haft det, dog ikke med alle. Det var mest mænd.. Det er ovre nu og nu reagerer han kun hvis folk han ikk har set i længe skal røre ham. De må meget gerne være her men ikke noget med at røre og ae..
Til gengæld hvis de ignorerer ham, så er han hos dem med det samme. Så når vi fik gæster så lod de ham HELT være og så var han over ved dem og vise alt han nu kan. TOSSE

Jeg tror bestemt også bare det er en fase, og alle børn har forskellige behov. Så hvis hans behov er sådan lige nu, så må man få det bedste ud af det. Det er altid noget det ikke er selve vuggestuen der er noget galt med

Han er bare så smuk og sød og dejlig, og man kan se på billederne han bor i et trygt og dejligt miljø derhjemme, så det har bestemt ikke noget med jer at gøre.

Sender dig de varmeste tanker og en afstands krammer til NE

Tak for dine tanker og søde ord - Det varmede meget

Ja den med at ignorere folk som Isaac gør har jeg også oplevet mange børn gøre. Sidder her og for forståelse for hvorfor mange småbørn har kigget væk eller virket skræmt hvis jeg har prøvet at snakke til/med dem. Det gir pludselig så meget mere mening nu, men det var også den gang inden man selv blev mor. Der var der bare SÅ MEGET jeg ikke vidste... 

Hej Rikke

Åh, hvor jeg kender det. Og det er bestemt ikke sjovt, men jeg kan trøste dig med, at det er en fase. Min ene tvillingedatter Agnes, som snart fylder 3 år, har været (og er stadig lidt) et meget følsomt barn, som har haft det meget svært med andre - både børn og voksne. Hun har været vanskelig at have med ude på besøg, da hun kun ville sidde ved mig de første par timer og måske kunne lokkes til at lege lidt på gulvet de sidste par minutter vi var der. Når vi fik gæster, skulle hun op til mig med det samme og sad og gemte sig, lukkede gerne øjnene, i den første halve time. Også selvom det var personer hun havde mødt før.  I vuggestuen har hun hængt meget på pædagogerne og har ikke leget videre med de andre børn.

Dette har ændret sig så stille og roligt, at jeg ikke kan sætte en finger på præcist hvornår, men hun er ikke bange mere. Hun er ikke ligeså udfarende som sin søster (men de er jo også to helt forskellige personligheder), men hun gemmer sig ikke mere og begynder rimelig hurtigt at snakke med andre, både når vi får gæster og når vi er ude.

Så jeg tror ikke du skal undlade at tage ham med ud, men bare sørg for at være der for ham i det omfang han har behov for. Han skal nok vokse fra det .

Knus Helga

Ja det lyder helt sikkert til at hun har været noget af det samme igennem som Niklas Emil lige nu er i. Det er nu rart nok at høre at andre børn har måtte igennem noget af det samme. Ikke fordi jeg ikke troede at det var en fase og at det ikke skete for andre, men alligevel er det nu bare en god mavefornemmelse når man høre andre fortælle om det samme!

Nej jeg tror nemlig heller ikke at det hjælper på den positive måde at holde ham væk fra andre mennesker - tvært imod. Jeg tror at han har behov for at lære at andre mennesker (børn som voksne) også er gode nok og at de ikke vil ham noget ondt. Jeg må vise ham vejen ved at snakke med andre og invitere ham til leg og sjove ting med andre.

idamaria83 skriver:

Kære Rikke,

Uanset hvilket barn man er velsignet med, vil man altid have bekymringer og stille sig selv spørgsmålet om, om man nu gør tingene på den bedste måde for sit barn - og svaret er jo, at selvfølgelig gør man det godt ... enhver mor vil gøre det allerbedste for sit barn, og de fleste mødre ved instinktivt, hvad der er bedst for hendes barn - og du, søde Rikke, du ved hvad der er bedst for lille Vinker - det lyder som om I tackler hans følsomme væsen fuldstændig rigtigt!

Desuden tænker jeg, at NE er en meget intelligent lille dreng - selvom han ikke er ret gammel, virker han meget tunet ind på andre mennesker og har travlt med at læse dem - han er samtidig forsigtig og træder derfor et skridt tilbage, når de gør noget pludseligt og for ham uventet (som at grine højt). Han er ved at gøre sig endnu klogere på verden og på de mennesker, der befinder sig i den - han observerer, suger til sig og vil helst have andre (fremmede) menneske to skridt fra sig, mens han prøver at finde ud af, hvad de er for nogen og om de er værd at bruge tid på

Jeg vil i øvrigt give Katrine 100% ret - en vis portion skepsis over for verden er bestemt ikke sådan at kimse ad - jeg ville faktisk være mere nervøs, hvis jeg havde et af de der børn, der ingen skepsis og tilbageholdenhed ejer...sådan et barn ville jeg frygte for i enhver forsamling (stor eller lille) - for det barn vil leve farligere end sådan en dreng som NE.

Jeg er desuden sikker på, at noget af det har at gøre med hans alder...han har endnu ikke en så nuanceret (sprog)forståelse, at han kan forstå, hvorfor og hvad folk f.eks. lige pludselig griner af - han er desuden endnu ikke i stand til at sætte ord på sine følelser....måske I skulle prøve at hjælpe ham? Annika er f.eks. nu i stand til selv at sætte ord på, når hun bliver bange, ked af det og forskrækket...men det er først lige kommet - tidligere har man kunnet se på hende, når vi har ramt den følelse, hun har haft rigtigt...(når hun er faret sammen over en høj lyd el.lign., har vi sagt "Uh blev du forskrækket skat" - ligeledes når vi selv f.eks. er kommet til at råbe højt i en situation, hvor hun f.eks. har været lige ved at gå ud foran en bil (tænkt eksempel), har vi sagt "mor blev forskrækket/bange, fordi..." - måske vil det også lette ham at vide, at I oplever de samme følelser?)...

Der er ingen tvivl i mit sind om, at NE er en dejlig lille dreng - følsom ja, men han trives og udvikler sig jo som han skal - han har det godt, når han er hjemme og det lyder til, at han går i en rigtig god vuggestue, hvor de også er opmærksomme på han sensitivitet - I er de bedste forældre NE kunne få her i verden - tvivl aldrig på det!! Og I gør alt det rigtige!! BASTA

Tak for dine dejlige varme ord Ida

Åååh ja de evige bekymringer man har som forældre. Hvis det ikke er det ene man fylder tankerne med så er det det andet. Når denne fase er overstået som er der vel kommet en ny, men der er jo også mange ting de kære små skal lære her i livet. Der er så meget de først skal tage stilling til og også vende sig til. Det kan være ekstremt hårdt at stå på sidelinjen og opservere ens barn, men så længe man støtter og vejleder så kan man vel ikke gøre så meget andet - Kan man? ;)

Vores egen opfattelse er også at Niklas Emil er en intelligent dreng og det siger min papmor også altid til mig. Hun synes han udvikler sig meget hurtigt. Han er lærenem. Han snakker helt vildt og forstår meget mere end vi lige tror. Det er også hende der har sagt at hun synes vi skal prøve så vidt muligt ikke at snakke om problemet mens han høre på det. Både fordi han fornemmer den lidt negative/anspændte stemning som emnet vækker og så fordi han altså forstår flere og flere ord. Og ja jeg tror hun har ret, men det er lidt svært når folk spørger til hvad der sker når han så pludseligt reagerer, men jeg gør helt sikkert hvad jeg kan for at give en positiv energi omkring andre mennesker.

Og ja som både dig og Katrine er inde på så har I nok ganske ret i, at det kun er gode tegn at børn har en smule skepsis. Tror også jeg ville være en smule bekymret hvis han ingen hæmninger havde, så det vælger jeg at se positivt på ;)

Det lyder rigtig fornuftigt det du skriver med at det også hænger sammen med hans alder og mangel på ord samt forståelse. Nu jeg tænker over det så prøver jeg også at sætte ord på de forskellige føleleser mm når der sker noget godt og dårligt, men jeg skal være meget mere omhyggelig med at forklare ham de forskellige ting. Det vil jeg helt sikkert prøve for ja, det kunne være en stor hjælp for ham!

Vi er også super glade for vuggestuen. Jeg føler virkelig at de tar hånd om ham og støtter ham i de forskellige ting. De er absolut ikke firkantet og putter ikke bare børnene i den samme bås. De er uden tvivl en stor hjælp samt støtte for ham!

michella80 skriver:

Puha det må være hårdt at se sin dreng sådan.... Og nu siger jeg noget som jeg tænkte hele vejen igennem dit indlæg og nu håber jeg ikke det får dig til at bekymre dig mere end du gør i forvejen, MEN: Er der sket en eller anden form for ændring i Niklas Emils liv der gør at han er blevet utryg? Noget der gør det måske er svært for ham at stole på andre eller gør at han er bange? Jeg har nemlig heller ikke mødt et barn der har reageret på den måde før og det er derfor jeg spørger som jeg gør. Håber ikke du synes jeg er en skid.  

Kære Michella, jeg er skam kun glad for at du siger det du tænkte da du læste det jeg havde skrevet! Det kunne jo nemt være at vi ikke havde tænkt om det kunne skyldes hans pludselig drejning. Men umiddelbart tror jeg ikke der er sket noget der kunne ha bevirket det. Dog har den ene pædagog i vuggestuen haft lidt skyldfølelse. Hun fortalte nemlig at få dage inden påske kom der en gardinmand ind på stuen og ham kunne Niklas Emil ikke lide så han løb væk. Men Tina troede bare han ville lege og løb pjattende efter ham (som om de legede fangeleg) og der gik lidt tid før hun så ham i hovedet og kunne pludselig se hvor skræmt og utryk han så ud. Dén episode har hun det dårligt med og var bange for at det er skyld i det, men jeg har sagt til hende at jeg selvfølgelig godt kan forstå hun føler lidt skyld, men det skal hun absolut ikke! Jeg synes nemlig selv at det er startet lidt før denne dag - Dog er det først deromkring at de bemærkede det i vuggestuen. Men det er bare så svært at sige om der er noget der kan være skyld i at han har ændret sig.... Man tænker jo først rigtig over det efter noget tid og så kan det være svært at huske tilbage. Det kan være en lille ting der har skræmt ham..... Jeg har det  ihvertfald hele tiden i baghovedet!

Vinker skriver:

Kære Michella, jeg er skam kun glad for at du siger det du tænkte da du læste det jeg havde skrevet! Det kunne jo nemt være at vi ikke havde tænkt om det kunne skyldes hans pludselig drejning. Men umiddelbart tror jeg ikke der er sket noget der kunne ha bevirket det. Dog har den ene pædagog i vuggestuen haft lidt skyldfølelse. Hun fortalte nemlig at få dage inden påske kom der en gardinmand ind på stuen og ham kunne Niklas Emil ikke lide så han løb væk. Men Tina troede bare han ville lege og løb pjattende efter ham (som om de legede fangeleg) og der gik lidt tid før hun så ham i hovedet og kunne pludselig se hvor skræmt og utryk han så ud. Dén episode har hun det dårligt med og var bange for at det er skyld i det, men jeg har sagt til hende at jeg selvfølgelig godt kan forstå hun føler lidt skyld, men det skal hun absolut ikke! Jeg synes nemlig selv at det er startet lidt før denne dag - Dog er det først deromkring at de bemærkede det i vuggestuen. Men det er bare så svært at sige om der er noget der kan være skyld i at han har ændret sig.... Man tænker jo først rigtig over det efter noget tid og så kan det være svært at huske tilbage. Det kan være en lille ting der har skræmt ham..... Jeg har det  ihvertfald hele tiden i baghovedet!

Åh hvor er det bare svært altså.... Jamen der er jo ikke andet at gøre end at acceptere og respektere hans angst og på den måde vil han jo føle sig tryg hvis han føler sig taget af og forstået. Så slapper han forhåbentlig af igen på et tidspunkt....