har i allesammen bare nogle super duper familier???
jeg er så ked af min egen, jeg er den absolut ældste og der er alligevel et godt stykke til den næste(4 næsten 5 år)
de 3 af mine søskende snakker jeg aldrig med, de alle 3 under 18 år, ikke fordi jeg ikke vil, men ja springet imellem os, gør virkelig at vi er i hver sin ende af livet,
min yngste bror er jo næsten samme alder som min søn, de kan så bare slet ikke tåle synet af hinanden 
mine 4 andre søskende ser jeg kun sjældent og men har da kunne snakke med dem en gang imellem,
mine 2 søstre kan jeg ikke snakke med samtidig, bliver faktisk nødt til at være uvenner med en for at kunne snakke med den anden(det gider jeg ikke)
min brødre ser jeg ikke den ene af(har aldrig gjort) og den anden ser jeg kun ved fødselsdage og vi snakker hellere ikke sammen på andre tidspunkter
min mor er den typer der aldrig ringer med mindre det er fordi det gavner hende, hun har sladre om andre, eller hvis en af min 3 unger har fødselsdag. men passe min børn eller have dem på ferie, vil hun ikke, det er over 3 år siden hun sidst passede en af dem i et par timer
som i kan se er det ikke meget nærhed og samvær, min familie ses oftere med hinanden, men jeg bliver aldrig inviteret med og melder jeg min ankomst er der en total underlig stemning, føler faktisk at jeg er uønsket i min familie.
heldigvis har jeg min mands familie som er der for os og gider os, og så har jeg min mormor og morfar og jeg har altid været min mormor´s øjesten, hendes absolut yngling(hun tog sig af mig til jeg var 2) uden dem tror jeg næppe at jeg havde været den person jeg er idag
hvorfor spøger fortæller jeg dette?? jeg har bare virkelig brug for at høre at jeg ikke er den eneste med så dysfunktionel familie, hvor den eneste kommunikation er en diskution.
hvor det drejer sig om at bagtale andre, så splid og ødelægge hinanden blot for opmærksomhedens skyld
selv har jeg har jeg snart en stor fest på vej(4 mdr til) og nu sidder jeg virkelig og overvejer om jeg virkelig ønsker at have min egen familie med, inderst inde vil jeg jo virkelig gerne have at de SÅ mig,
men på den anden side, så ønsker jeg bare ikke at blive skuffet over at de alligevel ikke dukker op eller melder afbud i sidste øjeblik. så hellere tage venner og svigerfamilie med og hygge mig i godt selskab, heldigvis har jeg tid til at overveje det lidt endnu inden indbyelserne sendes ud
pt kører der igen en masse i min familie og jeg har nu valgt at lukke helt af overfor dem, men hvor gør det ondt, for det jo egentlig ikke det jeg ønsker, det er bare langt mindre smertefuldt for mig på den måde.
min svigerfamilie er dybt chokeret over at man kan være sådan og vi har tit snakket om at jeg er blevet en helt anden kvinde siden jeg mødte min mand,
jeg har nemlig lært at sige fra, tage en diskution og sige tingene som de er, men samtidig kunne tåle kritik og tackle det på en pæn måde, hvilket jeg som oftest tror er en af årsagerne til at min familie vælger mig fra, fordi jeg sætter spørgsmål til mange af deres handlinger(f.eks økonomi,børn osv)
jeg er selv den type/blevet den type der synes det fedt, for det får mig jo til at tænke over om jeg handler rationelt og om det kunne gøres på en anden måde.
men lige med min familie, der er jeg godt nok tabt, jeg aner ikke hvad der skal til, prøver jeg at tale med dem, nikker de og siger de forstår mig og dagen efter er jeg en total klaphat, der virkelig ikke fatter noget og teer mig som et barn der ikke får sin vilje.
og det gør mig ked af det, for det eneste jeg ønsker er at vi kunne tale sammen allesammen...suk
nogen der har lign. familier, eller er vi bare en super dysfunktionel familie
kram, fra en trist person
ps. der kan svares anonymt
